ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement
1 Hvad indebærer trepartsaftalen om lønkompensation?

Formålet med aftalen er, at virksomheder, der ikke har aktivitet nok pga. coronakrisen, skal sende medarbejderne hjem med løn i stedet for at fyre dem. Staten kompenserer 75 pct. af lønnen for funktionæransatte (dog max. 23.000 kr. pr. måned) og 90 pct. for timelønnede (max. 26.000 kr.). De ansatte skal selv bidrage med fem ferie- eller afspadseringsdage.

2 Bliver den brugt?

Det er nok for tidligt at sige. Dansk Erhverv offentliggjorde i weekenden en undersøgelse, der viste, at 43 pct. af organisationens medlemmer forventede at bruge den. Kun 17 pct. havde dog gjort det. Men ordningen var også først lige trådt i kraft, da undersøgelsen blev gennemført.

3 Hvad kan virksomhederne ellers gøre?

De kan selvfølgelig fyre folk, hvilket ledighedstallene tyder på sker i stort omfang. Ifølge Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, meldte fire gange så mange som normalt sig ledige henover de seneste otte dage. Nogle virksomheder, bl.a. hoteller og restauranter, har en midlertidig aftale med fagbevægelsen om, at de kan hjemsende medarbejdere uden løn. Ifølge brancheorganisationen Horesta er det meget udbredt.

4 Hvilken hjælp er der til tvangslukkede?

De kan få dækket 100 pct. af deres faste udgifter. Derudover kan de gøre brug af samme lønkompensation som andre virksomheder, hvilket efterlader dem med en del personaleomkostninger, der er større, jo højere løn de ansatte får. I virksomheder med mindre end 10 ansatte kan ejeren få op til 23.000 kr. pr. måned som en slags “løn”.

5 Hvor mange virksomheder er der tale om?

Alle danske virksomheder kan få støtte, hvis de lever op til de enkelte kriterier. Ifølge erhvervsorganisationen SMV Danmark er der ca. 25.000 virksomheder inden for de brancher, der er beordret lukket og dermed helt afskåret fra at have omsætning.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis