Milliarddyre hjælpepakker, vacciner, millioner af test, smitteopsporing, ekstraudgifter på sygehusene; i det meste af 2020 har statskassen stået på vid gab. Men nu begynder vi at kunne ane enden på krisen og snart kan regningen gøres op. Og i de seneste uger har særligt ét spørgsmål presset sig på i den offentlige debat: Hvem skal betale coronaregningen?
Ifølge Nationalbanken, vismændene og flere universitetsøkonomer kan svaret på det spørgsmål sagtens være: Ingen. Vi lever bare videre med en lidt højere gæld.
mia. kr. vil nettogælden ifølge vismændene blive forværret med fra 2020 til 2023 pga. coronakrisen
“Vi er i den situation, at mange år med finanspolitisk disciplin har bragt statsgælden langt ned. Så ja, vi kan leve med et højere gældsniveau og er ikke sårbare,” siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup.
Det er ellers ifølge de foreløbige vurderinger ikke noget lille hul, som coronakrisen har slået i statskassen. Ifølge vismændenes seneste fremskrivning fra oktober kommer coronakrisen samlet til at øge gælden med 200 mia. kr.
Men mange af de penge er godt givet ud, mener Nationalbanken:
“I øjeblikket, hvor dele af økonomien er underdrejet på grund af smitterisiko og restriktioner, giver det rigtig god samfundsøkonomisk mening at øge gælden for at understøtte økonomien gennem hjælpepakker,” siger Signe Krogstrup.
Heller ikke overvismand Carl-Johan Dalgaard mener, at stigningen i gælden er alarmerende. Ligesom Nationalbanken mener han, at pengene er brugt fornuftigt på at holde hånden under økonomien.
“Den gældsoptagelse, vi ser ind i øjeblikket, er det noget, hvor vi - med Knud Heinesens ord fra 1970’erne - kan begynde at ane afgrunden eller har kurs imod den? Nej. Det problem er vi ikke i,” siger Carl-Johan Dalgaard.
Derfor behøver man i princippet ikke sætte en finger på, hvem der skal betale regningen for krisen. En krone brugt på vacciner i år skal ikke nødvendigvis findes et andet sted næste år. Politikerne kan bare vælge at skyde regningen foran sig og leve med højere gæld.
“Der er den væsentlige forskel mellem staten og husholdninger, at staten ikke dør. Det betyder, at så længe renteudgifterne vokser langsommere end økonomien, kan vi nøjes med at betale renter, rulle gælden - altså refinansiere den - og aldrig betale den tilbage,” siger Carl-Johan Dalgaard.
Politisk er diskussionen om holdbarheden af gælden efter coronakrisen begyndt at fylde, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) 10. januar på TV2 netop blev spurgt til, hvem der skal betale for coronakrisen.
“Hvor kommer vi til at mærke det? Er det skatten, der skal stige? Er det klimaet, vi ikke kan gøre så meget ved, vi gerne ville? Er det de ældre? De syge? Børnene? Hvor kommer vi til at se, at de her penge bliver taget fra, når vi skal betale dem tilbage?,” spurgte TV2's journalist.
“Det er en lidt gammeldags måde at se det på. Måske også en lidt traditionel, borgerlig måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har muligheden for at investere os ud af den krise, vi står i nu,” svarede statsministeren.
Jeppe Druedahl, lektor i økonomi på Københavns Universitet, siger, at han i det hele taget har det lidt svært med begrebet "regningen for krisen", fordi det lyder som om, at den forfalder en bestemt dato, hvor alle pengene skal betales. Og sådan er det ikke.
“Jeg er slet ikke nervøs for det gældsniveau, vi har
Tidligere overvismand Michael Svarer
Han mener også, at staten sagtens kan leve videre med den nuværende højere gæld og nøjes med at refinansiere den, så længe der er investorer, der vil låne Danmark pengene til så lave renter:
“Det er forkert at sige, at statsgæld er gratis i den forstand. Men der er heller ikke noget, der taler for, at man død og pine skal gå efter at have en statsgæld på nul så hurtigt som muligt,” siger han.
Tidligere overvismand Michael Svarer ligger heller ikke vågen om natten og tænker på statsgælden.
Så længe vi overholder budgetloven og de andre finanspolitiske regler, mener han, at vi med det, han kalder almindelig gældshåndtering, hvor der betales af på gælden i gode år, uden problemer kan håndtere coronaregningen.
“Jeg er slet ikke nervøs for det gældsniveau, vi har. Det kan sagtens være meget højere, uden at det vil være problematisk,” siger Michael Svarer.
Når økonomerne ser ret afslappet på stigningen i gælden, hænger det sammen med, at staten – modsat frygten i foråret – stadig kan låne til negative renter, selvom der er udstedt meget ny statsgæld i 2020.
“Investorerne har elsket danske statsobligationer og købt op som sindssyge. Den frygt, vi havde om stigende renter, er ikke blevet indfriet,” siger Michael Svarer.
Hvis man vil, kan man med de foreløbige tal for, hvordan coronakrisen har ramt de offentlige finanser, ellers godt tegne et problematisk billede:
Ifølge Finansministeriets seneste økonomiske redegørelse, der kom kort før jul, steg ØMU-gælden fra 33 pct. af bnp i 2019 til 43,5 pct. af bnp i 2020. Det er den gæld, der ifølge EU's regler ikke må vokse sig større end 60 pct. af bnp.
Men på grund af den stigning i gælden, som coronakrisen har medført, er der nu udsigt til, at gælden faktisk vil nå 60 pct. i 2050, når flere danskere går på pension og færre er i arbejde.
Og for at gøre det værre så vil renteudgifterne til den øgede statsgæld allerede fra 2030 betyde, at underskuddene kommer til at overskride budgetloven i mange år – det er den såkaldte hængekøjeudfordring.
Der hører dog nogle men'er med til billedet.
For det første skyldes en stor del af stigningen i ØMU-gælden fra 2019 til 2020 – omtrent halvdelen – faktisk slet ikke coronakrisen. I stedet dækker det over, at låntagningen for almene boliger er lagt over på staten, fordi staten kan låne billigere.
Men staten har samtidig overtaget de almene boliger som aktiv. Så i realiteten har de offentlige finanser ikke fået det værre af det, selvom bruttogælden er steget, forklarer Carl-Johan Dalgaard. Der er tale om “balanceoppustning”, og hvis 60-procentsgrænsen nogensinde bliver et problem, så kan man i princippet løse det ved at gøre det modsatte i stedet for at spare eller hæve skatterne.
Samtidig afhænger hængekøjeproblemet meget af Finansministeriets forudsætning om, at renten på en tiårig statsobligation gradvist vil stige til 1,5 pct. i 2030 og videre til 4 pct. i 2050. Sker det ikke, bliver renteudgifterne og dermed underskuddet mindre, og det kan få problemet til at skrumpe eller helt forsvinde.
Endnu to ting betrygger overvismanden yderligere:
Hvis man kigger på nettogælden, der tager højde for, at staten også har aktiver, f.eks. ejerskabet af Ørsted, så havde Danmark ifølge Danmarks Statistik i tredje kvartal 2020 faktisk en nettoformue. Altså reelt ingen gæld.
Samtidig er der på langt sigt overholdbarhed i statskassen, hvilket betyder, at der kommer flere penge ind, end der skal op, når man regner helt frem til år 2100. Det betyder, at de offentlige finanser helt grundlæggende hænger sammen.
Den overholdbarhed har coronakrisen kun slået en flig af, forklarer overvismanden. Før coronakrisen kunne det offentlige forbrug øges, eller skatterne sænkes, svarende til 1,8 pct. af bnp, uden at staten løb tør for penge på langt sigt. I dag er tallet 1,6 pct. af bnp. Overholdbarheden afhænger dog helt af, at pensionsalderen bliver sat op i fremtiden, når vi lever længere.
Selvom de lave renter har gjort økonomerne mindre bekymrede for, at staten bærer rundt på lidt mere gæld, så understreger de alle, at gæld på ingen måde er gratis. Og bare fordi man kan låne penge, behøver man ikke gøre det.
“Investorerne har elsket danske statsobligationer og købt op som sindssyge
Tidligere overvismand Michael Svarer
“Når staten låner, f.eks. til at finansiere hjælpepakker eller offentlige investeringer, kan de samme penge ikke bruges senere f.eks. til fremtidig velfærd eller nye kriser. Og højere gæld koster mere i form af rentebetalinger på længere sigt,” siger Signe Krogstrup.
Derfor skal vi ikke bare fortsætte med at lade gælden vokse efter krisen. Højere gæld er ikke ønskværdigt. Det er omstændighederne, der gør, at gældssætningen har været fornuftig denne gang, og de lave renter, der gør det ret uproblematisk.
“Hvornår statsgælden bliver et problem, kan ikke sættes på en fast formel. Det afhænger bl.a. af renteniveauet, og de lave renter, vi ser globalt, gør alt andet lige, at statsgælden kan være højere, uden at den bliver uholdbar,” siger Signe Krogstrup.
Et vigtigt parameter at styre efter er, at gælden aldrig må blive så stor, at vi ikke kan håndtere en pludselig rentestigning.
“Det er vigtigt at holde sig for øje, at renterne kan stige, og at gælden ikke bør være højere, end at der også er råd til den ved højere rente,” siger Signe Krogstrup.
Hvis renten stiger, så kan det milde syn på højere gæld hurtigt fordufte, forklarer Michael Svarer:
“Der er ikke nogen garanti for, at renten er lav for evigt. Hvis renten stiger, så påtager man sig en sårbarhed ved at have højere gæld. Så risikerer man at komme tilbage i den situation, som vi var i tidligere, hvor vi havde en stor udlandsgæld, der skulle refinansieres til høje renter, og så ender du med at bruge en stor del af råderummet på rentebetalinger,” siger han.
Lige nu er der langt til den situation. Og derfor er økonomernes bedste råd: så længe vi bruger pengene fornuftigt, så klarer vi nok, at statsgælden også bliver lidt højere.
