COP28 udviklede sig til et mediespektakel med alle ingredienserne til at skabe en kløft mellem to lejre, der nu står på hver sin side af debatten.
På den ene side er fortalere for en tvungen reduktion af fossile brændstoffer, der viser sig at være overraskende progressive, mens den anden side forsvarer et nødvendigt kapitalistisk system og ubevidst forbliver konservative.
For den der er ny i klimajargonen, kan konklusionen være, at det hele var forudbestemt og måske endda forgæves. Hvis det dog blot var så simpelt …
En global samling for at diskutere klimaet er hverken en mulighed eller bekvemmelighed, men obligatorisk.
Utallige studier og anbefalinger som f.eks. Net Zero Initiative fremhæver, at selvom alle individuelle initiativer er velkomne, kan deres effektivitet og formål kun indpasses i en global vision og mål om kulstofneutralitet.
Vi bør selvfølgelig påpege topmødets klimaaftryk, dets astronomiske omkostninger, holdninger, bedrag og det komplekse netværk, der sammenfletter alle landes administrative tråde. Men det er lige så vigtigt at overveje, hvor kaotisk alternativet ville se ud.
Som den franske politolog og medforfatter af IPCC’s sjette rapport, professor François Gemenne formulerede det, bør vi i klimaets nødsituation vedtage en etik for ansvar og ikke afvise nogen løsning eller foragte initiativer, der kan forbedre tingene, ellers vil vi blot gemme os bag sloganer uden handling.
Der har været betydelige udviklinger siden den første COP i 1995 i Berlin.
“Mellem forargelse over og fejring af dette klimatopmøde er
det sandsynligt,
at debatten i virkeligheden bør foregå et andet sted
Trods deres elitære og teknokratiske karakter er dagens status en blanding af berettiget stolthed og beskedenhed, der bl.a. tæller oprettelsen af markedet for handel med klimakreditter under COP3 i Kyoto samt Paris-aften ved COP21, hvor vi forpligtede os til at begrænse temperaturstigningen til under to grader og stræbe efter de famøse 1,5 grader.
Årets topmøde resulterer i, at der oprettes en fond for ‘tab og skader’, der skal hjælpe sårbare lande med at håndtere konsekvenserne af klimakatastrofer.
Men frem for alt opfordrer aftalen verdens lande til at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer på en organiseret og retfærdig måde for at opnå kulstofneutralitet i 2050.
Nogle lande, velbemærket de mest kritiske, vil kalde det for en ‘historisk’ aftale, men da opfordringen (snarere end pligten) ikke er bindende, lever resultaterne dermed ikke helt op til ambitionerne, da vi umuligt kan leve op til klimaudfordringerne, hvis ikke fossile brændstoffer udfases helt.
Mellem forargelse over og fejring af dette klimatopmøde er det sandsynligt, at debatten i virkeligheden bør foregå et andet sted.
Uanset om det er COP eller ej, kan man undre sig over, hvorfor den offentlige magt, globalt set, har taget fat på udfordringerne, når de primære udledere er virksomheder, ansvarlige for de skader, de forårsager, men også de primære forbrugere af naturressourcer.
Drikkevareindustrien afhænger af ferskvandsressourcer, landbruget af naturens kapacitet til bestøvning, forsikringsselskaber af beskyttelsen af kystområder, mens turismen nyder gavn af økosystemers rekreative værdi.
Nogle vil argumentere for, at kun stater har magten til at tackle dette problem. Andre vil hævde, at virksomheder ofte skjuler sig bag store magtstrukturer, når indsatsen ikke umiddelbart synes økonomisk givende.
Trods det, er vores samfund i dag fyldt med globale, private initiativer, der har løst komplekse problemer, vi ikke havde løst, hvis de var blevet overladt til staternes lave gear.
Bevægelsen for fri software og open-source-kode har revolutioneret telekommunikation. De internationale regnskabsstandarder (IFRS) blev udviklet og forvaltes af International Accounting Standards Board (IASB), en uafhængig international organisation.
Selv oprettelsen af valuta har kunnet undvære indgriben fra regeringer og centralbanker med fremkomsten af kryptovalutaer baseret på blockchain-teknologi.
Hvad kan man så konkludere?
For det første er COP nødvendig, men ikke tilstrækkelig. For det andet kan staterne ikke klare alt. Endelig skal virksomheder længere frem i skoene og påtage sig deres ansvar.
Dette indebærer, at de forstår at succesen med den sociale og økologiske overgang kun afhænger af virksomheders evne til at engagere sig i det.
Dem, der gør det, vil gå forrest i kampen mod klima- og biodiversitetskrisen og dermed have en konkurrencefordel uden sidestykke. For i sidste ende handler det om at beskytte af vores økosystemer, der er uvurderlige for vores planet.
