Ofrene for coronapandemien er umulige at opgøre præcist. Måske mest nøjagtigt sker det i antallet af døde, der, ifølge Johns Hopkins Universtiy, er på knap 1 million. Heraf knap 200.000 alene i USA.
Globalt har universitetet snart registreret 30 mio. tilfælde. Men mørketallet er stort. Alene fordi der i store dele af verden kun testes i begrænset omfang.
De økonomiske følgevirkninger er tilsvarende dramatiske. Tager man blot den sektor, der er hårdest ramt – turist- og oplevelsesindustrien – så er globalt ca. 25 mio. job på vej til at forsvinde, i takt med at flyene næsten er forsvundet fra himlen.
Vurderingen kom fra IATA, lnternational Air Transport Association, i foråret. Den omfatter ikke kun de hundredtusinder af ansatte i flyselskaberne, der er blevet groundet, men alle de mennesker, hvis job er forbundet med, at der kommer passagerer ud af lufthavnene.
Med verdens rigeste lande i Europa og i USA i spidsen er der brugt historisk mange penge på at afbøde konkurser og varige jobtab.
Budskabet fra OECD er nu, at regeringerne skal blive ved. Man må ikke, som under finanskrisen, stramme finanspolitikken og dermed forlænge pinen og øge antallet af konkurser og arbejdsløse.
Men nu kommer det svære. De lånte milliarder i hjælp skal dirigeres hen til virksomheder, der “midlertidigt ikke er levedygtige, og ikke hjælpe dem, der ultimativt ikke er levedygtige.” Ellers skaber man zombievirksomheder. Dem, der ikke uden hjælp kan servicere deres gæld, fordi de har en negativ driftsindtjening.
Regeringerne skal hellere bruge skatteydernes penge – der under krisen er lig med lånte penge – på nye vækstområder. Det er i OECD's opfattelse ofte lig med grønne og digitale investeringer. Præcis som det er hos de 27 EU-lande, der også vil bruge en stor del af den store redningspakke på 750 mia. euro til netop grønne og digitale formål. Man kan så håbe, at der ikke er så mange grønne lemminger, at det i sig selv skaber zombier.
OECD's råd er velmente. Men ikke uden problemer. Hvilke politikere og/eller embedsmænd skal afgøre, om en given virksomhed i en given sektor “midlertidigt ikke er levedygtig”? Eller helt lavpraktisk: Er det SAS, Norwegian eller Great Dane Airlines fra Aalborg, politikerne tror kan overleve på længere sigt? Eller skal en minister vurdere, hvor mange restauranter og barer der er plads til markedet efter pandemien?
