Trods en anden runde med coronapandemi er der ikke udsigt til nye dystre tv-billeder af militære lastbiler i konvoj med – godt skjulte – ligkister. Heldigvis.
Myndigheder, borgere og samfundene som helhed har lært meget om corona siden februar. I Madrid meldes der om overbelastede hospitaler, men i Europa fylder et voksende antal døde og overfyldte hospitalsgange ikke længere mediebilledet. Intensivafdelingerne klarer udfordringerne, bl.a. fordi flere unge smittes – de bliver mindre syge.
Men antallet af nye coronatilfælde stiger. Derfor også lokale og regionale tiltag for at begrænse smitten, som f.eks. de danske krav til mundbind. “Der er hele tiden sprækker i forsvaret,” som det udtrykkes af OECD’s Ulrik Vestergaard.
Opsigtsvækkende synes de største sprækker at være i Europa. I USA er situationen stabiliseret, antallet af nye tilfælde falder, også i bl.a. Arizona og Texas, der var på vej mod en uholdbar situation. I bl.a. Mexico og Brasilien er tendensen også faldende.
Der er udbredt politisk enighed om, at der økonomisk ikke er råd til en ny nedlukning af økonomierne. Forbundskansler Angela Merkel sagde det klart i sidste uge. Så er det sådan, det er. Alligevel er Europa på vej ind i det mest sortsynede af de to scenarier, OECD regnede på i foråret.
“de største sprækker synes at være i Europa
Årsagen er bl.a., påpeger cheføkonom Neil Shearing, Capital Economics, at de økonomiske konsekvenser i voksende grad bliver bestemt af “den instinktive reaktion i erhvervsliv og husholdninger,” fordi man er tilbageholdende med forbrug og investeringer – helt uden regeringsindgreb. Den hårdt ramte oplevelsesindustri vil få nye slag, hvis forbrugerne vælger at blive hjemme med takeaway og Netflix. Der, hvor frygten for corona er størst, rammes økonomien hårdest. Det er i Brasilien, USA, Italien og Kina, hvor 60-70 pct. af befolkningen frygter corona. I Danmark og Tyskland er det godt 40 pct. I Sverige knap 45 pct. Sikkert på grund af større tillid til regeringerne.
Igen synes Franklin D. Roosevelt at have ret. “Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv,” sagde han i 1933.