ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ardent Oil er sidste firma, der tør satse på ny dansk oliejagt: “Danmark skulle tage og finde ud af, hvad dets naturressourcer er”

Der kan være langt

mere at hente i Nordsøens undergrund end antaget, mener Ardent Oil, som nu er eneste byder i omdiskuteret udbudsrunde

Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hvis Danmark sætter en stopper for udbud af nye olielicenser i Nordsøen, risikerer vi at gå glip af et stort milliardpotentiale samt på sigt at måtte importere udenlandsk olie og gas. Sådan lyder budskabet fra britiske Ardent Oil, der som det eneste selskab holder fast i sine ansøgninger om at få lov til at søge efter nye danske oliefund i det omdiskuterede ottende udbud.

“Vi mener, at Danmark skulle tage og finde ud af, hvad dets naturressourcer er. Danmark bør kende svaret på det. Kun ved at efterforske kan man finde ud af det,” siger Bob Moore, adm. direktør i Ardent Oil, i et interview med Børsen.

Sammen med selskabets tekniske direktør, Richard Moreton, har han indvilget i at fortælle om Ardent Oils begrundelse for at blive i udbudsrunden, efter alle andre selskaber har trukket sig. For nylig meldte giganten Total fra, og det skaber ifølge Klimaministeriet “stor usikkerhed” om, om udbuddet overhovedet skal gennemføres.

35

mia. kr. har Klimarådet vurderet, at Danmark kan gå glip af ved at droppe nye olieudbud

Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvor den står, men er under pres fra dens tre støttepartier, der alle vil have droppet udbuddet. I sommer vurderede Klimarådet, at staten potentielt går glip af indtægter for mellem 16 og 35 mia. kr. over en 20-årig periode ved at droppe nye udbud i Nordsøen. Ifølge Ardent Oil kan der dog vise sig at være et større uudforsket potentiale, end politikere og myndigheder er klar over.

“Der er nye koncepter i Nordsøen, som har brug for udforskning, og som man virkelig ikke bør vende ryggen. Det er, hvad vi har fundet ud af fra de data, vi har fået. Ingen vidste, at de her formationer fandtes før. Og for mig er det et teknisk problem, at man bare vil bevæge sig væk fra det her uden først at have fundet ud af, hvor stort et potentiale, man egentlig går glip af,” siger Richard Moreton.

Snarlig beslutning

Men regeringens støttepartier mener stadig, at olien nu skal blive i undergrunden – uanset hvor meget Danmark måtte gå glip af.

“Vi kan ikke vende det blinde øje til de klimaudfordringer, vi har,” siger klimaordfører Ruben Kidde (R).

“Klimarådet har klart sagt, at de ikke kan anbefale at videreføre ottende udbudsrunde, så det er vores tilgang,” tilføjer han.

Vi mener, at Danmark skulle tage og finde ud af, hvad dets naturressourcer er

Bob Moore, adm. direktør, Ardent Oil

Venstres officielle holdning har hidtil været, at udbudsrunden skal gennemføres, oplyser energiordfører Carsten Kissmeyer (V).

“Men vi har jo noteret os, at der er nogen, der agerer i denne her sammenhæng, og det vil vi godt have lov at vende med hinanden,” siger han med henvisning til Totals beslutning om at trække sig.

Det var tirsdag ikke muligt at få et interview med klimaminister Dan Jørgensen (S), men i en mail oplyser han, at partierne bag Nordsøaftalen er indkaldt til drøftelser.

“Beslutningen om Nordsøens fremtid har store konsekvenser for både klima, beskæftigelse og økonomi. Den skal selvfølgelig tages på et ordentligt grundlag. Regeringen har analyseret fremtiden for Nordsøen grundigt og bl.a. haft en dialog med branchen, vismændene og andre interessenter,” udtaler han.

Ardent Oils to direktører kalder det “nonsens”, at adgangen til en licens i ottende udbudsrunde de facto også skulle forlænge den danske oliejagt i 2050'erne, hvilket ellers har været fremført som argument. Og Bob Moore giver for så vidt kritikerne ret i, at verden i fremtiden også bliver nødt til at vænne sig af med olie og gas.

“Men de store nationale olieselskaber – Petrobras, Saudi Aramco (hhv. brasiliansk og saudisk selskab,red.) – vil ikke stoppe fra den ene dag til den anden. Så vil de ende med at kontrollere verdens olie og gas og i sidste ende også prisen. Så medmindre et land kan gøre sig helt uafhængig af olie og gas, må det betale prisen. Uanset hvad den er,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis