ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flere hundrede topchefer tror på blomstrende vækst i 2021

Efter tre kvartaler med negativ vækst tror 423 adspurgte erhvervsledere nu igen på vokseværk i første halvår 2021

Plantas’ direktør Lars Bay-Smidt fik et chok, da de europæiske markeder lukkede på stribe i marts sidste år. Men allerede kort tid efter “buldrede” det løs igen. Foto: Tobias Nicolai
Plantas’ direktør Lars Bay-Smidt fik et chok, da de europæiske markeder lukkede på stribe i marts sidste år. Men allerede kort tid efter “buldrede” det løs igen. Foto: Tobias Nicolai

Efter tre kvartaler, hvor danske topchefer har set dystert på økonomien i deres virksomheder, vender stemningen nu markant.

2,1

pct. forventer de adspurgte virksomheder at vokse i første halvår 2021

En ny undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen viser, at 423 topchefer tror på en vækst på 2,1 pct. for det næste halve år. Det er første gang i tre kvartaler, at topcheferne forventer en positiv vækst. Værst så det ud for tredje kvartal af 2020, hvor man forventede en vækst på -3,9 pct.

Lars Bay-Smidt, adm. direktør i Plantas, som sælger planter og blomster, er en af dem, der ser positivt på fremtiden.

“Blomster som en form for boligindretning har relativt gyldne tider, hvilket vi også forventer året ud. Når folk bliver hjemme til sommer, og rejseaktiviteten ikke kommer helt op i gear, regner vi med at sælge en del både haveplanter til private boligejere og så selvfølgelig blomster til boligindretning,” siger han.

Særligt eksportvirksomheder forventer fremgang. Da store dele af verden lukkede ned i foråret sidste år, forventede kun 16 pct. af topcheferne at sælge mere på markederne i EU, end de gjorde et halvt år tidligere. I december måned steg det til 27 pct., og nu er det 42 pct., der forventer at øge salget i EU.

I Plantas, der sælger halvdelen af sine varer i Danmark og den anden halvdel i resten af EU, oplevede Lars Bay-Smidt seneste forår, hvordan det europæiske marked lukkede fra det ene minut til det andet:

“Der vidste vi faktisk ikke, om vi var købt eller solgt. Men allerede 14 dage efter i april buldrede det løs igen i et tempo, som vi hverken havde forventet eller drømt om. Så både foråret og sommeren blev rigtig gode,” siger han.

Eksporten vokser igen

Fra cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensens perspektiv ser forventningerne for 2021 positive ud, og “alle parametre vender i den rigtige retning.”

At de er så positive, lover rigtigt godt for de næste par måneder i dansk økonomi

Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank – om stigningen i eksport og forventet beskæftigelse
“Det springer særligt i øjnene, at vi ser så kraftig en stigning i eksportordrerne og forventningerne til beskæftigelsen. Det er de to store højdepunkter. At de er så positive, lover rigtigt godt for de næste par måneder i dansk økonomi,” siger han.

40 pct. af de adspurgte direktører svarer, at deres eksportordrer er større end for et halvt år siden, mens 42 pct. forventer, at antallet af ansatte i virksomheden vil stige.

Icepower, som handler med lydkomponenter, eksporterer næsten alle sine varer. Ifølge adm. direktør Keld Lindegaard Andersen har selskabet lige nu større efterspørgsel, end de kan levere på.

“USA står for ca. 60 pct. af vores omsætning, og det amerikanske marked har formået at holde væsentlig bedre gang i økonomien. Det europæiske marked halter efter bl.a. grundet en mere restriktiv coronapolitik,” siger han.

Søren V. Kristensen ser også positivt på at, 34 pct. af topcheferne svarer, at de investerer mere nu end samme tid sidste år. I december investerede 24 pct. mere end året før.

“Investeringerne er tilbage på niveau med tiden inden coronakrisen. Det er rigtigt fornuftigt, at vi ser en stigning der, for det kan være med til at drive fremtidens vækst,” siger han.

Coronatågen letter

Østjyske Enkotec, som fremstiller og eksporterer værktøjsmaskiner til resten af verden, oplever også, at coronatågen begynder at lette.

“Det er faktisk først her i starten af det nye år, at det er begyndt at vende. Salget af nye maskiner gik meget langsomt, men nu ser det positivt ud. Så vi forventer, at vi kommer væsentligt bedre ud end i 2020,” siger Gert Kjeldsen, adm. direktør, og fortsætter:

“Vi har forsøgt at holde på vores stab, fordi der er så meget viden bygget op, men vi har da reduceret. Men nu er vi begyndt at ansætte igen.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis