ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jobrapport giver Guldlok-smil hos investorerne: 151.000 nye job i august

Den amerikanske jobrapport lander lige der, hvor investorerne allerhelst vil have den, og aktiemarkedet stiger da også let på tallene.

Der blev skabt 151.000 nye job i august, og selv om det var under markedets forventninger på 180.000, så er det stadig klart inden for skiven.

Politik
Investorer satser på Guldlok-kongetal fra USA
Især da jobtallene for juli samtidig blev opjusteret med 20.000 personer til 275.000, så forskellen over de to måneder netto er nede på 9.000 personer.

Lige tilpas lunken

Dermed er jobrapporterne for både juni og juli gået over al forventning, mens august-rapporten lige er gået ned fra 5. til 4. gear.

Og det er præcis det Guldlok-scenarium, investorerne havde håbet på: Grøden må ikke være for kold og heller ikke for varm - men sådan lige tilpas lunken.

"Overordnet er der tale om en pæn stigning i beskæftigelsen, men så heller ikke mere end det. Det kommer dog efter to stærke måneder i juni og juli, hvor beskæftigelsen steg med lidt over 270.000 i begge måneder, så set over de tre sommermåneder er beskæftigelsen steget med 232.000 i gennemsnit," siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Politik
Kongen af nøgletal overrasker - langt flere nye job end ventet
Han fortsætter:

"Dermed må man sige, at beskæftigelsen er kommet på sporet igen efter de svage forårsmåneder i april og maj."

Afholder Yellen fra rentehug

Og det er vigtigt for aktierne, vurderer Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, for hvis der var skabt endnu et stort boom på det amerikanske jobmarked, så havde Fed's topchef Janet Yellen formentlig hugget til renten allerede i denne måned.

Og det ville kunne skære toppen af kursudviklingen, hvis der pludselig var udsigt til hurtigere rentestigninger end ellers ventet.

Politik
Jobfest i USA: Kongetallet gør massivt comeback
Samtidig er de 151.000 nye job klart mere end det, de fleste økonomer vil betegne som skuffende territorium, som eksempelvis jobrapporterne for april og maj landede i.

Ingen 'smoking gun'

"Der er ikke nogen ”smoking gun”, som tvinger Fed til at hæve renten her og nu. Selvom Fed har raslet med rentesablen på det seneste forventer vi, at Fed vil se tiden an lidt endnu og først hæve renten efter det amerikanske præsidentvalg i november," siger Jacob Graven.

Han vurderer, at hvis amerikansk økonomi holder kursen mod et behersket opsving, vil Fed formentlig hæve renten med 0,25 procentpoint til 0,50-0,75 procent i december.

Det vil i givet fald være præcis et år efter, at Fed hævede renten første gang, efter at den amerikanske rente har ligget tæt på nul i syv år i træk.

Ledigheden ligger stadig på 4,9 pct., hvor markederne havde forventet, at den ville falde en anelse til 4,8 pct. Lønstigningstakten landede på 2,4 pct. på årsbasis, også et lille fald fra de 2,6 sidste måned.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis