Mens kritikken hagler ned, og Europa sakker agterud i vaccinekapløbet, kan man spørge: Hvad var egentlig målet med EU’s vaccinestrategi? I den ti sider langestrategikan man læse, at der er hele tre mål: at skaffe sikre effektive vacciner, at sikre hurtig adgang til vaccinerne og at sikre ligelig adgang til vacciner til en rimelig pris. Det er gået ganske fint med punkt et og tre – faktisk over al forventning. Men punkt to er blevet det ømme punkt: at få produktionen op i skala hurtigt nok. Og det rejser spørgsmålet: Skal stater kunne producere vacciner?
Selvom Bavarian Nordic og også franske Sanofi har meldt sig på banen, så tager det tid at omstille en fabrik til de højteknologiske processer, der kræves. Det er altså ikke en løsning på den akutte vaccinemangel her og nu. Men i fremtiden? SSI-direktør Henrik Ullum åbner i et interview med Børsen for debatten om, hvorvidt vaccineproduktion skal være et strategisk redskab, præcis som stater råder over en hær eller en sikker elforsyning – også i perioder hvor der ikke er brug for dem:
“Det ømme punkt er at få produktionen op i skala hurtigt nok
“Kunne man have lavet det med en højere grad af strategisk uafhængighed – altså med en produktion man selv havde hals- og håndsret over? Så ville det have været en ideel situation,” siger han og uddyber: “Hvordan man vil skrue det sammen, ved jeg ikke. Men lad os sige, at man har en produktionsenhed til rådighed, så man kunne sige: Her har vi en enhed, der kan lave mrna-vacciner. Så skulle man jo ikke slås med alle andre lande om den kapacitet.”
Ullum peger også på, at Danmark “med dygtige forskere og vaccineproducenter er i en god position” til at indgå i et muligt samarbejde med andre om vaccinekapacitet.
Måske er det allerede på vej. I Bruxelles brugte Ursula von der Leyen søndagen på at holde videomøde med topledere fra vaccineproducenterne. I etkort referatlyder det, at der skal etableres et nyt agentur kaldet HERA eller EU Health Emergency Preparedness and Response Authority, som skal hjælpe med at udpege trusler og finde svar. Et pilotprojekt er sat i gang for at udvikle vacciner og produktion. Trods kritikken ser det ikke ud til, at EU-lederne løber skrigende væk fra vaccinehåndteringen – tværtimod.