ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank frygter, at feriepengene går uden om hovedstaden: “De her ekstra restriktioner vil gøre ondt, og folk vil måske ikke bruge lige så mange penge, som vi forventede”

De københavnske restauranter

skulle nyde godt af, at danskerne fik udbetalt feriepenge. Men med de nye coronaregler ser fremtiden dyster ud

Feriepengene havde man forventet ville gavne hovedstadens hårdt ramte restaurationsbranche. Men med de nye coronaregler ser det anderledes ud. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Feriepengene havde man forventet ville gavne hovedstadens hårdt ramte restaurationsbranche. Men med de nye coronaregler ser det anderledes ud. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Snart får danskerne mulighed for at kunne få fingrene i de mange indefrosne feriepenge, som regeringen håber, kan være med til at sparke gang i forbruget. Især blandt de blødende brancher som restauranterne.

Men så kom de nye restriktioner for Københavns restauranter, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fremlagde på et pressemøde tirsdag. Restauranterne skal lukke ned allerede kl. 22.00, og der er krav om mundbind foreløbigt 14 dage frem til 1. oktober. Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank, frygter, at det kan sætte en stopper for det ellers forventede forbrug på restauranterne.

60

mia. før skat forventes der at blive udbetalt i feriepenge

“Jeg frygter, at de her ekstra restriktioner vil gøre ondt, og folk vil måske ikke bruge lige så mange penge, som vi forventede. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, hvis de københavnske restaurationer ikke får andel i feriepengene,” siger hun.

I alt forventes der at blive udbetalt ca. 60 mia. kroner før skat i feriepenge til danskerne. Og umiddelbart så det ud til, at folk ville bruge feriepengene på at spise mere ude, fortæller Louise Aggerstrøm.

“Når vi i Danske Bank har undersøgt, hvad danskerne vil bruge deres feriepenge på, så kommer fornøjelser, som også dækker over restauranter, ind som nummer to på listen – lige efter byggeprojekter. Vi havde derfor bestemt forventet, at de indefrosne feriepenge kunne give et løft til de københavnske restauranter,” siger hun.

Stribevis af aflysninger

Også i Horesta, branche- og arbejdsgiverforening for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, havde man håbet, at feriepengene kunne gavne hovedstadens restauranter. Men allerede nu melder restauranterne om stribevis af aflysninger fra gæster, der er nervøse, fortæller chef for turisme -og oplevelsesøkonomi, Annette Hyldebrandt.

Det var ellers nu, at restauranterne skulle opveje for tabet i foråret

Annette Hyldebrandt, chef for turisme -og oplevelsesøkonomi i Horesta

“Adfærden fra gæsterne er, at de holder sig væk, når de nærmest bliver opfordret til det af regeringen. Aflysningerne ruller ind i øjeblikket. Det var ellers nu, at restauranterne skulle opveje for tabet i foråret. Det frygter vi, at reglerne forhindrer,” siger hun.

Feriepengene kan man imidlertid først søge om fra den 1. oktober, så problemet opstår først, såfremt restriktionerne for restauranterne bliver forlænget, da de foreløbigt udløber d. 1. oktober.

Men uanset hvad tegner de nye restriktioner en mere dyster fremtid for de københavnske restauranter, vurderer Louise Aggerstrøm.

“Især kan man frygte, at folk vil holde sig væk fra restauranterne og hovedstadsområdet ikke blot på grund af reglerne, men på grund af sikkerheden. Hvis det trækker ud, er det godt nok bekymrende,” siger hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis