ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hun vil hellere opgive førersædet end stå i vejen for firmaets fremtid: “Når man sætter noget i gang, så vil man for alt i verden have det til at blive en succes”

Susanne Provstgaard er selvstændig ind til benet og har i 30 år drevet sit og mandens firma fra fire til 130 ansatte. Men nu er det tid til at træde tilbage – for virksomhedens skyld

Susanne Provstgaard stiftede i 1991 Dansk Transport Kompagni med sin mand. Hun har levet og åndet for firmaet, men den 59-årige ejerleder er nu på vej ind i en ny livsfase, hvor livsværket skal fylde mindre. Foto: Michael Drost-Hansen
Susanne Provstgaard stiftede i 1991 Dansk Transport Kompagni med sin mand. Hun har levet og åndet for firmaet, men den 59-årige ejerleder er nu på vej ind i en ny livsfase, hvor livsværket skal fylde mindre. Foto: Michael Drost-Hansen

Der er ikke noget, der kommer af sig selv.

Det ved Susanne Provstgaard. Og hun har hverken læst det i en bog eller på et broderet pudebetræk, men erfaret det på egen krop gennem 30 år som ejerleder i transport- og logistikfirmaet DTK.

For som selvstændig og leder af egen virksomhed er der ikke nogen kære mor. Man skal være flittig, man skal have viljen til at blive ved, og så skader det heller ikke at være en smule ærekær. Det driver dig til at gøre dit bedste.

Men siden hun i 2016 overgav posten som adm. direktør til en ekstern adm. direktør, har hun arbejdet på gradvist at give tøjlerne videre i det sønderjyske livsværk. For selvom hun har elsket alle sine arbejdsopgaver og vil savne at være omgivet af sine medarbejdere hver eneste dag, så er det vigtigste at sikre firmaets videre vækst.

“Når man sætter noget i gang, så vil man for alt i verden have det til at blive en succes,” siger hun.

Og det kræver, at man er villig til at give slip.

Livet som selvstændig har Susanne Provstgaard fået ind med modermælken.

Forældrene drev egen transportvirksomhed i Gilleleje i Nordsjælland med faderen som ansigt udadtil og moderen, der holdt styr på regnskaber og administration.

“Min far var tryg ved, at min mor sad og styrede pengekassen – så var der styr på det,” fortæller Susanne Provstgaard.

Susanne Dalsgaard Provstgaard_012.jpg
Susanne Provstgaard har altid været bidt af transport- og logistikbranche. I løbet af årene er logistik blevet hendes hjertebarn, og hun er fortsat ansvarlig for DTK's største logistikkunde, hvilket hun er "rigtig glad for". Foto: Michael Drost-Hansen

Fra en tidlig alder blev hun involveret i virksomheden, og vilkårene i livet som selvstændig blev gradvist indprentet i datterens dna.

“Hvis man vil have noget til at lykkes, så kræver det, at man ofrer det, der skal til,” opsummerer hun.

Et af Susanne Provstgaards første afkald var et farvel til den sjællandske hjemstavn. For under sin ansættelse ved transportfirmaet J. Werner Nielsen i slutningen af 80'erne, mødte hun sin kommende mand Peter, der var ansat i firmaets afdeling i Padborg.

“Det førte til, at jeg sagde mit job op og flyttede til Sønderjylland,” fortæller Susanne Provstgaard.

I 1991 stiftede hun sammen med sin mand og to medarbejdere virksomheden Dansk Transport Kompagni (DTK) på et lejet kontor i Padborg. Derfra gik det hastigt fremad.

I 1995 var antallet af medarbejdere fordoblet, og ved årtusindskiftet tog Provstgaard-parret hul på nye forretningsområder: lager og logistik. Det nye forretningsben eskalerede i løbet af 00'erne i takt med, at flere og flere store virksomheder outsourcede deres logistik til firmaer som DTK. I 2011, mens logistikbenet buldrede afsted, og flere kunder ønskede, at firmaet også var til stede i udlandet, stod Susanne Provstgaard midt i en af de mest udfordrende perioder i sit arbejdsliv.

“Vi skulle finde en lokation i Flensborg, der skulle ansættes personale til den tyske del, og vi skulle sætte et it-system op, der forbandt de forskellige lokationer – og det hele skulle være så konkurrencedygtigt som muligt,” fortæller ejerlederen, der skulle mestre projektstyring og medarbejderhåndtering på et helt andet niveau, end hun før havde prøvet.

Arbejdsdagene var på 10-14 timer, og samtidig var der børn, som skulle passes.

Pro selvstændig
Christoffer Barsdal på 26 kunne ikke holde på en hammer, da han gik ind i familiens håndværkerfirma: Medarbejdernes respekt må man gøre sig fortjent til
christofferfinnbarsdahl_stevenachiam_DSC3241.jpg

“Jeg har altid haft en hjemmearbejdsplads, så når de var lagt i seng, arbejdede man videre for at være klar til næste dag,” fortæller Susanne Provstgaard, der dog ikke ser noget odiøst i arbejdsindsatsen. Det er et vilkår, hvis man vil lykkes som selvstændig.

“Man skal hele tiden være dygtig for at holde kvaliteten.”

