Der er ingen besatte bygninger eller bål i gaden, ingen geværer over skulderen eller optog gennem byen. Men tag ikke fejl: Revolutionen er her. Den foregår blandt verdens mest indflydelsesrige økonomer; dem der rådgiver regeringer, centralbanker og internationale organisationer, dem der kan skubbe til de store tandhjul i verdensøkonomien.
De har vendt den økonomiske logik på hovedet, gjort op med frygten for underskud og omfavner højere statsgæld, og de har i høj grad præget håndteringen af coronakrisen. Ekkoet af diskussionen kan høres i Danmark, hvor debatten om statsgæld har domineret de seneste uger.
“Det faktum at grænsen for gæld er højere, betyder ikke, at der ikke er nogen grænser
Adam Posen, præsident, Peterson Institute
Men hvad er det egentlig, der har fået økonomerne til at ændre syn på verden, og hvor fører revolutionen hen? Og hvad hvis de tager fejl i, at vi har råd til mere gæld?
Adam Posen er præsident for den økonomiske tænketank Peterson Institute, og han har fulgt revolutionen fra begyndelsen. Faktisk har meget af debatten foregået i regi af netop hans tænketank, hvor to af hovedskikkelserne – den tidligere IMF-cheføkonom Olivier Blanchard og Harvard-professor Larry Summers – begge er tilknyttet.
Adam Posen forklarer, at det er en simpel observation, der har sat gang i det hele: Selvom gælden er steget, er renterne – stik i mod hvad man skulle forvente – faldet. I USA har gælden aldrig været større, men renten heller aldrig lavere. For ti år siden var Europa i en dyb gældskrise. I dag er gælden den samme, men renterne er faldet, så selv Grækenland bliver belønnet med negativ rente på en del af statsgælden – og der er ikke noget, der tyder på, at renterne stiger foreløbig.
“Det ændrer bare spillet. De negative økonomiske effekter af større statsgæld rammer først ved højere gældsniveauer, end vi troede før. Det er det, der har ledt til en revolution i synet på finanspolitik og gæld,” siger Adam Posen til Børsen.
Den mindst kontroversielle del af paradigmeskiftet er den, som Olivier Blanchard står for. I 2019 holdt hanen tale for den amerikanske økonomforening, hvor han gjorde den på samme tid simple og vidtrækkende observation, at så længe væksten i økonomien er højere end renten, så har statsgælden svært ved at blive uholdbar. Og derfor er omkostningen ved højere gæld efter alt at dømme mindre, end vi hidtil har troet.
Endnu længere tilbage end det, faktisk siden 2014, har Larry Summers argumenteret for, at de vestlige økonomier befinder sig isekulær stagnation: en sump af lave renter, lav inflation og lav vækst. Derfor er højere gæld ifølge Summers ikke bare mindre omkostningsfyldt, det er også nødvendigt. Hvis økonomien skal køre i fulde omdrejninger, skal politikerne kompensere for, at centralbankerne ikke kan gøre meget, når renten allerede er i bund, og derfor skal de føre en meget aktiv finanspolitik med budgetunderskud og dermed højere gæld. Ikke bare under coronakrisen, men også længere frem end det.
“Så længe vi tror, at vi kan komme tilbage til de beskæftigelsesniveauer, vi så før pandemien – og det er vi ikke tæt på endnu – så skal du blive ved med at bruge penge,” forklarer Adam Posen og peger f.eks. på infrastruktur som et oplagt sted for USA at investere mere.
I starten stod Summers alene med sin analyse; i dag spænder tilhængerne vidt, også ind i den nye Biden-administration,hvor finansminister Janet Yellen offentligt har sagt, at hun grundlæggende deler vurderingen af, at USA er fanget i sekulær stagnation – altså lave renter og lav vækst.
Og den nye finansminister er i hvert fald klar til at bruge penge.Ved en høring i Senatet tirsdagsagde Janet Yellen, at de laver renter betyder, “at verden har ændret sig”, og selvom statsgælden allerede har passeret 100 pct. af bnp, er den nye Biden-administration klar til at bruge 1900 mia. dollar på en ny stor finanspolitisk hjælpepakke.
“Lige nu med de historisk lave renter er det klogeste, vi kan gøre, at handle stort,” lød det fra Janet Yellen tirsdag.
Summers og Blanchard havde næppe forestillet sig, at deres teorier allerede nu skulle testes i virkeligheden. Men så kom coronakrisen. Regeringer verden over har åbnet statskasserne på vid gab for at holde liv i nedlukkede økonomier og ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, så vil statsgælden på verdensplan vokse med 20 pct. af det globale bnp i løbet af 2020 og 2021.
Dermed har paradigmeskiftet bevæget sig fra støvede akademiske kredse og ud i den praktiske økonomisk-politiske virkelighed.
“Hovedpointen, der bliver overset, er, at renten kan stige. Det kan være, det ikke sker, men det er en risiko
Kenneth Rogoff, professor, Harvard
“Jeg ser denne krise som helt anderledes end krisen i 2008. Det minder mere om en krig, og vi skal gøre, hvad end det kræver for at komme på den anden side, og så må vi håndtere konsekvenserne bagefter, så godt vi kan,” siger Kenneth Rogoff, professor på Harvard, til Børsen.
De ord er opsigtsvækkende, når de kommer fra Kenneth Rogoff. For var der en økonom, hvis arbejde satte tonen for den økonomiske politik i kølvandet på finanskrisen, så er det den forskning, som Rogoff har lavet med Carmen Reinhart, Verdensbankens nuværende cheføkonom, der viser, atdet går ud over væksten, hvis statsgælden bliver for høj.
Selvom Rogoff i dag protesterer over, at man skulle kunne læse hans arbejde som en støtte til sparepolitik efter finanskrisen – også i Danmark blev der strammet op på de offentlige finanser fra 2010 og frem – så var det specifikt Rogoff, som f.eks.den senere britiske finansminister George Osborne henviste til, når de britiske konservative skulle argumentere for deres sparekurs.
Dengang bekymrede internationale organisationer som IMF og OECD sig også om underskud og gældsopbygning. I dag lyder formaningen helt modsat, at regeringer verden over hellere må fortsætte den massive stimulering – og dermed underskud og gældsopbygning – lidt for længe end bremse for tidligt og risikere at slå genopretningen i stykker.
Under finanskrisen hed IMF's cheføkonom i øvrigt Olivier Blanchard, og han har siden erkendt, at den megen fokus på de offentlige finanser var med til at gøre genopretningen efter finanskrisen længere og krisens ar dybere.
“De politiske og økonomiske konsekvenser af det der skete i 2010 og frem, tror jeg, har været en trædesten til den gentænkning af finanspolitikken, der har været i gang siden,” siger Adam Posen.
I Danmark har debatten om statsgæld presset sig på de seneste uger, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) ved flere lejligheder har sagt, at hun ikke mener, at der er behov for at nedbringe gælden i en fart, når vi er ude af krisen.
“I den efterevaluering hele verden har gjort sig efter finanskrisen, står det ret klart, at man mange steder med den førte økonomiske politik var med til at forlænge krisen og i virkeligheden gjorde problemerne større. Det er nu almindeligt anerkendt blandt mange økonomer. Den erkendelse håber jeg, også breder sig i Folketinget,” sagde statsministeren senest i en partilederdebat i Folketinget tirsdag.
Jeppe Druedahl, lektor i økonomi på Københavns Universitet, er en af de danskere, der har fulgt den internationale debat tættest. Han mener, at paradigmeskiftet på lange stræk er relevant for Danmark. F.eks. anbefalingen om hellere at stimulere økonomien for længe end for kort:
“Den lidt øgede fare ved at have lidt mere statsgæld er ikke så stor, som faren for at krisen fortsætter, hvis man ikke er klar til at understøtte efterspørgslen. Den fare tror jeg er større,” siger Jeppe Druedahl.
Han insisterer i øvrigt på, at der mere er tale om et paradigmeskifte i den økonomiske politik end i økonomisk teori, fordi Blanchard og Summers trækker på viden, som man har haft i faget længe. Det store skifte er i den førte politik.
Overvismand Carl-Johan Dalgaard har også fulgt den internationale debat længe. Han mener, at især Blanchards betragtning om, at gæld er mindre farligt, når økonomien vokser hurtigere end renten, har pillet ved de fleste økonomers syn på gæld. Samme oplevelse har tidligere overvismand Michael Svarer:
“Fundamentet for diskussionen har ændret sig. Der er kommet en mere ekspansiv tone i den måde, mange økonomer ser finanspolitikken på,” sagde han iDR2 Deadline søndag.
“Det er rigtigt, at renten kan stige, og det er det nye paradigme nødt til at tilskrive en vis sandsynlighed. Det gør jeg også
Olivier Blanchard, tidl. cheføkonom, IMF
Oversat til dansk: Økonomerne er blevet mere tilbøjelige til at råde politikerne til at bruge penge og bekymre sig lidt mindre om gælden.
Inden man hopper i med begge ben i det nye paradigme, advarer Carl-Johan Dalgaard dog om, at det ikke står lysende klart, præcist hvorfor renten er faldet så meget, som den er.
“Hvis vi er meget usikre på, hvad der har drevet renten ned, må vi også være usikre på, om den kan finde på at gå op igen,” siger overvismanden.
Dermed sætter Carl-Johan Dalgaard fingeren på det, der lige nu er det største kritikpunkt af opgøret med gældsforskrækkelse. Og som også gør, at Kenneth Rogoff har svært ved at gennemføre den fulde omvendelse fra budgethøg til gældsglad:
“Hovedpointen, der bliver overset, er, at renten kan stige. Det kan være, det ikke sker, men det er en risiko. Selv hvis renten stiger langsomt over mange år, kan nettoeffekten for meget forgældede lande været ret stor. Så bundlinjen er, at det er nødvendigt at gældsætte sig for nu, men det er ikke uden risiko,” siger Kenneth Rogoff.
“Jeg ser denne krise som helt anderledes end krisen i 2008. Det minder mere om en krig
Kenneth Rogoff, professor, Harvard
Senest har trioen Peter Orzag, der var budgetminister under Obama, Robert Rubin, der var finansminister under Bill Clinton, og den nobelprisvindende økonom Joe Stiglitzi et nyt papiri sidste uge kritiseret de revolutionære for at se for let på risikoen for stigende renter. Larry Summers har ved de fleste lejligheder affejet bekymringen for, at renten pludselig skulle stige. Olivier Blanchard er mere ydmyg og erkender, at det er den ting, der kan få revolutionen til at falde sammen:
“Det er rigtig, at renten kan stige, og det er det nye paradigme nødt til at tilskrive en vis sandsynlighed. Det gør jeg også,” skriver Olivier Blanchard i en mail til Børsen.
Selvom smertepunktet for statsgælden er højere end tidligere, så leder økonomerne stadig efter den gyldne tommelfingerregel for, hvor meget højere gælden nu må være. Det er der, debatten står lige nu, forklarer Adam Posen.
pct. af det globale bnp venter IMF, at statsgælden på verdensplan stiger med i 2020 og 2021
Olivier Blanchard mener, at man i stedet for at have en fast grænse for gældens størrelse løbende bør vurdere, om et land har råd til at betale af på den, selvom renten stiger eller væksten falder. Andre argumenterer for, at man i stedet for gældens samlede størrelse skal kigge på, hvor meget rentebetalingerne udgør af den samlede økonomi.
Under alle omstændigheder, understreger Adam Posen, er det vigtigt at holde sig for øje, at ingen af de revolutionære mener, at man bare kan låne uhæmmet:
“Det faktum at grænsen for gæld er højere, betyder ikke, at der ikke er nogen grænser,” siger Adam Posen.
Debatten er ikke slut. Hvor langt paradigmeskiftet rækker, når det gælder den førte økonomiske politik, har vi stadig til gode at se: Stopper det med coronakrisen? Eller er vi i starten af et årti med aggressiv finanspolitik og år på år med underskud, hvor staten vil fylde en større del af økonomien og statsgælden stige? Det svar kan ingen give endnu.
