Stemningen på arbejdsmarkedet er vendt på rekordtid. Inden årets overenskomstforhandlinger var det vurderingen, at lønvæksten var på vej op som følge af det fortsatte økonomiske opsving – mange talte endda om risikoen for storkonflikt. Gennembrudsforliget på industriens område så da også ud til at være dyrere end de foregående overenskomstforlig. Men overenskomstforliget blev indgået i starten af februar. Siden har coronakrisen ændret udsigterne for dansk økonomi radikalt, og det kan allerede nu ses i løndannelsen.
For fire ud af fem privatansatte forhandles lønnen nemlig decentralt. De centrale overenskomster indeholdt mulighed for en vis lønfremgang via fritvalgsordningen, men ellers er det ude på den enkelte virksomhed, at lønudviklingen aftales. Med coronakrisen som baggrundstæppe for de lokale lønforhandlinger må lønmodtagerne nu skyde en hvid pil efter den lønfest, de muligvis havde sat næsen op efter. Der er udsigt til smalhals både i år og de kommende år.
“Godt at løndannelsen afspejler den økonomiske virkelighed
Præcis hvor høj lønvæksten ender med at blive, må tiden vise, men de første meldinger tyder på, at vi ender på en lønvækst på under 2 pct., hvilket er betydeligt under, hvad vi har set de seneste år.
Den lavere lønvækst trækker væksten i det private forbrug ned, men det er dog værd at hæfte sig ved, at inflationen også er lav. Reallønsvæksten vil derfor sandsynligvis fortsat være positiv i år trods krisen.
Til trods for, at den lavere lønvækst vil trykke forbrugsvæksten ned, er det grundlæggende godt for dansk økonomi, at løndannelsen afspejler den økonomiske virkelighed. Dermed bliver antallet af tabte arbejdspladser mindre, end det ellers ville have været. I gamle dage ville lønudviklingen have været aftalt centralt. Dermed ville lønvæksten have været høj trods coronakrise, og endnu flere ville have mistet deres job.
Vi skal derfor være glade for den fleksibilitet, decentraliseringen af løndannelsen sikrer, men det betyder desværre, at mange skal indstille sig på nogle lidt triste år i privatøkonomien, også selvom man ikke nødvendigvis selv mister jobbet.