Nye tider, nye behov

Susanne Provstgaard har med egne ord haft “alle kasketterne” på i virksomheden, og hun har særligt elsket at være med til at udvikle andre mennesker, for som hun siger: “Man kan jo ikke det hele selv.” Samme mindset gjorde sig gældende, da hun allerede i 2012 blev klar over, at der var brug for nyt blod i toppen af virksomheden – også selvom det gik godt.

“Jeg skulle ikke bare blive siddende, fordi jeg ville det. Hvis det gav mening, at jeg trådte et skridt tilbage, så var jeg afklaret med det,” siger Susanne Provstgaard.

Der var brug for en adm. direktør, som kunne gøre virksomheden mere lønsom i et stærkt konkurrencepræget marked, udvikle selskabet, have det helikopterperspektiv, som hun ikke selv havde tid til, samt lægge strategier, der sikrede virksomheden på lang sigt.

Susanne Dalsgaard Provstgaard_003.jpg
I mange år mødte Susanne Provstgaard ind på sit kontor enten lørdag eller søndag for at samle op på ugen, der var gået og forberede sig på den uge, der ligger foran. "Man skal være flittig" lyder et af hendes pejlemærker for ejerledelse. Foto: Michael Drost-Hansen

“Det var super vigtigt at få nogle øjne på udefra, som også havde været andre steder.”

Valget faldt på Steen Sørensen, tidligere adm. direktør i bl.a. transportfirmaet Andreas Andresen og logistikfirmaet Itella. Han havde de finansielle og strategiske kompetencer, som DTK Transport efterspurgte, og hans værdier flugtede med Provstgaard-parrets.

Pro selvstændig
Han hyrede en ny bestyrelse og blev fyret som adm. direktør i sit eget firma: “Man har haft en eller anden funktion i over 30 år, og så kommer der pludselig en og siger, at det er man faktisk ikke ret god til”

“Vores strategi var rigtig god i mange år, men så udvikler virksomheden sig, og så var der brug for det, Steen kunne bidrage med,” siger Susanne Provstgaard, der også mener, det har været sundt at få en direktør ind, som ikke leder “med hjertet” i samme grad som stifterparret, og som ikke har lige så mange følelser på spil over for medarbejdere og samarbejdspartnere. Det sætter ham i en bedre position til at træffe beslutninger ud fra et rent faktuelt grundlag.

Provstgaard-parret og den nye direktør fastsatte sammen rammen for, hvor virksomheden skulle hen og definerede en klar rollefordeling, så de tre ledere ikke ville gå i vejen for hinanden.

“Det var vigtigt for mig at træde så langt tilbage, at der var plads til, at en ny kunne komme til. For vi er forskellige som mennesker. Så længe man er enig om retning og rammerne, så skal den nye have frihed til at gøre det på sin måde,” siger Susanne Provstgaard, der med ansættelsen af Steen Sørensen helligede sig sit hjertebarn, logistikbenet.

En lille bid af en succes

Fire år senere tog hun og Peter Provstgaard endnu et skridt på vej mod det generationsskifte, som blev påbegyndt med ansættelsen af Steen Sørensen. De solgte 40 pct. af virksomheden til investeringsfonden Blue Equity for at tilføre nye kompetencer, kapital, og indspark til strategien.

Susanne Dalsgaard Provstgaard_024.jpg
Da Susanne Provstgaard i 2018 gav posten som logistikchef videre og trappede ned til en to dagess arbejdsuge, startede hun med at få en “kæmpe influenza”. I dag nyder hun at have mere tid til bl.a. parrets fire fælles børn. Foto: Michael Drost-Hansen

I dag ejer Blue Equity 40 pct. af virksomheden, Steen Sørensen ejer også 40 pct., og Susanne og Peter Provstgaard ejer de resterende 20 pct.

“Min mand og jeg har det mantra, at vi vil rigtig gerne have en mindre del af noget, der er større,” siger Susanne Provstgaard.

Hun gav slip på endnu en portion ansvar og indflydelse, da hun i 2018 ansatte en ny logistikchef og selv gik ned til en todages arbejdsuge. Det viste sig at være et større spring end ventet.

“Jeg startede med at få en kæmpe influenza,” fortæller Susanne Provstgaard, der dog nu er ved at finde sig til rette i en hverdag med bedre tid til familien og til at takke ja til de tillidsposter, som hun ikke har haft megen tid til som ejerleder.

“Der er jo også fokus på, at piger også skal med i bestyrelser, og jeg synes selv, at det giver en rigtig god dynamik,” siger hun.

DTK Group har i dag 130 ansatte, 400 biler, 20.000 kvm logistik og lager og er til stede på otte lokationer. Virksomheden havde i 2020 en bruttofortjeneste på godt 96 mio. kr.

Susanne Provstgaards drøm er, at virksomheden fortsætter den rejse, som hun og Peter Provstgaard har sendt den afsted på. Parret vil fortsætte med at have en ejerandel, men foruden de få opgaver, de stadig passer, vil de ikke blande sig i den daglige drift.

“Det handler om at sætte virksomheden foran ens egne personlige behov,” siger hun.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis