Vismændene var klare i spyttet, da de i den seneste økonomiske vismandsrapport skulle forholde sig til, hvordan klimamålene bedst nås. Der bør hurtigst muligt fremlægges en troværdig plan for indfasningen af en ensartet CO2-afgift. Til gengæld bør vi afholde os fra at bruge tilskud i jagten på målet. Vismændene skrev således: “Hvis man i stedet for en generel afgift på drivhusgasudledninger vælger at supplere eller helt erstatte denne med tilskud og puljer, teknologikrav eller forbud, bliver indsatsen mindre omkostningseffektiv i forhold til udvikling af ny teknologi og implementering af klimaløsninger.”
Klimapartnerskabernes forslag til håndtering af klimaudfordringen falder i høj grad i kategorien tilskud og puljer, og det er derved en dyr vej til et i forvejen svært opnåeligt mål.
Man kan derfor spørge, hvorfor regeringen vælger den dyre tilskudsvej? Det spørgsmål må regeringen selv besvare, men en af udfordringerne ved økonomernes anbefaling er, at det i praksis er vanskeligt at opkræve en høj og ensartet CO2-afgift i en lille åben økonomi.
Hvordan håndteres det i praksis, at en dansk CO2-afgift i realiteten blot flytter efterspørgslen til varer produceret i lande uden en sådan afgift? Og hvordan måles CO2-udledningen retvisende? Det sidste er måske nemt, hvis vi taler et transportfirma, men hvad med landbruget, som står for en stor del af udledningen? Udledningen fra lavbundsjorde lader sig ikke nemt opgøre, og hvordan måles det retvisende, når vi taler husdyrhold, hvor justeringer i produktionen kan have effekt på udledningen? Vi har ikke just stor succes med at udvikle nye komplekse skatteopkrævningssystemer.
Dertil kommer, at regeringen også kan udnytte tilskudsmodellen politisk til at købe sig venner i dansk erhvervsliv. Endelig ser det i hvert fald på overfladen ud til, at man tager klimaudfordringen alvorligt.
Vi kommer dog ikke uden om, at regeringen har valgt en dyr vej. Vi skal derfor også indstille os på, at 70-procentmålsætningen enten bliver meget dyr at nå – alternativt når vi det ikke allerede i 2030. Det sidste er bestemt ikke utænkeligt, selvom regeringen afviser.
