Det er sådan, vi kender det. To selskaber i samme koncern, men i forskellige lande, handler med hinanden. Det skal ske til markedspriser – såkaldt armslængdeprincip – for hvis selskaberne sætter priserne skævt, kan de flytte skattepligtig indkomst til det land, hvor selskabsskatten er lavest. Det er ulovligt, og koncernerne skal kunne dokumentere over for skattemyndighederne, at priserne er sat rigtigt.
I meget få situationer kan der være forskellige skattesatser, f.eks. i forbindelse med tonnageskat, kulbrinteskat eller særunderskud ved tilkøb. Men det altoverskyggende billede er tvungen sambeskatning og samme skattebetaling uanset de interne priser. Kravet er opstået i 2005 efter en EU-dom, fordi Skatteministeriet frygtede, at det ville være diskriminerende at lade være.
Det er der intet, der tyder på. De andre EU-lande har netop ikke indført et dokumentationskrav for indenlandske handler. Og i en EU-dom fra 2018, Hornbach-Baumarkt, siger domstolen, at det ikke er i strid med EU-retten kun at se på de udenlandske transaktioner.
Højt. Faktisk har skatteminister Morten Bødskov (S) lige oprustet på området med den seneste skattekontrolpakke. Der skal ansættes flere skarpe juridiske hjerner, antallet af kontrollører skal øges, og der skal være bedre dataudveksling med andre lande.
Siden 2010 har danske selskaber fået hævet deres skattepligtige indkomster for hele 81,2 mia. kr. i transfer pricing-sager. Det er vel at mærke, efter at alle sagerne med nedsættelser er trukket fra. Men der er stadig retsopgør for 23 mia. kr. i gang ved domstolene, og samtidig lægger skattemyndighederne arm med deres udenlandske kolleger i såkaldte MAP-sager for 26 mia. kr.
