Torsdag er aftalepartierne bag kviklånsloven indkaldt til drøftelser hos erhvervsminister Simon Kollerup (S). Det skal handle om markedsføring på fodboldtrøjer.
Men står det til Venstre, er den dagsorden for snæver. De mener, at det bør handle om, at markedsføringsforbuddet i loven generelt er blevet for uhåndterbar – og ikke kun i idrættens verden.
“Det, der i min optik var formålet, var at begrænse aggressive reklamer først for kviklån og så betting lige bagefter. Man skal huske på, at indgrebet også har sænket åop, så den maks. må være på 35 pct. Så man kan slet ikke længere tage den type lån,” siger Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre, der mener, at en stor del af problemet således er løst med åop-loftet.
“Men for nogle var der et ønske om et markedsføringsforbud, og så blev det en del af aftalen.”
Dem, Torsten Schack Pedersen omtaler, er blandt andet SF.
“Den situation, der er nu, det var egentlig den, vi aftalte. For mig er der intet overraskende i det her. De partier, der giver udtryk for, at de vil lave loven om, de har fået kolde fødder,” siger Lisbeth Bech-Poulsen, erhvervsordfører for SF.
Hun siger også, at det passer godt ind i SF's dagsorden om et generelt forbud mod markedsføring for spillevirksomheder.
For Torsten Shack Pedersen handler det om, at det har vist sig at være for rigidt.
“Jeg lever fint med forbuddet for tv-reklamer. Men de konkrete konsekvenser, vi har set, det bliver for nidkært. Vi er nødt til at spørge os selv, om det er hensigtsmæssigt,” siger han.
Aftalen om kviklån er en stemmeaftale. Det betyder, at hvis et flertal fra aftalepartierne ønsker det, kan de stemme for en ændring af markedsføringsforbuddet.
“Jeg håber, at vi kan lande det her i bred enighed. Men hvis ikke det lykkes, er vi klar til at lade vores mandater arbejde,” siger Venstres erhvervsordfører.