I Novo-familien går det godt. Så godt faktisk, at Novo Holdings er Danmarks suverænt største donor af selskabsskat til den danske statskasse.
Det fremgår af en opgørelse, Børsen har lavet ud fra de åbne skattelister i Skattestyrelsen. I 2018, der er nyeste år i databasen, betalte Novo Holdings 7,1 mia. kr. i selskabsskat, over dobbelt så meget som Danske Bank, der med 3,2 mia. kr. er nummer to på listen.
Men i 2019 er tallet endnu større, understreger Peter Haahr, finansdirektør i Novo Holdings.
“Det er udtryk for, at det går godt i de selskaber, hvor vi har ejerskab, herunder især Novo Nordisk
Peter Haahr, finansdirektør i Novo Holdings
“Novo Holdings' samlede skattebetaling for den danske sambeskatning for 2019 var på godt 8,4 mia. kr. Niveauet for vores skattebetaling er et udtryk for, at det går godt, i de selskaber hvor vi har ejerskab, herunder især Novo Nordisk,” siger Peter Haahr, finansdirektør i Novo Holdings.
Blandt de andre virksomheder i topti over skattebetalere finder man energikoncernen Ørsted på en tredjeplads med 2,5 mia. kr., Lego-familiens selskab Kirkbi på en fjerdeplads med 1,9 mia. kr. og smykkegiganten Pandora på en sjetteplads med 1,3 mia. kr.
Ifølge Kenneth Joensen, fagdirektør i Skattestyrelsen, springer det i øjnene, at bare ti danske selskaber betaler 21 mia. kr. i selskabsskat – over en tredjedel af det samlede provenu.
“Der er nogle meget store skatteydere i toppen, og vi gør en dyd ud af at have en god dialog med dem. Vores indsats står på to ben, hvor der er solid kontrol, når der er brug for det, men hvor vi også er en medspiller for selskaberne,” siger Kenneth Joensen.
Ifølge en rapport fra Skattestyrelsen lagde de danske virksomheder 65 mia. kr. i selskabsskat i 2018 – men den samlede skattebetaling fra selskaberne var oppe på 338 mia. kr., især fordi selskaberne også indbetaler moms og afgifter, som forbrugerne betaler.
Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI, kvitterer for rapporten.
“Det giver et godt indblik i den afgørende rolle, virksomhederne spiller i forhold til opkrævningen og betalingen af de skatter, som holder velfærdsstaten kørende,” siger Jacob Bræstrup.
Jacob Bræstrup understreger, at virksomhederne også indbetaler lønskatter for medarbejderne.
“I det hele taget er det et overset faktum, at langt størstedelen af den praktiske skatteopkrævning i Danmark i dag varetages – gratis – af virksomhederne,” siger Jacob Bræstrup.