Dansk økonomi kigger ind i en afmatning, og det kommer både til at kunne aflæses på antallet af konkurser og køen af ledige danskere. Sådan lyder det fra flere økonomer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften annoncerede en ny nedlukning af Danmark.
“Når vi er ude i at skulle gribe til en ny nedlukning, så er det meget alvorligt. Det er noget, som vi også kommer til at kunne se afspejle sig i ledigheden og antallet af konkurser,” siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.
Også tidligere overvismand Michael Svarer mener, at udsigterne er blevet værre.
“Vi kommer formentlig til at se ind i en afmatning af økonomien
Michael Svarer, overvismand
“Vi kommer formentlig til at se ind i en afmatning af økonomien,” siger Michael Svarer, der især er bekymret for, at nedlukningen i en eller anden grad kan komme til at række flere måneder ind i 2021.
Både Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard vurderer dog, at grundformen for dansk økonomi stadig er god, og at erfaringen fra foråret er, at aktiviteten hurtigt kan vende tilbage. Men de er ikke i tvivl om, at det høje smittetryk og de nye restriktioner kommer til at udsætte genopretningen af dansk økonomi.
Trods en hårdere nedlukning end i foråret, der også omfattede hele detailhandlen, så vurderer Jyske Banks cheføkonom Niels Rønholt, at dansk økonomi er bedst tjent med så hård en nedlukning nu, hvis det betyder, at smittetrykket nedbringes.
“Det er altså ikke altafgørende for dansk økonomi, om restriktionerne varer nogle uger fra eller til. Det vigtigste er, at vejen til en permanent fjernelse af nedlukninger er til stede,” siger han og fortsætter:
“Men det er samtidig klart, at udsigterne vil blive forværret markant, hvis smitten kommer ud af kontrol, eller vaccinerne bliver forsinkede.”
januar varer den nye nedlukning af Danmark foreløbig til
På grund af den nuværende smittesituation nedjusterer Jyske Bank sit skøn for væksten fra -3,6 pct. i år til nu -3,9 pct. og fra 3,4 pct. i 2021 til nu 3,1 pct.
Nedlukningen betyder også, at hjælpepakkerne for alvor skal i aktion igen, og det er ifølge Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, en kæmpe fordel, at ordningerne er klar og kan igangsættes meget hurtigt.
Han påpeger også, at hjælpepakkernes hurtige aktivering vil betyde, at kriseregningen til statskassen vil blive endnu større, men det er på nuværende tidspunkt det mindste problem for dansk økonomi.
“Vi har så rigeligt råd til at tage en ny omgang med flere hundredtusinder danskere på lønkompensation. Faktisk er det sandsynligvis meget dyrere at lade være,” siger han.