ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

OECD's cheføkonom: Umuligt at se, hvornår det er slut med coronapandemiens økonomiske konsekvenser

Den værste økonomiske

nedtur siden Anden Verdenskrig vil i OECD´s optik ikke høre op, før en effektiv coronavaccine er tilgængelig i det meste af verden

Laurence Boone, cheføkonom i OECD. Arkivfoto: Andreas Arnold/Bloomberg
Laurence Boone, cheføkonom i OECD. Arkivfoto: Andreas Arnold/Bloomberg

Ude i verden er der en smule optimisme at spore. I Kina oplyser Sinopharm, at de har vacciner mod corona klar til december. To mulige vacciner er i fase 3-test. I Storbritannien har University of Oxford og Astrazeneca genoptaget fase 3-test og tror, man er klar med data på deres vaccine inden årets udgang.

Det kan få “betydning for en økonomisk normalisering” vurderer storbanken Citis hold af specialister, der følger coronapandemien. De henviser til, at alene forsyningerne fra University of Oxford/Astrazeneca dækker “35 pct. af ordrerne fra de store økonomier.”

“Og det er endda kun én af fire afgørende vacciner, der ifølge planerne skal i masseproduktion før udgangen af året,” påpeger bl.a. Catherine L. Mann, Citis globale cheføkonom.

OECD pessimistisk

Men den relative optimisme om en afslutning på coronapandemien deles ikke i OECD's nye globale prognose.

“Der er ingen måde, det her kan “sugarcoates” på. Vi står midt i den værste nedtur siden Anden Verdenskrig, og det er umuligt at se, hvornår det er slut,” siger Laurence Boone, cheføkonom i OECD, de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation. Et job, som Catherine L. Mann besad indtil 2017.

4,5​

pct. venter OECD det globale bnp falder i år

Trods de seneste dages optimistiske nyheder fra både USA, UK og Kina om en vaccine inden årets udgang siger Laurence Boone, at det kan vare 12 til 18 måneder, før en vaccine er så udbredt, at den får indflydelse på de økonomiske aktiviteter.

Hun forklarer, at økonomierne i OECD-landene sikkert først i fjerde kvartal 2021 vil være tilbage på niveau med fjerde kvartal 2019, og inden pandemien ramte verden. “Det vil indebære et tab i den globale økonomi på 7 billioner dollar, svarende til de samlede økonomier i Tyskland og Frankrig.”

Hvor hurtigt verden rent økonomisk igen er på 2019-niveau, ved ingen. Selv verdens mest økonomisk avancerede lande må vente mindst halvandet år endnu ifølge Holger Schmieding, global cheføkonom i den tyske Berenberg Bank.

Han vurderer, at på grund af de massive økonomiske stimuli fra centralbanker og regeringer, så er USA, Tyskland, Frankrig og mange andre eurolande tidligst tilbage i 2022. Mens f.eks. Storbritannien, ramt af både corona og brexit, må vente yderligere et år til 2023.

Lidt mindre sort

OECD ser lidt mindre sort på udviklingen end i prognosen fra juni. Man venter et globalt fald i bnp på 4,5 pct. i år. I juni var prognosen på 6 pct., i værste fald endog 7,6 pct.

Der er ingen måde, det her kan “sugarcoates” på

Laurence Boone, cheføkonom, OECD

Stor usikkerhed

Ulrik Vestergaard, vicegeneralsekretær i OECD, sagde for kort tid siden i Børsen, at “34 ud af 37 europæiske lande står nu med et stadigt voksende smittetal. Den anden coronabølge er kommet til Europa. Vi venter nu et fald i det globale bnp på 7,6 pct. i år.”

Det tal vil Laurence Boone, på et spørgsmål fra Børsen, ikke kommentere direkte på, men svarer blot, at usikkerheden om, hvordan det går i den globale økonomi, er meget stor, og at det kan være svært at komme med præcise prognoser uanset det præcise tal i den nye Interim Global Outlook. Hun tror ikke på, at “vi kommer ud af recession, før vi har en vaccine.”

I usædvanligt direkte vendinger er OECD's budskab, at nationale regeringer under ingen omstændigheder må reducere de økonomiske hjælpepakker for tidligt. For så bliver den økonomiske krise endnu dybere.

Laurence Boom advarer mod at gentage “fejlene” fra finanskrisen, hvor finanspolitiske stramninger i mange økonomers optik betød, at krisen varede længere end nødvendigt med flere arbejdsløse og mange konkurser.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis