Med en verdenshandel i kollaps skal danske eksportvirksomheder ikke tro, at det er lige om hjørnet, at handlen er tilbage på niveauet fra før krisen. Det kommer til at tage lang tid. Sådan lyder vurderingen nu fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
“Det er desværre en krise, hvor det godt kan vare et par år, før vi er ude på den anden side,” siger han.
“Det er desværre en krise, hvor det godt kan vare et par år, før vi er udepå den anden side
Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)
Globale udfordringer hober sig op: Kæmpe fald i efterspørgslen og ikke mindst en langsom genopretning i mange økonomier er et hårdt slag til dansk eksport, mener han.
“Målet er, at vi på mindre end to år er tilbage på niveau med eksporten før coronakrisen,” siger Jeppe Kofod.
Han har sammen med regeringen kastet eksportpakker af en værdi på mere end 700 mio. kr. ud til danske virksomheder.
Selvom det har lange udsigter, før eksporten er tilbage i gear, er der ikke brug for flere rygstød til sektoren lige nu:
“Nu handler det om at få vores planer til at virke ude i virkeligheden. Vi skal ikke begynde at bruge mange kræfter på at afsætte nye penge. Vi har penge og planer,” siger Jeppe Kofod.
At genopretningen af dansk eksport ligger et stykke ude i fremtiden, bekræfter en ny analyse fra kreditforsikringsselskabet Atradius. I et optimalt scenarie er det tabte indhentet om ét år, lyder konklusionen.
“Dansk eksport kommer til at lide længe under corona,” siger Erik Skovgaard Nielsen, direktør i Atradius.
Han er med til at forsikre handler for tusindvis af virksomheder hvert år. Selskabet modtager derfor månedligt tal fra Danmarks største markeder i udlandet.
I maj noterede Atradius et omsætningsfald blandt danske eksportvirksomheder på 10-15 pct. – og det kan meget vel blive værre i juni.
“Det ser overskyet ud. Med lidt tordenvejr rundt omkring. Det mærker vi på dialogen med vores kunder,” siger Erik Skovgaard Nielsen og fortsætter:
“Det er ikke kun corona. Oveni det har vi en handelskrig, og vi har et brexit, som ser ud til at køre i hegnet.”
Erik Skovgaard Nielsen understreger, at han aldrig har oplevet større usikkerhed end i øjeblikket. Ifølge den seneste prognose fra de økonomiske vismænd vil eksporten dykke med 12 pct. i år. De har dog også et scenarie, som hedder 18 pct., hvis det går allerværst.
“Vi er kun lige startet på nedgangen,” siger vismand og professor på Københavns Universitet Jakob Roland Munch og fortsætter:
“Hvis prognosen fra hovedscenariet holder stik, vil det blive et hårdt slag. Men det er ikke så meget værre end under finanskrisen, for eksempel.”
Men med mere end 800.000 arbejdspladser direkte lænket til eksporten sidder Dansk Industri i øjeblikket på kanten af stolen. Fra erhvervsorganisationens medlemmer lyder det, at eksporten står til et fald på 15 pct. i år.
“Dansk eksport kommer til at lide længe under corona
Erik Skovgaard Nielsen, direktør i Atradius
En tredjedel af virksomhederne fortæller samtidig, at de først forventer at have genvundet det tabte i 2022.
“Det er saftsuseme meget,” lyder det fra international direktør i Dansk Industri, Thomas Bustrup.
DI-direktøren mener ikke, at der er brug for mere hjælp til eksporten nu. Bekymringen er nærmere, om de ca. 500 mio. kr., der blev afsat i juni, kommer hurtigt nok ud i erhvervslivet: “Det er de penge, som vi sidder og venter på nu,” siger han.
Men mens regeringen har gode kort på hånden, når det kommer til at stimulere den hjemlige økonomi, er eksporten i vid udstrækning ude af vores hænder. Sådan lyder det fra professor på Aarhus Universitet Philipp Schröder, som var en del af den ekspertgruppe, der rådgav regeringen om udfasning af hjælpepakker:
“Et eksportfremstød kan ikke lave om på den brasilianske konjunktur,” siger han.