ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stærk jobrapport i USA: En gave til Clinton og Yellen

Opdateret kl. 14.08 -Der er gang i hjulene i amerikansk økonomi. Det viser den nye jobrapport fra USA, der falder ud til den stærke side med 161.000 nye job i oktober.

Det var ganske vist 12.000 færre job, end analytikerne havde forventet. Men til gengæld blev der opjusteret kraftigt bagud, så der faktisk blev skabt 35.000 flere job i september, end jobrapporten viste for en måned siden.

Politik
Kongetallet holder tempo: 156.000 nye job i september
I september nåede jobskabelsen således op på 191.000. Også august fik også et nøk opad med 9000 flere job end hidtil rapporteret.

Vejen er banet for rentehop

Dermed er vejen ryddet i forhold til Janet Yellens og Federal Reserves muligheder for at sætte renten op i december. Og jobrapporten er også en stor gave til Demokraternes ellers pressede præsidentkandidat Hillary Clinton blot fire dage før valget.

Politik
Overblik: Trump i vildt comeback - Clinton dykker i svingstater
"Det er bestemt gode jobtal, der med al tydelighed viser at der igen er kommet gang i amerikansk økonomi efter et sløjt første halvår. Pilen peger da også nu mere tydeligt på, at Federal Reserve hæver renten i december. Det kræver dog, at Hillary vinder valget på tirsdag," siger Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.

Han understreger, at det også er gode nyheder for dansk erhvervsliv, der eksporterer for omkring 100 mia. kr. til USA om året. Men igen - det kræver en Clinton-sejr, for ellers kan det hele blive overskygget af udsigterne til en global handelskrig under Trump, understreger Nykredit.

Job skabt i servicesektor

Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv, er helt på linje.

Politik
Jobrapport giver Guldlok-smil hos investorerne: 151.000 nye job i august
"Amerikansk økonomi er her inden valget i ganske god forfatning," siger Sten Bocian.

Han understreger, at arbejdspladserne stort set alle sammen blev skabt i den amerikanske servicesektor. Og tallene betyder også, at ledigheden i USA faldt fra 5 til 4,9 pct.

"Det er et lavt niveau for amerikansk økonomi, og det afspejler sig også i en tiltagende lønvækst. Lønvæksten har i USA over det seneste år været på 2,8 pct., og det er det højeste niveau siden krisen," siger Steen Bocian.

73 måneder med uafbrudt jobfest

Det stramme arbejdsmarked giver ekstra meget medvind til et rentehop i december. USA har nu leveret jobfremgang i 73 måneder i træk, og det har skabt nye jobs til 14,5 mio. amerikanere.

Politik
Valgguru opjusterer: Trump har nu 33 pct chance for at slå Clinton
"Ledigheden er efterhånden kommet så langt ned, at det er svært at opretholde en høj jobvækst uden overophedning af økonomien. Dette er også bevæggrunden for Fed's ventede opstramninger af pengepolitikken," skriver Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri, i en kommentar.

Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, vurderer, at jobrapporten luner i Clinton-lejren, der lige nu kun er 1,7 procentpoint foran rivalen Donald Trump.

Clinton profiterer mest

"Clinton kan fremhæve, at der bliver skabt nye arbejdspladser i et pænt tempo, at der igen er tæt på fuld beskæftigelse, og at lønningerne nu er på vej op for almindelige amerikanere," siger Jacob Graven.

Han understreger dog, at Trump også med lidt god vilje kan finde guf i tallene.

"Trump vil kunne fremhæve, at der igen blev nedlagt arbejdspladser i industrien. Selvom der er skabt 15 millioner nye jobs i USA i de seneste år, er der omkring 5 millioner færre arbejdspladser i industrien end i år 2000," siger Jacob Graven.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis