ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Zombievirksomheder er blevet holdt i live af hjælpepakker: “Man holder nogle i live, som ellers burde gå konkurs”

Kun få virksomheder

er gået konkurs på grund af coronakrisen. De fleste konkurser er i virksomheder, som alligevel var endt i graven, vurderer flere advokater

Blandt de konkursramte virksomheder siden coronakrisens indtog havde langt de fleste i forvejen problemer, pointerer advokat John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel. Foto: Steven Achiam
Blandt de konkursramte virksomheder siden coronakrisens indtog havde langt de fleste i forvejen problemer, pointerer advokat John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel. Foto: Steven Achiam

Langt størstedelen af de virksomheder, der har indgivet konkursbegæringer, siden coronakrisen startede, er virksomheder, som burde være lagt i graven for længst eller havde sygdomme med sig inden coronaens indtog i Danmark.

Dermed rammer konkurserne stort set kun de såkaldte zombievirksomheder – altså virksomheder som i forvejen stod til at dø, og som dermed kun holdes i live af hjælpepakker.

“

Det er ikke ret mange virksomheder, der er gået konkurs alene på grund af coronakrisen

John Sommer Schmidt, advokat, Gorrissen Federspiel

Det bekræfter flere førende advokathuse – bl.a. Bruun & Hjejle, Gorrissen Federspiel samt Plesner – i en rundringning, som Børsen har foretaget, til nogle af de største danske advokatfirmaer inden for håndtering af konkurser.

“Det er ikke ret mange virksomheder, der er gået konkurs alene på grund af coronakrisen. Langt de fleste, der er gået konkurs, har nogle dårligdomme med sig i forvejen eller burde være gået konkurs for længe siden,” siger advokat John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel.

Kunstigt åndedræt

I advokatfirmaet Bruun & Hjejle er det heller ikke coronarelaterede sager, der fylder mest på arbejdsbordet.

“Kun ret få af de sager, vi sidder med, kan relateres til corona. Mange har troet, at der ville ramme en konkursbølge i efteråret, men den har vi ikke set komme endnu,” siger Henrik Poulsen.

Advokaternes antagelser bakkes op af en analyse fra Finans Danmark fra juni. Den viser, at to ud af tre konkursramte virksomheder havde enten negativ soliditet eller indtjening, inden krisen ramte i marts. De fleste svømmede altså allerede i økonomiske problemer inden.

Derudover er det faktisk få virksomheder, der har måttet lade livet siden krisens indtog. Fra første halvår af 2020 var der i alt 1129 virksomheder med aktiviteter, der gik konkurs.

Det er det laveste antal konkurser i tre år, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2019 gik 1651 konkurs i første halvår, og i 2018 gik 1637 konkurs.

Philipp Schröder, økonomiprofessor på AU, mener, at det med alt tydelighed viser, at der må findes virksomheder, som må være blevet holdt kunstigt i live. Han mener, at det især skyldes hjælpepakkerne, der bl.a. har givet mulighed for at udskyde skatte- og momsbetalinger.

“Med hjælpepakkerne har man givet virksomhederne en form for kunstigt åndedræt. Når der er færre konkurser, end der plejer, er det et tydeligt tegn på, at man holder nogle i live, som ellers burde gå konkurs,” siger han.

Philipp Schröder vurderer, at der vil være en forskydning af konkurserne, fordi man holder flere zombievirksomheder i live.

Når konkursbølgen rammer, vil det derfor hovedsageligt være en pukkel, som man har skubbet.

1129

aktive virksomheder er i første halvår af 2020 gået konkurs

Han fortæller, at et selskab typisk har et sygdomsforløb på omkring to år, før det går konkurs. Så det eneste, coronakrisen kan have gjort indtil videre, er, at den kan have forkortet levetiden på virksomheden, der måske havde et halvt år tilbage.

“Når konkursbølgen, som alle taler om, kommer, så er min vurdering, at langt størstedelen vil være zombievirksomheder, der er blevet holdt i live indtil nu af hjælpepakkerne,” siger han.

Men dermed ikke sagt, at corona ikke kan ende med at tage livet af sunde virksomheder på længere sigt. Det er bare alt for tidligt til, at man kan se effekterne på konkurssiden endnu, vurderer Philipp Schröder.

“Normalt kommer eftervirkningerne først år efter. Og der kan corona spille en rolle for, at sunde virksomheder vil gå konkurs. Men en sund virksomhed, vurderer jeg ikke alene, kan gå konkurs ud fra nedlukningen. Det er først, hvis corona trækker nogle tendenser med sig, måske i forhold til at folk flyver mindre, at de sunde virksomheder særligt bliver ramt,” siger han.


Apple Podcasts Podspace Spotify Podimo

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis