ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Erhvervslivet tør op til en ny virkelighed

I torsdags løftede statsminister Mette Frederiksen sløret for fase 2 af genåbningen af Danmark. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
I torsdags løftede statsminister Mette Frederiksen sløret for fase 2 af genåbningen af Danmark. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Selvom alle partierne på Christiansborg nu har lagt en køreplan for, hvordan landet gradvist skal genåbnes i de kommende måneder, er de langt fra færdige med at tage dilemmafyldte beslutninger i kølvandet af coronakrisen.

For i takt med genåbningen af samfundet er det også blevet tid til at tale om udfasningen af de flere hundrede milliarder kroner dyre hjælpepakker, der i al hast blev gennemført, da det danske samfund blev lukket ned.

Mette Frederiksen har tidligere slået fast, at det bliver sværere at genåbne samfundet end at lukke det ned. Det samme kan man sige om hjælpepakkerne: Det er nemmere at gennemføre hjælpepakker end at komme af med dem igen. Statsministeren har også flere gange slået fast om genåbningen, at man hverken må gå for hurtigt eller for langsomt frem. Igen kan man sige det samme om udfasningen af hjælpepakkerne.

Udfases de for hurtigt, vil virksomheder gå konkurs, selvom de også er sunde på den anden side af coronakrisen. Udfases de for langsomt, bliver det for dyrt for statskassen, og nye innovative virksomheder kan ikke komme til, da de ikke har adgang til samme statslige hjælp som deres konkurrenter.

Hjælpepakkerne blev skabt til at fryse samfundet ned, indtil coronaen har sluppet sit tag i erhvervslivet. Udfordringen er bare, at virksomhederne bliver “tøet” op i en virkelighed, som ser helt anderledes ud, og som alle ikke kan overleve i, fordi befolkningen kommer til at ændre adfærd, og fordi der stadig vil være krav om afstand mellem kunderne. Derfor vil en udfasning af hjælpepakkerne føre til flere konkurser.

Men alternativet kan være værre, fordi statskassen trods alt ikke er uudtømmelig. Samtidig giver hjælpepakkerne nogle usunde incitamenter til f.eks. at holde omsætningen kunstigt lav i en virksomhed for at få mere statslig hjælp. Det kan alle se ikke holder på sigt. Hvordan udfasningen præcist skal se ud, kan ingen svare på endnu. Derfor vil regeringen sætte økonomer udefra til at regne på udfasningen af hjælpepakkerne i den kommende tid. Det er dejligt belejligt, at man kan skyde en del af ansvaret for de svære beslutninger over på andre end sig selv.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis