Irritation over en nølende regering får nu De Radikale, Venstre og De Konservative til at gå sammen om at presse regeringen til at bekende kulør. Partierne vil have 1 mio. elbiler på vejene i 2030 – altså det dobbelt af regeringens oprindelige udspil – og sikre sig, at en større del af regningen skal betales af det økonomiske råderum, reformer eller budgetforbedrende tiltag. Samtidig bør der gøres status i 2025, så det kan afklares, hvor langt man er i forhold til den teknologiske udvikling.
Kravet fra de tre partier vil blive fremsat forud for et nyt møde denne uge, hvor regeringen atter vil forsøge at komme nærmere målet om at lukke en bred aftale. En hurtig aftale var ambitionen, da regeringen i september gik i gang – efter bilkommissionen havde spillet ud med en række modeller til grøn omstilling af bilparken. Der kan drejes på mange håndtag såsom vejafgifter, tilskud til elbiler, registreringsafgifter, benzinafgifter mm. – alt efter ambitionsniveauet i 2030, skyggeprisen pr. nedbragt CO2-ton og finansieringen. Også infrastrukturen i form af ladestandere er i fokus.
Undervejs i forhandlingerne hos skatteminister Morten Bødskov har de to grundlæggende udfordringer været ambitionsniveauet og finansieringen.
Flere af partierne har været stærkt utilfredse med regeringens oplæg på blot en halv mio. elbiler i 2030 – et måltal, der reelt kun er en beskeden forøgelse i forhold til basisfremskrivningen. Her er skønnet, at der som følge af eksisterende regler og udvikling vil være ca. 400.000 elbiler på vejene i 2030.
Ud over selve måltallet for elbiler i 2030 kan der dog også ifølge kommissionens modeller justeres på nogle parametre, så CO2-reduktionen forøges.
Omlægningen kommer under alle omstændigheder til at koste penge og rusker derfor op i et klassisk fordelingspolitisk slagsmål. Mens de borgerlige og De Radikale gerne ser råderumsfinansiering af omlægningen – og også gerne skattelettelser på de grønne biler – har venstrefløjen talt for øgede afgifter på konventionelle biler.
Med fælles front fra De Radikale, Venstre og De Konservative må forhandlingsforløbet forventes at få tilført ny dynamik.
Regeringens eget konservative udspil afspejler i høj grad, at regeringstoppen for hver uge, der er gået med coronakrisen som bagtæppe, synes yderligere bestyrket i, at tiden ikke er inde til at gennemføre voldsomme ændringer, der kan provokere eller genere den almindelige lønmodtager eller koste arbejdspladser i en for erhvervslivet vanskelig coronatid.
Forestillingen om det grønne kinderæg, at man kan få bredt flertal, bidrag til økonomisk genopretning og grønne syvmileskridt i ét og samme forhandlingshug uden ballade, er imidlertid ikke realiseret under de aktuelle forhandlinger. Og nu tvinges regeringen ud i et hårdere valg mellem to veje i en del af den grønne omstilling.
