ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danskerne trykker på pensionspedalen: Halvdelen kan holde deres levestandard, når de går på pension

Formuerne uden for Aarhus

har de sidste ti år taget et tigerspring: Nu er fem kommuner blandt de 35 rigeste, viser tal fra Velliv. Borgmester døber det “gin og tonic-bæltet”

Ifølge pensionsselskabet Velliv ser vi i dag, at danskerne over en bred kam får en mere robust opsparing til alderdommen. Arkivfoto:Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ifølge pensionsselskabet Velliv ser vi i dag, at danskerne over en bred kam får en mere robust opsparing til alderdommen. Arkivfoto:Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pension er blevet allemandseje. Uanset hvilket hjørne af Danmark du slår ned på, finder du familier med en god portion opsparede midler til alderdommen.

“Der er noget nyt, at det går i den retning,” siger cheføkonom i Velliv Jens Christian Nielsen.

Han har kigget på formuer, friværdier og pensioner på tværs af landets 98 kommuner. Der tegner sig billedet af et Danmark, hvor pension fylder mere i familiers samlede økonomi.

Danskerne er gode til ikke at lægge alle æg i samme kurv

Direktør i Confida, Marianne Thørs

“Sådan var det slet ikke, hvis du spoler tilbage til 80´erne og 90´erne. Der var der meget større ulighed i pensionsopsparing,” siger Jens Christian Nielsen.

Og hvorfor går det så den vej? Svaret skal findes før årtusindskiftet, hvor pensionssystemet blev udbygget. Flere blev omfattet af pensionsordninger via deres arbejde, og folk begyndte at betale mere ind. Det er altså det, vi ser effekten af nu.

“Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om folk reelt har haft et valg. Det er jo fordi, at vi har fået obligatoriske pensionsordninger,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Når du er ung, nyuddannet og starter i dit første job, kommer du i dag hurtigere i gang med pensionsindbetalingerne end for 20 år siden. Mange sparer nu op til pension igennem hele livet, hvis de har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gør, at fremtidens pensionister er bedre stillede end tidligere, mener Velliv.

“Tvungen opsparing er det absolut mest effektive greb til at få folk til at spare op,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Og opgørelsen fra Velliv peger altså på, at pensionsreformerne har været effektive. Men en god opsparing til alderdommen er jo mange ting, mener direktør og finansiel rådgiver i Confida, Marianne Thørs.

“Danskerne er gode til ikke at lægge alle æg i samme kurv. De har en god formue både i form af pension, men også i friværdi og anden opsparing,” siger hun.

Tallene fra Velliv viser, at en gennemsnitlig pensionsformue for en familie i Rudersdal er 2 mio. kr., mens den er 600.000 kr. i København. De to kommuner, som har den henholdsvis største og mindste formue. Derimellem ligger så de øvrige 96 kommuner, hvor opsparingerne over en bred kam fremstår robuste.

“Der er masser af steder i verden, selvom det er i rige lande, hvor der er store problemer med fattige ældre. De problemer har man stort set ikke i Danmark,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Ifølge Velliv kan halvdelen af danskerne opretholde deres økonomiske levestandard, når de går på pension. Den andel vil kun stige i de kommende år, anslår pensionsselskabet.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis