Der er rigtig mange arbejdspladser på spil, når politikerne i disse dage diskuterer den fortsatte genåbning af landet.
Hoteller, restauranter og detailhandel er brancher med mange ansatte, og derfor viser beregninger fra Deloitte og Krakas fælles analyseenhed Small Great Nation, at 334.600 beskæftigede vil kunne vende tilbage på job og give en øget omsætning på 22,8 mia. kr., hvis politikerne lukkede op for alt igen.
“Tallenes størrelse gør markant indtryk på mig. Altså hvad det rent faktisk har betydet for økonomien og manglende vækst at lukke ned, som vi har gjort det,” siger adm. direktør for Deloitte i Norden, Anders Dons, der også peger på et andet markant resultat i analysen.
“En virksomhed er ikke bare en virksomhed. Der er et hav af underleverandører
Peter Mogensen, adm. direktør, Tænketanken Kraka
Beregningerne viser nemlig, at selvom virksomhedernes omsætning ved en fuld genåbning vil stige med 22,8 mia. kr., så vil den langt fra være lige så høj som før. Efterspørgslen både herhjemme og på vores store eksportmarkeder vil fortsat være hårdt ramt, og Small Great Nation finder frem til, at de udsatte serviceerhverv kun vil genvinde en tredjedel af den tabte omsætning som følge af covid-19.
“Vi har talt meget om hoteller, restauranter og oplevelsesindustrien, som er hårdt ramt. Men ift. værditilvæksten og det at vende tilbage til, hvor vi var, så er det faktisk de små tandhjul. De helt store tandhjul er derimod de store eksportvirksomheder, som i den grad også bliver ramt af, at vores største markeder i USA, Tyskland og England er lukket ned,” siger Anders Dons, som mener, at politikerne derfor også bør fokusere mere i den retning fremadrettet.
Small Great Nations analyse bygger på en såkaldt input-output-model, der ikke alene ser på den direkte påvirkning af nedlukningen, men også på den afledte effekt, som rammer underleverandører. På den måde finder analysen frem til, at særligt rengørings- og konsulentbranchen også er hårdt påvirket af de lukkede restauranter og butikker.
“En virksomhed er ikke bare en virksomhed. Der er et hav af underleverandører. Så den her analyse kan bruges til at højne bevidstheden hos beslutningstagerne om, at situationen nok er værre, end hvad de havde forestillet sig,” siger adm. direktør i Kraka, Peter Mogensen.
Analysen fra Small Great Nation anvender en input-output-model, somviser, at 282.000 beskæftigede er direkte påvirkede af nedlukningen. Langt størstedelen inden for hotel- og restaurationsbranchen samt detailhandelen. Dertil kommer 52.600 beskæftigede, som er indirekte påvirket i f.eks. rengørings- og konsulentbranchen. Hvis alle danske virksomheder kunne åbne igen som normalt, vil det ifølge analysen betyde, at virksomhederne i løbet af en måned kan omsætte for 22,8 mia. kr. mere i forhold til en fortsat nedlukning. Det er kun en tredjedel af potentialet, da virksomhederne stadig vil være hårdt ramt af en lavere global og indenlandsk efterspørgsel.
Dansk Erhverv har brugt en lignende model og fundet frem til, at en genåbning alene af restauranter og detailhandelen vil sikre 170.000 job. Small Great Nations analyse medregner dog tilmed en lavere efterspørgsel, og det er ifølge cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer en god pointe at få med.
mia. kr. venter Small Great Nation i øget omsætning ved en fuld genåbning
“Det er en kedelig påmindelse om, at viruskrisen er global, ikke lokal. Det er stadig vigtigt, at vi får åbnet så meget op for de brancher, vi har herhjemme. Men vi skal også bare være klar over, at det kun er et lille skridt på vejen, for vi er meget afhængige af udviklingen i resten af verden,” siger han.
Udgangspunktet i analysen bygger dog på Nationalbankens vurdering om et fald i eksporten bredt på 25 pct., mens Tore Stramer mere læner sig op ad et regnestykke på baggrund af IMF’s prognoser, der viser en nedgang på 10-15 pct. Men i begge tilfælde vil effekten altså være markant.
Onsdag aften mødtes partilederne for at forhandle videre om en yderligere genåbning på baggrund af nye beregninger og anbefalinger fra Statens Serum Institut og en økonomisk ekspertgruppe. Både Peter Mogensen og Anders Dons mener, at der bør tages en større risiko, så mere kan åbne af økonomiske hensyn.
“Jeg er godt klar over, at man ikke skal gå på kompromis med danskernes sundhed. Men hvis man ser de her tal og ikke bliver ualmindeligt ivrig efter at komme videre, så er der et eller andet galt,” siger Peter Mogensen.