Opdateret kl. 20.58 -Hele 130 lande er blevet enige om at reformere internationale skatteregler og sikre, at multinationale selskaber betaler en fair skat i de lande, hvor de opererer.
Det oplyser OECD i enpressemeddelelsetorsdag aften.
“Efter år med intens arbejde og forhandlinger vil denne historiske pakke sikre, at store multinationale virksomheder betaler deres rimelige andel af skat overalt,” siger OECDs generalsekretær Mathias Normann i en pressemeddelelse.
Planen består af to søjler, som er resultatet af forhandlinger i OECD, som har pågået over flere år.
Den ene søjle skal sikre en mere retfærdig fordeling af overskud og beskatningsrettigheder mellem lande med hensyn til de største multinationale selskaber herunder digitale virksomheder. Det vil omfordele nogle beskatningsrettigheder fra de multinationale selskabers hjemlande til de markeder, hvor de har forretningsaktiviteter og tjener overskuddet, uanset om virksomheder har en fysisk tilstedeværelse der.
lande er ikke med i aftalen
Den anden søjle af planen handler om at indføre en global minimumsskattesats, som lande kan bruge til at beskytte deres skattegrundlag. Satsen bliver sat til minimum 15 pct., som også var den sats, som G7-landenes finansministre blev enige om ved G7-topmødet i juni, hvor parterne nåede en historisk aftale ved at ville indføre en global minimumskat.
“Denne pakke eliminerer ikke skattekonkurrence, men den sætter multilateralt aftalte begrænsninger for den. Det rummer også de forskellige interesser på tværs af forhandlingsbordet, herunder de små økonomiers og udviklingslandene. Det er i alles interesse, at vi når en endelig aftale mellem alle inkluderende rammemedlemmer som planlagt senere på året,” fortsætter han.
Det vurderes ifølge OECD, at aftalen vil medføre 150 mia. dollar ekstra i skatteindtægter på global plan årligt. Det svarer til cirka 940 mia. kroner.
Det er dog ikke alle, der er tilfredse med pakken, udviklingsorganisationen Oxfam, der bl.a. bekæmper ulighed, mener at selvom OECDs aftale ser ud til at kunne afhjælpe problemet med skattely, så favoriserer den de rige lande.
”Aftalen, som OECD ønsker, favoriserer de rige og er uretfærdig. Den er dårlig nyt for skattely, men vil ikke hjælpe de udviklingslande, som så desperat har brug for skatteindtægter for at sikre en bæredygtig genopretning ovenpå Covid-19 krisen. Dette er en forspildt chance for at bygge en mere retfærdig verden, hvor de rigeste betaler en fair skat,” siger generalsekretær Kristian Weise til Børsen i en mail.
Heller ikke alle lande stemmer for planen. Således er ni lande ikke med i aftalen bl.a. Irland og Ungarn. Irland huser flere af de multinationale selskaber, særligt tech-giganter, som har fordelagtige skattemæssige vilkår ved at have hovedsædet i Irland.
Planen for implementeringen af de nye regler vil først blive færdiggjort i oktober.