Landets kuratorer har ikke blot en mulighed for, men pligt til at søge om hjælp i støtteordningerne på vegne af de konkursramte selskaber. I hvert fald hvis de vurderer, at virksomheden var berettiget til støtte, da den levede.
Det vurderer en række af landets kuratorer.
“Det er klart, at kurator er forpligtet til at undersøge og forfølge ethvert aktiv på kreditorernes vegne. Såfremt der åbenlyst kunne være søgt om støtte eller tilskud til en virksomhed forud for en konkurs, kan det ikke udelukkes, at det er ansvarspådragende for kurator at undlade at søge tilskud, som virksomheden er berettiget til,” oplyser partner i Horten Nicolai Dyhr.
Ifølge partner Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert er juraen klar.
“Kurator er forpligtet til at identificere og realisere alle aktiver, som en konkursramt virksomhed måtte have uanset arten heraf med henblik på at fordele disse værdier ligeligt mellem kreditorerne,” skriver Søren Aamann Jensen i et mailsvar, hvor han dog også undrer sig over, at politikerne overhovedet har gjort det muligt for konkursramte selskaber at søge.
“Hvis kurator overser en mulighed for det, kan det være erstatningspådragende
Morten Bjerregaard, Bjerregaard Law
Ifølge ham “kan det dog godt vække nogen undren, at staten – og dermed i sidste ende på vegne af skatteyderne og de kommende generationer – har besluttet at øge tilbagebetalingen til en afviklet virksomheds kreditorer, blot fordi konkursen er indtruffet i perioden, hvor Danmark har været lukket ned, og uden relation til om virksomheden er overlevet eventuelt i en reduceret form. Den form for statsstøtte til kreditorer har jeg ikke set tidligere”.
Advokat Morten Bjerregaard fra Bjerregaard Law siger om kuratorers pligt til at undersøge støttemuligheden:
“Kurators eneste hovedopgave er afvikling af boet bedst muligt inden for rimelig tid. I “bedst muligt” ligger, at de kroner, som kurator kan rive hjem, dem skal han rive hjem. Så hvis kurator overser en mulighed for det, kan det være erstatningspådragende”.
Associeret partner i Lind Advokataktieselskab Rasmus Riisbro er en af dem, der hidtil har været i tvivl om, hvorvidt konkursramte selskaber også kunne søge.
“Ved indførelsen af kompensationspakkerne kunne det måske have været kommunikeret klarere, at også kuratorer har mulighed for at søge på vegne af konkursramte selskaber og virksomheder. Muligheden for at ansøge om kompensation er det helt sikkert vigtigt at være opmærksom på som kurator fremover, også selvom det måske ikke lige var konkursramte selskaber, som det var tanken at støtte med hjælpepakkerne,” skriver han i et mailsvar.