Det er godt for Danmark, at vi har fået en bred flertalsregering, som er reformlysten. Det har vi hårdt brug for, og der er ingen vej udenom, hvis vi skal fremtidssikre vores land, og den måde vi lever på.
En flertalsregering har den luksus, at den rent faktisk kan tænke langsigtet, hvis den tør. Den kan handle rigtigt, selvom det i øjeblikket er upopulært hos store dele af befolkningen. Men vælgerskuffelsen vil fortage sig efter en årrække, og når tiltagene viser sig at være strukturelt rigtige, kan de ende med at blive udråbt som visionære og revolutionerende. Først tilgivelsen og til sidst hyldesten fra vælgerne. Sådan et tiltag kan uddannelsesreformen blive.
Et stort tillykke til vores nye forsknings- og uddannelsesminister, Christina Egelund. Dette er i sandhed den vigtigste af alle reformer på længere sigt. For vores erhvervsliv og vores uddannelser er uløseligt tæt koblet sammen. Vores velstand og vores velfærd er dybt afhængige af, at vi formår at dygtiggøre vores befolkning i det rigtige tempo og med de rigtige kompetencer.
Ifølge regeringsgrundlaget skal der laves grundlæggende om på universitetsuddannelsen, så den ikke længere består at tre års bacheloruddannelse og to års kandidatuddannelse. I stedet er det kun halvdelen af de kandidatstuderende, der skal læse i to år. Resten skal gennemføre deres kandidat på ét år med et meget større “arbejdsmarkedssigte”.
Bag disse formuleringer ligger i virkeligheden to ønsker: Nummer ét er, at flere unge fravælger de humanistiske eller samfundsvidenskabelige uddannelser. Nummer to er, at de unge, som alligevel vælger disse korte kandidatuddannelser, hurtigere får kontakt med erhvervslivet og bliver “mindre akademiserede” (læs: de ender ikke som potentielt ledige i længere perioder eller bliver akademikere i en overbebyrdet offentlig sektor, som har brug for praksisnære medarbejdere).
Jeg er glad for regeringens udspil. Det er fornuftigt at justere de akademiske uddannelser og gøre de erhvervsfaglige uddannelser mere attraktive. Men hvorfor løser vi ikke problemerne mere direkte? Lad os dimensionere de uddannelser, som ikke leder til beskæftigelse i stedet for at skabe en mere light version af dem. Hellere færre dygtige kandidater, som får job, end flere med kortere uddannelser som ikke kommer i beskæftigelse. (Obs. Dette kursivede afsnit fremgik ved en fejl ikke i avisen den 29. december)
Selv den mest betontænkende uddannelsesordfører, der tror på myten om, at al uddannelse er godt, må medgive, at vi i for lang tid har uddannet lidt hovedløst uden skelen til hvilke mennesker, kompetencer og jobskabelse, der kommer ud i den anden ende. Alt for mange danskere går i gymnasiet (STX) efterfulgt af op til fire sabbatår for til sidst at starte på en blødere universitetsuddannelse. Den type uddannelse er ikke nødvendigvis i høj kurs hos erhvervslivet og kan lede til periodisk ledighed.
Alt for få danskere vælger en faglig erhvervsuddannelse. Vores erhvervsliv skriger på faglig arbejdskraft – uanset om det er inden for omsorg, sundhed, byggeri, transport, kontor og handel eller produktion. Der er brug for unge, som i vekslingen mellem praktisk erfaring og teori kan starte deres erhvervskarriere i en virksomhed og skabe et godt liv for dem selv og deres familie.
Grunden til, at det for sjældent sker, er, at vi er blevet uddannelsessnobber. Vi kan alle godt forstå, at der er brug for de unge på erhvervsskolerne, men det skal bare ikke være vores egne børn. Derfor insisterer vi på, at de skal i gymnasiet og partout have en længere videregående uddannelse.
Vi har ganske enkelt glemt stoltheden ved at kunne noget målrettet erhvervsfagligt og ophøjer ukritisk akademiske uddannelser. Vi har glemt, at mange af Danmarks store virksomheder er startet af mennesker, som løste netop erhvervsfaglige praksisnære opgaver. Regeringen gør også endeligt op med ønsket om, at flere uddannelser skal undervises på dansk.
I stedet ønsker regeringen at optage flere engelsksprogede studerende på udvalgte uddannelser, ligesom flere studerende skal optages via kvote 2. I erhvervslivet bifalder vi begge ændringer. Vi bliver nødt til at have øje på broen mellem det nationale og det internationale, ligesom vi skal have øget fokus på broen mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet.
Vi skal insistere på, at de færdiguddannede kandidater har kender til relevant arbejde under deres uddannelse, så de fra starten kan omsætte viden til praksis. Djævlen ligger i detaljen. Mon ikke vi finder løsninger, som både løser manglen på erhvervsfaglig arbejdskraft, og som skaber de dygtigste kandidater på de videregående uddannelser. Terningerne er i hvert fald kastet. Tak for at sætte en reformdagsorden. Den er der brug for!
