Det blev præsenteret som en uafhængig vagthund og en kompetent rådgiver for skatteminister Morten Bødskov (S). Nu viser det sig, at det statslige “It-tilsyn på skatteområdet” måske ikke er så uafhængigt og kompetent alligevel. Det kan være ødelæggende for tilsynets autoritet, vurderer både jura- og it-eksperter.
De rejser blandt andet tvivl om, hvorvidt især ét af medlemmerne var inhabilt, da tilsynet i juni udgav en rapport om det stærkt forsinkede ejendomsvurderingssystem. Intet sted i rapporten fremgår det, at medlem af tilsynet, Lars Frost Mathiesen, både er associated director i rådgivningsvirksomhedenDeloitteog har været tilknyttet det samme projekt.
Deloitte er den rådgiver, som Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har brugt mest i forbindelse med udviklingen af ejendomsvurderingssystemet. Børsen har tidligere afdækket, at Deloitte alene i 2019 og 2020 fik 215 mio. kr. for at hjælpe med at udvikle systemet, der dels er blevet forsinket i flere år, dels er blevet meget dyrere end forventet.
Derfor har det blandt andet overrasket flere af Børsens kilder, at Kammeradvokaten er den eneste konsulentvirksomhed, der bliver kritiseret med navn i rapporten. Her skriver It-tilsynet for eksempel, at “Kammeradvokatens deltagelse og store økonomiske belastning af programmet kan reduceres betragtelig.”
Udgifterne til Kammeradvokaten i forbindelse med ejendomsvurderingssystemet har siden 2015 været på 120 mio. kr.
“Jeg er ikke overrasket over, at pressen opdager sådan en sag her og stiller spørgsmål til det
Rasmus Grønved Nielsen, Københavns Universitet
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen oplyser i en mail til Børsen, at Lars Frost Mathiesen fra starten af 2017 til første halvår 2019 fungerede som konsulent på ejendomsvurderingssystemet og “har her bidraget med teknisk og strategisk rådgivning til programmets ledelse”.
Lars Frost Mathiesen afviser, at han skulle være inhabil, og at hans dobbeltrolle burde fremgå.
“Jeg har stort set været inde over alle statens it-projekter de sidste ti år, men man kigger aldrig på noget, man selv har lavet. Det er sund fornuft. Der har ikke været nogen problemstillinger,” siger han om arbejdet i tilsynet.
Digitaliseringsekspert og lektor emeritus på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, Erik Frøkjær, har været kritisk overfor flere af tilsynets anbefalinger og mener, at det er åbenlyst, at oplysningerne om Lars Frost Mathiesens tilknytning til Deloitte burde være lagt frem.
“For mig er det uomtvisteligt, at Deloitte i et eller andet omfang har en betydelig økonomisk interesse i de anbefalinger, som tilsynet kommer med om netop dette system. Derudover er det bestemt tænkeligt, at Lars Frost Mathiesen har en personlig interesse i, hvordan hans rådgivning bliver fremstillet. Når det ikke er sket, rejser det tvivl om tilsynets og Lars Frost Mathiesens habilitet,” siger Erik Frøkjær.
“Det er grotesk, at tilsynet og ministeriet faktisk har puttet med disse oplysninger. Usikkerhed om kompetence og habilitet er særlig alvorlig, fordi tilsynet er tildelt en usædvanlig stor magt i forhold til skatteministeren, som ikke må tilsidesætte en rådgivning fra tilsynet uden at informere og forklare sig overfor Folketingets skatteudvalg”, siger Erik Frøkjær.
Oplysningerne om Lars Frost Mathiesens tilknytning til Deloitte og hans arbejde med ejendomsvurderingssystemet fremgår heller ikke af detcv, som skatteminister Morten Bødskov lagde frem, da han præsenterede det nye tilsyn tidligere i år.
Det overrasker ikke Rasmus Grønved Nielsen. Han er adjunkt i forvaltningsret på Københavns Universitet. Sammen med sin kollega på universitetet, Hanne Marie Motzfeldt, kritiserer han i Ugeskrift for Retsvæsen Skatteministeriet for at have hastet det nye tilsyn igennem Folketinget.
“Jeg er ikke overrasket over, at pressen opdager sådan en sag her og stiller spørgsmål til det. Måske har de ikke tænkt over, at der kan være et habilitetsproblem. Det er jo en udpræget tankegang for en jurist,” siger Rasmus Grønved Nielsen.
Han er generelt kritisk overfor, at ingen af tilsynets medlemmer har en juridisk uddannelse. Det er blandt andet et problem, fordi tilsynets rådgivning kan føre til ny lovgivning, og fordi tilsynet skal varetage en whistleblowerordning og hjælpe med at implementere store lovkomplekser og nye EU-regler på toldområdet, mener han.
Han mener ikke, at det er “klokkeklart”, at Lars Frost Mathiesen er inhabil, men han kalder det “spøjst” at bede om en “second opinion” fra en, der selv har været involveret i arbejdet.
“Inhabilitetsreglerne skal dels forebygge, at man har interesser i en konkret sag, dels styrke tilliden til den offentlige forvaltning. Så selv om han har holdt sig selv i ørerne og været objektiv, så kan det, at du rejser spørgsmålet, svække tilliden til den offentlige forvaltning,” siger Rasmus Grønved Nielsen.
Han mener, at tvivlen kan svække tilsynets autoritet, når det fremover skal rådgive skatteministeren.
“Her er tale om en slags it-ombudsmand på skatteområdet. Derfor er det vigtigt, at de gør det grundigt og godt, hvis folk skal lytte til dem, og jeg synes ikke, at dette eksempel indgyder respekt,” siger Rasmus Grønved.
Formanden for It-tilsynet, Lilian Mogensen oplyser til Børsen, at hun har været klar over, at Lars Frost Mathiesen har rådgivet omkring ejendomsvurderingssystemet i 2018 og 2019 via hans eget konsulentfirma Frost Management.
“Vores vurdering er, at det ikke støjer i den her sammenhæng,” siger hun.
Ifølge Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har Lars Frost Mathiesen imidlertid ikke rådgivet dem via Frost Management, men via Deloitte, som han har været tilknyttet siden 2015. Lilian Mogensen vil dog ikke svare på, om hun kender til Lars Frost Mathiesens forbindelse til Deloitte.
“Jeg ved, at han er direktør i Frost Management, og jeg ved, at Frost Management har arbejdet på Skatteministeriets område og ikke gør det mere. Det er, hvad jeg har brug for at vide, og jeg har ikke brug for at vide mere.”
Er det ikke relevant at vide, at han er i Deloitte?
“Nej, det cv, der er lagt frem, er, hvad jeg har brug for at vide. Hvad Lars ellers laver, har jeg ikke brug for at vide,” siger Lilian Mogensen.
Morten Bødskov vil ikke forholde sig til problemstillingen omkring Lars Frost Mathiesens dobbeltrolle.
“Jeg har stor respekt for jurister (...), men det er ikke ensbetydende med, at de skal sidde alle steder
Morten Bødskov (S)
“Jeg er særdeles glad for det arbejde, som It-tilsynet har lavet, fordi det har skaffet os et bedre grundlag for de beslutninger, vi har truffet om udsendelse af de nye ejendomsvurderinger,” skriver han i en mail til Børsen.
Hvad angår kritikken af, at der ikke er jurister i tilsynet, skriver ministeren, at kritikken er “helt ved siden af skiven”.
“Jeg har stor respekt for jurister og deres faglige kundskaber, men det er ikke ensbetydende med, at de skal sidde alle steder. Udfordringerne på skattevæsnets it-område betyder, at It-tilsynet med deres dybe it-kompetencer løbende vil give os værdifulde anbefalinger og rådgivning på en række områder,” skriver Morten Bødskov.
Den kommentar forstår Rasmus Grønved Nielsen ikke.
“Det svarer til at sige, at han er ligeglad med, om den rådgivning, som It-tilsynet giver, er lovmedholdelig. Det er meget urovækkende. Det er netop fraværet af juridiske kompetencer, der har ført til nogle af de største it-skandaler,” siger han.