ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Klimarådet anbefaler at starte i det små med CO2-afgift: “Det afgørende er, at der kan skabes troværdige forventninger”

Partierne er enige om, at der skal være en CO2-afgift. Men ikke om, hvor høj den skal være, eller hvornår den skal indføres

Tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov (nr. 2 fra venstre) er næstformand i Klimarådet. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov (nr. 2 fra venstre) er næstformand i Klimarådet. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Politikerne bør i de nærmeste år begynde at indføre en CO2-afgift i det små, også selv om den ikke kan være helt ensartet til at begynde med. Sådan lyder opfordringen fra Klimarådet, efter at et bredt flertal har indgået en aftale om, at der skal være indført en ensartet CO2-afgift, uden at aftale, hvor høj den skal være og uden at sætte årstal på, hvornår den træder i kraft.

“Man kan godt begynde med en lav afgift og så sætte den op over tid. Det kan også godt være, at den skal starte med forskellige niveauer i forskellige aktiviteter. Men det afgørende er, at der kan skabes troværdige forventninger, der kan påvirke investeringerne hos husholdninger og virksomheder om, at der vil være en høj ensartet drivhusgasafgift, når vi når 2030,” siger Jørgen Elmeskov, der er næstformand i Klimarådet, økonom og tidligere rigsstatistiker.

Om den aftale om skattereform, et bredt flertal enedes om tirsdag, lever op til det, kan der ifølge Jørgen Elmeskov sættes spørgsmålstegn ved. Der står ganske vist i aftalen, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift, og at rammerne for den skal lægges i 2023. Herefter får en ekspertgruppe ansvar for at udarbejde en model.

Forventninger

Men partierne er hverken enige om, hvor høj CO2-afgiften må være, hvilket år den skal indføres eller hvor mange ton CO2-reduktion, den skal levere.

“Det afgørende er at få gjort forventningerne faste hos virksomheder og husholdninger. Man kan stille spørgsmål ved, om en ekspertgruppe, der bliver nedsat, er et tilstrækkeligt skridt til, at man får nogle meget robuste forventninger etableret,” siger Jørgen Elmeskov.

Regeringen mener, at det er svært at lave de her afgifter. Hvad ville du selv sige til at skulle skrue det sammen i praksis?

“Andre lande har jo sådan nogle afgifter. Så det kunne være et godt udgangspunkt at se på, hvad de gør. Så det er ikke sværere, end at andre lande har været i stand til det,” siger Jørgen Elmeskov.

Ekspertgruppen skal nedsættes til januar. Den skal være helt færdig med sit arbejde senest i efteråret 2022. I 2023 skal rammerne for afgiften så aftales politisk.

Uenighed om hvornår

Aftalepartierne er enige om, at det er en “ambition”, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift. Men om det så betyder, at afgiften først skal indføres i 2030, eller om den skal indføres før, er partierne uenige om. Skatteminister Morten Bødskov (S) citerede aftaleteksten, da Børsen spurgte ham om det. Mens både Radikale og SF gerne ser, at den bliver til virkelighed hurtigere.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis