Mogens Jensen (S) var den første, men måske ikke den sidste, der oven på sagen om coronasmittede mink bliver tvunget til at forlade sin post.
“Da jeg har den klare vurdering, at jeg ikke længere har den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, har jeg i dag meddelt statsministeren, at jeg udtræder af regeringen,” meddelte Mogens Jensen onsdag i en pressemeddelelse.
Men to redegørelser, der efterfølgende er offentliggjort, rejser flere spørgsmål om både topembedsmænd og andre ministres ageren i sagen.
mio. danske mink blev
4. november beordret aflivet af regeringen
F.eks. står det klart, at der længe var en diskussion om den manglende lovhjemmel blandt embedsmændene i Fødevarestyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet. Departementschef Henrik Studsgaard anerkendte endda problemet samme aften, som regeringen havde meldt sin beslutning ud, men orienterede først sin minister tre dage efter.
SF-formand Pia Olsen Dyhr kræver departementschefens afgang. Men hverken Enhedslisten eller De Radikale mener, at støttepartier kan blande sig i, hvem ministerierne ansætter. Mogens Jensen kaldte det selv “kritisabelt”, at han ikke blev orienteret hurtigere af sin departementschef, men ministeriet havde ikke ved redaktionens deadline meddelt, om sagen får konsekvenser for Henrik Studsgaard.
Interessen samler sig også om regeringens særlige covid-19-udvalg. Det består af sundheds-, justits-, finans-, udenrigs-, erhvervs- og kulturministrene.
De modtog nemlig op til et møde i oktober materiale, hvor Miljø- og Fødevareministeriet bl.a. vurderede, at en aflivning af alle mink “forudsætter ændret lovgivning på området”. Det fremgår dog ikke af redegørelsen, hvor mange af de seks ministre der deltog på mødet, og om de derfor også burde have kendt til den manglende lovhjemmel, da sagen igen kom på dagsordenen i begyndelsen af november.
Ingen af regeringens støttepartier har dog indtil videre – ved Børsens deadline – raslet med sablen over for andre ministre.
Endelig besvarer redegørelsen heller ikke det helt grundlæggende spørgsmål, om hvordan beslutningen 3. november kunne blive truffet i regeringens koordinationsudvalg og blive meldt ud dagen efter, uden at ministrene bliver oplyst om – eller selv stiller spørgsmål ved – hvorvidt det er lovligt.
“Sagen stopper derfor ikke med Mogens Jensens afgang
Jakob Ellemann-Jensen (V), partiformand
“Når man læser om forløbet op til mødet i koordinationsudvalget, så kan man godt se, at der har været en eller anden perifer berøring af hjemmelspørgsmålet, men ikke af en sådan karakter, så jeg synes, man kan bebrejde Mogens Jensen og for så vidt heller ikke hans ledende embedsmænd eller andre, at de ikke i koordinationsudvalget tager det problem op. Men jeg synes unægteligt, at man må spørge sig selv om, hvordan systemet kan udarbejde et oplæg til beslutning uden overhovedet at nævne det,” siger Peter Loft, der er tidl. departementschef i Skatteministeriet gennem 19 år og har læst redegørelsen.
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen mener, at sagen overordnet set er Mette Frederiksens ansvar.
“Sagen stopper derfor ikke med Mogens Jensens afgang. Behov for en undersøgelseskommission,” lød det i et tweet.
Torsdag skal et udvalg i Folketinget tage stilling til, hvordan minksagen skal undersøges yderligere. SF og Enhedslisten lægger op til en advokatundersøgelse, men De Radikale står formentlig med de afgørende mandater.
Udvalgsmedlem Jens Rohde (R) oplyser, at han vil lægge op til en helt tredje vej med en form for parlamentarisk høring.
“En advokatundersøgelse alene giver ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at vi kan komme til bunds i sagen. Derfor skal der lægges noget oven i,” siger han.