ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Udlændinge kommer hjem til Danmark: “Det er en meget værdifuld og attraktiv arbejdskraft”

Industrien står til et stærkt comeback, men der er risiko for, at vi igen kommer til at mangle arbejdskraft, advarer Claus Jensen

For tredje måned i træk stiger antallet af udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde.
Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
For tredje måned i træk stiger antallet af udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I takt med, at dansk økonomi er på vej op i gear, vender den udenlandske arbejdskraft tilbage til Danmark.

Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at antallet af udlændinge, der kom til Danmark for at arbejde, steg med 2900 personer i juli, når der tages højde for almindelige sæsonudsving.

Det er tredje måned i træk med fremgang i antallet af udenlandske lønmodtagere.

“Det er et udtryk for, at aktiviteten i dansk økonom har været tiltagende i dansk økonomi hen over sommeren i takt med, at samfundet er blevet lukket op, og det er selvfølgelig meget positivt,” siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Det sætter en tyk streg under, at den udenlandske arbejdskraft bliver vægtet rigtig højt af erhvervslivet

Tore Stramer, cheføkonom, Dansk Erhverv

Det er især inden for hoteller og restauranter, at der er kommet et comeback til udenlandske lønmodtagere, hvor der er blevet ansat 1800 flere udenlandske lønmodtagere den seneste måned. Tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i hotel og restaurationsbranchen sker i en tid, hvor branchen ellers er ekstremt hårdt ramt af coronakrisen.

Grundsten i dansk økonomi

Tal fra brancheorganisationen Horesta viser, at restauranterhvervet ligger i indeks 60-70 sammenlignet med sidste år, og med nye restriktioner på vej på grund af stigende smittetal er der udsigt til, at hoteller, barer og restauranter rammes endnu engang i efteråret.

At den udenlandske arbejdskraft er steget de seneste måneder trods coronakrisen er ifølge Tore Stramer et solidt udtryk for, at den udenlandske arbejdskraft er en hjørnesten i dansk økonomi, og så er det et udtryk for, at det er en arbejdskraft, der er efterspurgt i både opgangstider og i nedgangstider.

“Det er en smule overraskende, at den udenlandske arbejdskraft er steget så meget, men det sætter en tyk streg under, at den udenlandske arbejdskraft bliver vægtet rigtig højt af erhvervslivet. Det er en meget værdifuld og attraktiv arbejdskraft at gøre brug af, og det gælder både i opgangstider og i krisetider. Så man kan konstatere, at udlændinge har indtaget en absolut hovedrolle på det danske arbejdsmarked,” siger Tore Stramer.

Når man snakker udenlandsk arbejdskraft, så bliver det ofte påpeget, at den udenlandske arbejdskraft betyder, at en dansker ikke får et arbejde.

Økonomi
Bocian: Udenlandsk arbejdskraft spiller nøglerolle i dansk økonomi

Den udenlandske arbejdskraft vender tilbage til Danmark på trods af, at der stadig er ca. 25.000 flere ledige end før krisen ramte og på trods af, at arbejdstiden faldt med 5,2 pct. i andet kvartal 2020, svarende til et fald på 51 mio. timer, hvilket er det suverænt største fald i arbejdstiden, der er registreret i statikkens levetid siden 1995.

Da finanskrisen var på sit højeste i andet kvartal 2009, faldt arbejdstiden til sammenligning med 2,7 pct., svarende til 22,3 mio. timer.

Fleksibel arbejdskraft

At udlændinge får arbejde i Danmark i den situation skyldes flere forhold, påpeger Tore Stramer.

Den udenlandske arbejdskraft øger direkte vækstpotentialet i dansk økonomi og dermed også den samlede velstand

Tore Stramer, cheføkonom, Dansk Erhverv

“Det er fordi, den udenlandske arbejdskraft har nogle kompetencer, man måske ikke kan få på det øvrige danske arbejdsmarked i form af en fleksibilitet, som ikke findes ellers på arbejdsmarkedet. Dermed er det meget vigtigt, at vi har fokus på, at den udenlandske arbejdskraft kommer til landet, for de er super vigtige for danske virksomheder,” siger Tore Stramer.

Trods fremgangen i juli måned er der fortsat 13.300 færre udenlandske lønmodtagere beskæftiget i Danmark, end i februar før coronakrisen ramte dansk økonomi.

Rejsebureau, rengøring o.a. operationel service er den branche, hvor tilbagegangen er størst siden februar. I juli var der hele 3700 færre udenlandske lønmodtagere beskæftiget i branchen end i februar.

Tore Stramer mener, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at den udenlandske arbejdskraft igen kommer til landet.

“Den udenlandske arbejdskraft har i væsentlig grad bidraget til at løfte den danske arbejdsstyrke og sikre stabilitet i dansk økonomi. Den udenlandske arbejdskraft øger direkte vækstpotentialet i dansk økonomi og dermed også den samlede velstand,” siger Tore Stramer og fortsætter:

“Det er derfor også ekstremt vigtigt, at vi på trods af coronakrisen fortsat har fokus på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Alternativt risikerer vi, at vækstpotentialet i dansk økonomi tager varigt skade efter coronakrisen.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis