ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus: Genmab og Mærsk falder mest efter negativ vending i C20

Efter en positiv åbning vendte det danske aktiemarked i løbet af formiddagen rundt, og ved 11.30-tiden ligger C20 Cap-indekset 0,6 pct. lavere i 1110,85.

Dermed er indekset på vej mod at falde for tredje dag i træk - eller for tiende dag ud af de seneste 13 handelsdage.
Virksomheder
Genmabs topchef: "Analytikerne tager fejl på flere punkter"

Også i resten af Europa startede dagen med beherskede stigninger, men også her dumpede de ledende indeks de fleste steder ned i rødt i løbet af formiddagen.

Herhjemme er der fald i 15 af de 20 aktier i eliteindekset, hvor Mærsk-aktierne ligger i bunden med fald i selskabets A og B-aktier på 2,4 pct. til henholdsvis 10.440 kr. og 10.900 kr.

- Der er stadig fokus på brexit og forhandlingerne om den amerikanske skattepakke, sagde senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk før åbningen til Ritzau Finans.

FLSMIDTH TRODSER FALD I RÅVAREAKTIER

I Europa trækker råvareselskaberne ned sammen med medicinalaktierne. Herhjemme klarer FLSmidth dog frisag. Aktien følger ellers ofte retningen for de råvarerelaterede aktier, men tirsdag er den faktisk den bedst præsterende aktie i C20 med en stigning på 1,8 pct. til 345,10 kr.

Novo Nordisk er også i fokus forud for den ventede tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, senere tirsdag vedrørende selskabets markedsføringsansøgning for de kommende mange års store væksthåb - diabetes-2-midlet Semaglutid.

Ifølge Martin Munk ventes afgørelsen først efter lukketid. Forventningen i markedet er, at der bliver givet grønt lys til markedsføringen, efter at i alt 16 ud af 17 medlemmer af et uafhængigt ekspertpanel i oktober anbefalede, at FDA bør godkende midlet.

NOVO AFVENTER TILBAGEMELDING FRA USA

Anbefalingen var ventet og gav dengang kun en kursstigning på 0,5 pct. Imidlertid mener Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, at der kan være noget at hente, hvis FDA følger eksperternes indstilling.

- En godkendelse er forventet, men givetvis ikke helt inde i prisfastsættelsen endnu, og aktien burde kunne stige yderligere 2-4 pct. på en godkendelse, skriver Per Hansen i et notat.

Skulle Novo mod forventning få en lang næse, vil aktien kunne falde op mod 25 pct., mener Per Hansen.

Ved middagstid ligger Novo-aktien 0,5 pct. lavere i 321,40 kr.

Vestas-aktien falder desuden 0,5 pct. til 368,40 kr. efter en nedtur på 3,7 pct. mandag, efter at Senatet i USA fredag vedtog sit udkast til en skattereform, der kan sætte en stopper for investeringer i amerikanske vindmølleprojekter.

FORTSAT FALD I ALK

Blandt sidepapirerne er der endvidere fortsat pres på aktien i ALK-Abelló efter faldet på 11,8 pct. til 798 kr. mandag efter præsentationen af en ny strategi.
Virksomheder
ALK-boss: Nu river vi plastret af og rydder op

Siden har Jefferies sænket kursmålet til 900 kr. fra 1100 kr., mens anbefalingen "hold" gentages, Jyske Bank har sænket både anbefaling og kursmål, og DNB har skåret 200 kr. af sit kursmål.

Strategien indeholder blandt andet investeringer på 1 mia. kr. for at få et gennembrud i USA. Det vil lægge en dæmper på selskabets indtjening de næste to til tre år.

Og Jyske Bank ser mørkere på udsigterne for ALK's aktie efter meldingen. Banken sænker anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold" og sætter et kursmål på 720 kr. mod tidligere 995 kr. DNB har sænket sit kursmål til 1000 kr. fra 1200 kr.

Tirsdag middag ligger ALK til et fald på 4,3 pct. til 764 kr.

NEUROSEARCH HAR KURS MOD BØRSEXIT - MÅSKE

Dagens højdespringer er Neurosearch, som kan være fortid på børsen i København senest i 2018, efter at selskabet nu er kommet så langt med sine afviklingsplaner, at sidste fase kan indledes.

De tilbageværende aktiver i Neurosearch er nu en kassebeholdning på 75 mio. kr., en mindre aktiepost i selskabet Atonomics og et skattemæssigt underskud på omtrent 1,6 mia. kr., som kan fremføres uden begrænsninger.

Forudsætningen for, at det skattemæssige underskud kan opretholdes, er dog en børsnotering - og derfor er en afnotering ikke givet, siger selskabets administrerende direktør, Allan Andersen, til Ritzau Finans.

Selskabet kan således potentielt bliver overtaget af et andet selskab, der kan få glæde af det skattemæssige underskud.

Neurosearch har også en lodseddel i form af mulige milepælsbetalinger fra Teva Pharmaceuticals på i alt 55 mio. kr., som forfalder, hvis lægemiddelkandidaten Huntexil, der tidligere var en del af Neurosearch' portefølje, opnår markedsføringstilladelse.

Neurosearch-aktien ligger 10,5 pct. højere i 4 kr.

Senere på dagen kan investorerne se frem til regnskab fra Flügger, som inden den begivenhed handles 1,8 pct. højere i 343,50 kr.

SAMMENSÆTNING AF C25 PÅ PLADS

Markedet er desuden blevet præsenteret for medlemmerne af C25-indekset per 18. december, når indekset samtidig overtager rollen som det toneangivende danske indeks fra det C20 Cap-indekset.

Sydbank må vige pladsen til fordel for NKT. Indekset vil desuden bestå af de nuværende C20 Cap-selskaber samt Bavarian Nordic, Nets, Tryg og William Demant.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis