“Vi har løbet panden mod muren.”
Sådan fortæller stifter og adm. direktør i den danske producent af kaffekapsler til Nespresso-maskiner Real Coffee Lars Mansfeld-Giese om virksomhedens gentagne forsøg på at lande en leverandøraftale med store svenske detailkæder som ICA og Coop.
Stiftet i 2013. Sælger kaffekapsler til Nespresso-kaffemaskiner. Kapslerne er kompatible og kan derfor bruges i forskellige typer af Nespresso-maskiner. Generer 35 pct. af sit omsætning via Amazon, hvor selskabet er til stede i England, Tyskland, Frankrig, USA og Sverige. Virksomheden har i alt otte ansatte, hvoraf håndteringen af Amazon kræver 1,5 fuldtidsmedarbejders tid.
De sidste tre år har han forsøgt at forhandle sig frem til en plads på hylderne, og selvom kæderne gerne holdt møder og var flinke nok, så endte det igen og igen med et afslag.
“Forklaringen er nok, at de svenske forbrugere i højere grad går efter velkendte brands og mærkevarer. Og vi er selvfølgelig ikke et brand på samme måde som Starbucks, så vi er blevet valgt fra,” fortæller Lars Mansfeld-Giese.
Men så skete der noget i slutningen af sidste måned.Amazon lancerede en svensk side.
“Det ser jeg bare som en kæmpe mulighed,” fortæller Real Coffee-direktøren.
Han satser nu på at kunne bruge Amazon som den trojanske hest, der skal få hans kaffekapsler ind i svenskernes hjerter, hvorefter han kan overbevise ICA om også at sætte dem på hylderne i sine butikker.
Real Coffee, der blev stiftet i 2013 og har hovedkontor i Holte nord for København, har solgt via Amazon siden 2017.
I dag sælger Real Coffee via Amazon i England, Tyskland, Frankrig, USA – og nu også Sverige.
“Lige pludselig kan de kan se, at det sælger og får gode anmeldelser
Lars Mansfeld-Giese, adm. direktør, Real Coffee
For da Amazon rykkede ind i nabolandet med sit Amazon.se-domæne havde Lars Mansfeld-Giese allerede sørget for at få oversat Real Coffees tekstmateriale til svensk, så det kunne lægges ind på deres svenske side, ligesom Real Coffee havde lavet særlige fairtrade-pakker.
“Mens danskerne går mere op i økologi og varernes betydning for deres personlige sundhed, så går svenskerne mere op i fairtrade,” fortæller Lars Mansfeld-Giese, der allerede har solgt til svenskerne i fem år via virksomhedens webshop.
Derudover har virksomheden sikret sig, at der er nok kaffekapsler på virksomhedens Amazon-lager i Tyskland, så de er klar til den svenske efterspørgsel.
Sverige har endnu ikke fået et Amazon-lager, men når det kommer, skal kapslerne rykkes derop, så Real Coffee sparer omkostningerne ved at fragte dem fra Tyskland.
Og når produkterne først har vist deres værd på Amazon, så satser Lars Mansfeld-Giese på, at det bliver langt lettere få hul igennem til supermarkederne.
“Det er helt sikkert min forventning. For lige pludselig kan de kan se, at det sælger og får gode anmeldelser på Amazon,” siger han.
Metoden med at bruge Amazon som indgangsdør til et eksportmarked er set før.
Det danske hudplejefirma Australian Bodycare forsøgte sig eksempelvis med at komme ind på det tyske marked via landets apotekskæder, men uden held.Så i 2018 begyndte firmaet at sælge via Amazons tyske side, og det viste sig at blive en succes, der bl.a. banede vej for, at de kom på hylden hos en af Tysklands største apotek-webshops ifølge Dansk Erhverv.
Selvom Amazon er rykket tættere på, forventer Lars Mansfeld-Giese ikke, at lanceringen af en dansk Amazon-side er lige om hjørnet. Ikke desto mindre er Real Coffee i fuld gang med at forberede sig på den danske entré, bl.a. ved at ansætte unge medarbejdere med flair for digital markedsføring samt ved at udvikle produkter rettet mod Amazon, f.eks. en julekalender med kaffekapsler, som sælger godt på den britiske Amazon-side.