ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Coronakrisen har ramt dansk økonomi med stor kraft og fart. Normale økonomiske kriser kommer snigende. Optakten til finanskrisen varede næsten to år. Priserne på ejerlejligheder, et af de første tegn på problemerne på boligmarkedet, begyndte allerede at falde i 2006. Først i september 2008 blev det tydeligt, hvor voldsom krisen ville blive.

Sådan er det ikke med coronakrisen. Dansk økonomi var i fin form indtil februar i år. I februar satte beskæftigelsen rekord. Der var overskud på både betalingsbalancen og de offentlige finanser – men fra den ene dag til den anden ændrede corona det billede.

Ifølge tal fra DI fik vi på halvanden måned et dyk i den økonomiske aktivitet, som oversteg det dyk, vi fik i forbindelse med finanskrisen – vel at mærke over flere år. Coronakrisen er historisk, både hvad angår hastighed og styrke.

DI’s tal blev indsamlet i slutningen af april – hvor vi lige havde taget fat på første fase af genåbningen. Siden er dansk økonomi blevet åbnet yderligere. Restauranter, caféer og storcentre, for blot at nævne nogle få, er atter åbne. Det fjerner ikke krisen – men antallet af danskere på lønkompensation er givetvis faldet den seneste måned. Desværre indsamles der ikke statistik over antallet af danskere, der vender tilbage på job efter en periode på lønkompensation, men regeringens økonomiske ekspertgruppe vurderer, at det kan være 35-45.000 personer.

Til gengæld er der dele af økonomien, der først rammes af krisen med forsinkelse. Det gælder industrien, hvor mange virksomheder havde fyldte ordrebøger, da krisen ramte. De ordrer er nu leveret, og da der ikke kommer mange nye ordrer ind, kan krisen først for alvor mærkes nu. Så krisen er bestemt ikke forsvundet.

Dansk økonomis videre skæbne afhænger først og fremmest af epidemiens hærgen globalt. Men der venter også udfordringer, når de danske hjælpepakker rulles tilbage. Meget tyder dog på, at krisen bliver kortere end finanskrisen, selvom vi nok skal et par år ud i tiden, før økonomien helt er på fode igen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis