Danmarks næstrigeste: "Jeg kan sikkert gøre det bedre endnu"

Børsen har på nærmeste hold fulgt manden bag en af Danmarks største erhvervssucceser

Det styrtregner i Aarhus. Mørket har allerede lagt sig over byen, og det er svært at se en meter frem i den dunkle gadebelysning. Folk småløber henover det glatte fortorv. Kun én mand går målrettet med raske skridt gennem gaderne. Det er Anders Holch Povlsen.

Den 44-årige erhvervsmand bag modekoncernen Bestseller ænser knap, hvordan regnen står ned i stænger. Han har travlt. Der er meget, han skal nå.

På hjørnet af Sankt Clemens Stræde stopper han op. Ser sig lidt omkring, før han stiller sig i læ under en markise. Han kigger på bygningen foran sig, Rømerhus, der er pakket ind i stilladser.

“Det bliver godt, det her,” siger han og tørrer en regndråbe af kinden.

“Jeg ejer bygningen. Den er over 120 år gammel. Nu har vi brugt meget tid på at renovere den, så jeg håber, folk vil synes om resultatet,” siger han og træder ud i regnen igen.

“Kom, vi skal denne vej.”

Anders Holch Povlsen sætter tempoet endnu et nøk i vejret. Der er flere bygninger, han skal nå at pege ud. Gennem årene har han erhvervet sig en række af de bedst beliggende ejendomme i Aarhus Midtby, men det er ikke, fordi han har en stor og forkromet plan med de mange opkøb. Tværtimod.

“Altså, jeg synes jo ikke selv,
der er en historie.
Hvad er det egentlig, du vil fortælle?” siger han, da den indledende smalltalk er overstået.

“Jeg køber af ren og skær interesse. Jeg holder meget af gamle bygninger og interesserer mig for, hvordan man kan udvikle ejendomme og skabe nyt liv omkring dem. Jeg vil ikke kalde det en hobby. Mit arbejde er min hobby, så det her er vel mere en slags passion,” siger han.


Alene Anders Holch Povlsens brug af ordet passion er et gennembrud. Det er et begreb, han kun sjældent gør brug af, og det næsten piner ham at sige det. For passion er forbundet med følelser og ligger meget langt fra det, han normalt udtaler sig om. Hvis han da overhovedet siger noget som helst.

I mange år har standardkommentaren været den samme, hver gang medierne har bedt om en udtalelse fra ham: “Ingen kommentarer,” har det lydt igen og igen.

For Anders Holch Povlsen bryder sig ikke om opmærksomhed. Og da slet ikke af den slags, som går tæt på.

Han vedkender sig, at han som erhvervsdrivende i Danmark har en række forpligtelser, men at udtale sig om dette og hint – privat eller professionelt – ligger ham meget fjernt, for som han siger, har han “jo et arbejde at passe.”

“Jeg er ydmyg over for det faktum, at andre synes, det går mig og Bestseller godt, og at de gerne vil høre om succesen og det liv, jeg lever. Men der er altid et eller andet i mig, der siger, at jeg sikkert kan gøre det endnu bedre endnu, så jeg prioriterer at arbejde.”

Manden bag myten

Anders Holch Povlsen er flere gange udråbt som Danmarks næst­rigeste mand. I Storbritannien kalder de ham “The King of Scotland,” da han er den største private jordbesidder i højlandet, mens han i Rumænien er kendt som en slags filantrop, der opkøber store skovområder til naturbevarelse.

Herhjemme er det de færreste, der ved, hvem han er. Han er langt fra allemandseje. Men det er det tøj og de mærker, han står bag. Med brands som Jack & Jones, Vero Moda, Only og Selected er Bestseller-koncernen en fast del af det danske bybillede. Men også på globalt plan er Bestseller en mastodont med flere tusinde butikker.

Læg dertil Anders Holch Povlsens private investeringer i virksomheder som Nemlig.com, Normal, Skousen, Whiteaway samt internetfænomener som Asos, Zalando, Stylepit og Miinto, og der dannes et billede af en mand, som favner bredt, og som åbenbart har fundet formlen på flere timer i døgnet.

Men nej, Anders Holch Povlsen har kun 24 timer til rådighed hver eneste dag, året rundt. Til gengæld er hver enkelt af dem pakket fuldstændig til bristepunktet.

At få en aftale med ham i kalenderen er lidt af et mirakel. Og da første del af dette interview finder sted i Aarhus en sen decemberdag, er det også med tre kvarters forsinkelse, og først da alle andre medarbejdere i Bestseller-bygningen på havnen for længst er gået hjem.

Der er ikke nogen historie

Han tager imod på fjerde sal i det nyopførte domicil, som er skabt af tegnestuen C.F. Møller, men nærmest håndholdt af Anders Holch Povlsen selv.

Han har været “totalt hands-on” på hele projektet, fortæller han og tilføjer, at han skam kender hver en krog i bygningen.

Efter planen skal han sammen med sine nærmeste medarbejdere rykke ind på øverste etage, men da denne endnu ikke er helt færdig, har han indrettet et interimistisk kontor på en etage, der er helt tom på nær et par skriveborde og et sparsomt møbleret mødelokale.

Stemningen er uformel, og det samme er hovedpersonen. Han er afslappet klædt i et par blå bukser, en hvid skjorte og en mørkeblå vest. Han holder håret på hovedet kort, men skægget har fået lov at gro. Ikke på hipster-manér, men velplejet.

Et øjeblik sidder han lidt uroligt på sin stol og tjekker sin mobiltelefon op til flere gange, men lægger den så fra sig og ser op.

“Altså, jeg synes jo ikke selv, der er en historie. Hvad er det egentlig, du vil fortælle?” siger han, da den indledende smalltalk er overstået.

“Jeg driver en virksomhed, og vi klarer os fornuftigt, men jeg skal ikke stå frem i Børsen, fordi jeg om tre-fire år skal ud at have nyt job og sige, at jeg engang har været i avisen. Det skal jeg jo ikke. Jeg bliver her,” siger han og lægger armene over kors.

Det er lidt op ad bakke, men Anders Holch Povlsen ved godt, at han gemmer på en historie, der har alle elementer af fascination.

To uger senere står Anders Holch Povlsen på fjerde sal i Bestseller-­bygningen i Aarhus med sin mobiltelefon i hånden.
Han taler hurtigt. Han taler meget. Han taler forretning.

Men da snakken lidt senere handler om ham, bliver han helt stille.

Det er, som om han går fra femte gear ned i første. Eller endnu længere ned. Han er uvant i situationen og føler måske ubehag ved de personlige spørgsmål.

Det er historien om en ung mand, der i 2001 overtager forældrenes livsværk og på rekordtid mangedobler omsætningen og gør sig selv til en af de absolut mest succesrige erhvervspersonligheder i nyere tid.

Og det endda uden at føre sig frem i medier, VL-grupper eller på den internationale jetset-scene. Noget, der for ham, lyder nærmest absurd.

“Nej, nej, nej. Du ser ikke mig eller min familie på den røde løber eller til gallapremierer og den slags. Aldrig. Det er helt bevidst fra vores side at holde os tilbage. Måske er det ud fra devisen om, at den, der lever stille, lever godt,” siger han.

“Men jeg har været heldig. Begge mine forældre har altid drevet virksomhed, og jeg har altid syntes, det var interessant. Hvad enten jeg var med min mor ude på lageret eller med min far ude at se på butikker. Jeg husker også de aftener, hvor jeg blev sent oppe og hørte min far tale i telefon med leverandører. Det lød simpelthen så spændende. Senere begyndte jeg at pjække fra gymnastiktimerne, for jeg ville hellere over på lageret og give en hånd med. Jeg var fascineret af det, der foregik derovre. Jeg var vel 13-14 år gammel.”

Så måske er dét fortællingen? Historien om drengen, der i en tidlig alder ser lyset i hårdt arbejde og så bare knokler derudaf? Er det dén historie, han vil gå med til at tale om? Kan vi lave en aftale?

“Ja, men så synes jeg også, du skal med til Brande, til hovedkontoret. Og du skal altså stå tidligt op,” siger han og giver sin sekretær besked om, at der skal endnu en aftale i kalenderen.

Arbejdet fylder alt i familien

To uger senere står Anders Holch Povlsen på fjerde sal i Bestseller-bygningen i Aarhus med sin mobiltelefon i hånden.

Han taler hurtigt. Han taler meget. Han taler forretning.

Men da snakken lidt senere handler om ham, bliver han helt stille. Det er, som om han går fra femte gear ned i første. Eller endnu længere ned. Han er uvant i situationen og føler måske ubehag ved de personlige spørgsmål.

Spørger man ham om Bestseller, om Zalando eller Nemlig.com, er der ingen problemer. Kun når emnet hedder Anders Holch Povlsen, bliver der stille. Men langsomt åbner han op. Han taler sig varm. Især familien vil han gerne fortælle om, for det er hér, det hele begynder.

“Jeg har en fin barndom. Jeg vokser op på en bondegård, Kærby, nær Brande, og mine forældre arbejder meget, men jeg føler ikke noget afsavn. Når vi som familie er på rejser sammen – du kan ikke kalde det ferier – så er det altid med forretning for øje. Vi besøger leverandører og sælgere over hele verden. Det handler altså ikke om at ligge på stranden...”

"Det handler om at gå forrest. Og jeg giver den gas.
De varer, der kommer ind på lageret i dag, skal også ud i dag.
Jeg husker en eftermiddag i starten af min karriere,
hvor nogle af de ansatte vil gå hjem, før arbejdet er gjort.
Så siger jeg til dem:
"Okay, det skal I ikke tænke på. Jeg gør det bare selv."

Anders Holch Povlsen smiler for første gang. Et lille, skælmsk smil, men det er der. Han holder ikke øjenkontakt længe ad gangen, men ser ofte ned i gulvet eller ud i horisonten gennem de meterstore vinduer med direkte vue til Aarhus Havn. Det er, som om han har brug for at søge ind i sig selv for at finde svar på de spørgsmål, han kun sjældent bliver stillet. Han er ikke typen, der befinder sig så meget inde i sin egen navle. Det har han simpelthen ikke tid til.

Han fortæller, at arbejdet og virksomheden fylder alt i familien, mens han vokser op, men han synes ikke, forældrene prioriterer forkert, for han kan jo mærke, at arbejdet gør dem glade, og han gør selv sit for at suge viden til sig. Det er derfor, han i en tidlig alder opsøger arbejdet på lageret, og her lærer han en vigtig lektie.

“Det handler om at gå forrest. Og jeg giver den gas. De varer, der kommer ind på lageret i dag, skal også ud i dag. Jeg husker en eftermiddag i starten af min karriere, hvor nogle af de ansatte vil gå hjem, før arbejdet er gjort. Så siger jeg til dem: “Okay, det skal I ikke tænke på. Jeg gør det bare selv.” Altså det virker jo ti gange bedre end en masse e-mail eller Power Point-præsentationer, når man selv går forrest med et godt eksempel. Jeg tror allerede dengang, at folk, der tænker, jeg bare er chefens søn, får et andet billede og et andet indtryk af mig.”

Som 19-årig bliver han af sin far, Troels Holch Povlsen, taget med til et bestyrelsesmøde i Bestseller, og dén oplevelse husker han helt klart.

“Jeg er tidligt begyndt at interessere mig for regnskaber, og som ung får jeg fat i de årlige branchebøger, hvor jeg læser om alt fra vækstrater til nøgletal, omsætning og bundlinje. Det fascinerer mig, og jeg sluger det råt. Det bliver nærmest en sport for mig, og jeg kan se, at det har en værdi, da jeg til mit første bestyrelsesmøde i Bestseller overrasker alle de andre, netop fordi jeg er så godt inde i tallene, og de synes, det er sjovt. Vi er jo på samme hold.”

Men derfra til selv at skulle overtage hele forretningen en dag, er der endnu langt, erkender han.

“Mine forældre prøver også tidligt at forklare mig, at det ikke nødvendigvis er lykken at være anden generation og overtage en familievirksomhed, og de tilføjer, at det slet ikke er en selvfølge, at jeg kan blive del af virksomheden. Det har nok den modsatte effekt på mig, for da bliver jeg først rigtig interesseret og arbejder endnu hårdere.”

Forretning for lånte penge

Den største test kommer i 1996, da han som 24-årig af sin far bliver bedt om at overtage en skrantende Bestseller-forretning, tøjmærket Vila, som har kørt med underskud i nogle år. Flere direktører er allerede blevet fyret, da Anders Holch Povlsen bliver sat i spidsen.

“Jeg er kommet hjem fra mine studier i Tyskland og England, da min far en dag spørger mig, hvad min plan egentlig er? Men da jeg ikke lige på stående fod kommer op med en færdig idé, så sørger han for at aktivere mig med Vila,” siger Anders Holch Povlsen, der især husker ét telefonopkald fra de dage.

“Det er fra Kaj Laursen nede i Unibank i Brande, der siger til mig, at han har hørt, jeg skal låne nogle penge. “Nå, hører du det? Hvem hører du det fra?” spørger jeg, og så fortæller han, at han har talt med min far om, at jeg skal købe halvdelen af Vila, men at jeg skal låne pengene. Det er jeg jo ikke særlig stolt af, for det er ikke den optimale måde at starte en virksomhed på. Altså for lånte penge, men sådan bliver det.”

Anders Holch Povlsen erkender i dag, at det er et smart træk af faderen, som han beskriver som både “meget forudseende og med et helt fantastisk instinkt.”

“Han sætter mig i spidsen for Vila ud fra den tanke, at hvis noget i forvejen går så dårligt, kan det vel kun gå bedre.”

Fire år senere er Vila en bragende succes, og mærket modtager årets landsdækkende gazellepris af dagbladet Børsen, der fremhæver en vækstrate på over 1200 pct.

“Det lykkes os at forvandle Vila, og det er stort set med de samme ansatte, som i mange år skaber underskud. Vi formår at ændre kulturen i virksomheden og giver den en skalle. Det giver gode resultater, og jeg lærer en masse om virksomhedsdrift. Vila er min læreplads, hvor jeg lærer hele værdikæden at kende.”

Anders Holch Povlsen har pludselig en ny aftale, der står for døren. Fortsættelsen af historien må derfor vente til senere ud på eftermiddagen, da han er på rundtur i Bestseller-huset ud fra devisen “management by walking around.”

Et interview med ham må også nødvendigvis foregå on-the-go, for sådan er han. I gang. Altid. Han står sjældent stille, og selv hvis han sidder ned, er der gerne en finger, der kører ivrigt op og ned på bordpladen. Der brænder en ild i ham. Og der skal ske noget. Hele tiden. Er han et utålmodigt menneske?

“Lad mig sige det sådan, at jeg ikke er typen, der nedsætter arbejdsgrupper til at tænke over tingene. Vi er også meget opmærksomme på ikke at bruge al vores tid på interne møder,” siger han og springer et par trin op ad den store marmortrappe, der løber gennem hele huset.

"Hvad så? Går det godt?" spørger han den unge mand, der ser forbavset op på chefen. Som i chefen for det hele.

Ved et lille tekøkken falder han i snak med en yngre, mandlig medarbejder, der er ved at sætte en tallerken på plads i opvaskemaskinen.

“Hvad så? Går det godt?” spørger han den unge mand, der ser forbavset op på chefen. Som i chefen for det hele.

“Ja, jo tak. Det går fint,” siger han lettere perpleks.

“Hvad arbejder du så med? Spændende, men er du glad? Hvad er dit budget? 15.000 euro? Uhh, pas på med det der. Det kan koste os dyrt,” siger Anders Holch Povlsen i en byge af hurtige spørgsmål, der ender i en snak om fordele og ulemper ved brugen af traditionelle trykte kataloger modsat digitale ipapers, der har den fordel, at “de løbende kan opdateres, og så er de jo billigere,” siger Anders Holch Povlsen.

“Ham, vi lige mødte, er en vigtig medarbejder. Han har et stort ansvar og spiller en nøglerolle i den digitale omstilling, vi er i gang med,” lyder forklaringen, da vi er på vej tilbage til kontoret.

“Det er afgørende, at vi får en fuldstændig digital engrosforretning og ikke hænger fast i fortiden. Vi er nødt til at gå all-in på det digitale, som vi jo godt ved, er fremtiden.”

Kalendermøde i høj fart

Anders Holch Povlsen vurderer, at den digitale omstilling er den største udfordring i hans tid som ejer og leder af koncernen, men han tror også, at de fysiske butikker har en fremtid side om side med online-handlen.

“Der bliver måske færre, men større Bestseller-butikker, som alle skal linkes op på en digital platform, ligesom vores kundeklubber skal udvikles, så vi sikrer loyalitet mellem butik og kunderne, der vil opleve brandet live. De skal stadig have et sted, hvor oplevelsen står i centrum, men langt flere vil fremover benytte sig af onlinemulighederne. Det er hævet over enhver tvivl.”

Der er dog ikke så meget digital udvikling over den gammeldags A4-papkalender, som han lidt efter finder frem i et lokale oppe på fjerde sal. Det er tid til kalendermøde med sekretæren, og de næste tre måneders aftaler bliver kørt igennem, mens Anders Holch Povlsen med sin kuglepen laver noter ude i siden af kalenderen.


Sekretæren sætter sig direkte over for ham, og så går det ellers hurtigt.

“Så har vi Kina, ligesom jeg har sat Indien ind. Australien er tilføjet i marts. Og det er bare de store rejser. De mindre rundt omkring i Europa tager vi ad hoc, ligesom vi nok må skubbe Canada og Latinamerika til efter sommer,” forklarer sekretæren.

Anders Holch Povlsen nikker ivrigt, scanner kalenderen og ser op.

“Jeg er nødt til at tage til London hurtigst muligt.”

“Kan det vente?”

“Hvornår skal jeg derover næste gang?”

“Den 30.”

“Så skal det være før.”

“Du har jo også et møde i Oxford.”

“Yes, vi lander i Oxford. Så er der noget med, at jeg kan tage et hurtigtog ind til London. Det gør vi. Følger du lige op på det, så vender jeg retur i aften.”

Sekretæren afslutter mødet med at skubbe en bunke papirer tværs over bordet. Anders Holch Povlsen underskriver dem i rivende fart uden at tjekke, hvad det egentlig er, han godkender.

“Altså hvis de vil snyde mig, kan de gøre det,” siger han.

“Det gør de nok ikke. Papirerne kommer nede fra vores juridiske afdeling, så jeg regner med, at de har styr på det. Kom, vi smutter,” siger han og småløber hen til elevatoren.

Nede i parkeringskælderen holder en chauffør klar i en koksgrå Tesla Model X. Anders Holch Povlsen har ikke selv noget kørekort.

“Det har man ikke, når man overhaler politiet med 212 km/t,” konstaterer han tørt.

“Folk spørger mig tit, om det ikke irriterer mig, at jeg har mistet mit kørekort, men alle er lige for loven, og jeg savner det egentlig ikke. Jeg bruger min tid i bilen til at snakke med folk over telefonen og få fulgt op på nogle e-mail. Det fungerer,” siger han og beder chaufføren hente ham i den anden ende af byen om 30 minutter.

“Lad os gå en tur,” siger han og smutter ud i aftenmørket, hvor regnen tager til.

Det mest værdifulde aktiv

Anders Holch Povlsen går op gennem latinerkvarteret, hvor han udpeger en række bygninger, han netop har opkøbt. Han fortæller, at han med tiden vil sætte dem nænsomt i stand med respekt for kvarterets kvaliteter, og tilføjer så, at han også ejer en række centrale bygninger i København og nogle stykker i London. Men han er træt af, at engelske medier for nylig skrev, at han ejer 11 godser i Skotland. Der er kun tale om tre, men det er rigtigt, at han op til flere gange har opkøbt omkringliggende jord, så han nu råder over et større landareal. Et område, han sætter stor pris på, og som han ofte selv besøger, fortæller han.

“Min familie og jeg tilbragte nytår sammen i Skotland. Det er et smukt område med nogle dejlige mennesker. Naturen er fantastisk, selvom det ofte bare er lyng og lidt højmose. Anderledes ser det ud i Rumænien, hvor jeg har købt en del land til naturbevarelse. Det er primært skovarealer, men nok den eneste mulighed, vi har her i Europa, for at lave noget, der bare minder en lille smule om de nationalparker, man har i USA. Jeg er af den klare opfattelse, at vores natur – og særligt den vilde natur – er det mest værdifulde aktiv, vi overhovedet har,” siger Anders Holch Povlsen, der også har planer om at investere mere aktivt i Afrika ud fra devisen om, at vi skal passe på vores jord, mens vi kan.

“Når jeg involverer mig i naturbevarelse, handler det ikke kun om livskvalitet, men også om at tænke langsigtet og planlægge en fornuftig brug af jordens ressourcer. Det hele handler ikke kun om økonomisk vækst, men også om herlighedsværdier.”

Et øjeblik står han og ser sig omkring, men får så øje på chaufføren, der holder og venter ovre på den anden side af gaden. Klokken nærmer sig 19, og han har en fast aftale med sin familie om, at når han er i Danmark, så spiser han aftensmad hjemme kl. 19.30 tre gange hver uge. Det er en aftale, han holder.

Kina hører til kongedømmet

Det er stadig mørkt, da Anders Holch Povlsen næste morgen hopper ind på passagersædet i Tesla’en foran landstedet Constantinsborg syd for Aarhus, hvor han bor sammen med sin familie.

Han tygger ivrigt på et stykke tyggegummi og har knap nok fået selen på, før han er i gang med dagens første telefonopkald. Klokken er 07.51.

Vi er på vej til Bestsellers hovedkvarter i Brande, hvor mere end 1400 ansatte til daglig arbejder med salg, indkøb, design, marketing og it.

"Man kan dog godt sige, at det er selve vores
generationsskifte, som bliver tilendebragt der. Men det er ikke noget, vi på det tidspunkt eller siden har ønsket
at gå ud og skilte med."

Det er dog kun en lille del af koncernens mange ansatte, der holder til her i det midtjyske, og spørger man Anders Holch Povlsen selv, er det ikke engang sikkert, at Bestseller fremover vil være en udpræget dansk virksomhed.

“Det er vi jo heller ikke i dag. Vores design er måske skandinavisk inspireret, men 95 pct. af vores omsætning ligger uden for Danmark, så det vil være en hæmsko, hvis vi kun ser os selv som danske. Vi er en international forretning.”

Og dét endda i en grad, som ikke tidligere har været kendt, for Anders Holch Povlsen fortæller nu for første gang offentligt, at han allerede for fem år siden overtog faderens ejerskab i den kinesiske del af Bestseller, som drives sammen med to partnere. Det er en stor organisation med over 6000 forretninger, som på verdensplan får antallet af Bestseller-butikker helt op i nærheden af 10.000. Den kinesiske del af virksomheden drives dog fortsat separat og har som sådan ikke noget med den danske del af Bestseller at gøre, fortæller han.

“Man kan dog godt sige, at det er selve vores generationsskifte, som bliver tilendebragt der. Men det er ikke noget, vi på det tidspunkt eller siden har ønsket at gå ud og skilte med,” som han siger.

“Sådan noget kan hurtigt komme til at fylde alt for meget, og det har jeg ingen interesse i.”

Anders Holch Povlsen har dermed nok at se til, når han vil indfri sin ambition om at være en topchef, der er “tæt på” sin organisation. Med over 40 kontorer rundt om i verden handler hans hverdag om at være på vej. I transit. Fra et sted til et andet. Fra land til land.

Han fortæller, at han stort set er bortrejst i udlandet hver anden uge, men at han ser det som en nødvendighed, for “man skal ikke begå den fejl at tro, at hovedkontoret altid er de klogeste.”

“Jeg holder meget af at rejse og er af den opfattelse, at jeg ofte får mere at vide ved at tale med folk ude omkring, der er tæt på kunderne. Det er vigtigt for mig at komme ud og møde de mennesker, der sidder med de reelle udfordringer i hverdagen, men det handler i høj grad også om nærhed og synlighed. Jeg vil gerne vise de mennesker, der er del af virksomheden, at jeg har en oprigtig interesse i det, de laver.”

Klokken har nu passeret 08.30, og han er i gang med morgenens tredje opkald. Det er primært Bestsellers landechefer og finansdirektøren, han drøfter et par aktuelle udfordringer med, men på mobilen tjekker han også det seneste døgns ordreindgang samt bevægelserne på Bestsellers lager.

“Ja, det er meget konkret. Jeg tjekker, hvad vi har sendt fra lageret i går. Det er jo en del af kerneforretningen,” konstaterer han mellem to opkald.

Det er især nogle bomber jackets, som stadig ligger på lager, der volder problemer. De skal ud i butikkerne, for det er nu, der er salg i dem, forklarer han over telefonen til en kollega, idet vi svinger ind i Bestsellerland i Brande.

Her skyder den ene store bygning efter den anden op i det flade landskab. Hvert brand har sin egen ejendom. Dér ligger Only, derovre er det Jack & Jones, mens Name It holder til nede for enden.
Anders Holch Povlsen skynder sig ud af bilen med mobilen for øret. Han suser ind i Raketten – det hedder bygningen, hvor Bestsellers direktion holder til.


Første møde begynder om mindre end tre minutter. Resten af dagen er pakket med aftaler.

Chefens eget kontor er ganske afdæmpet. Han kommer her ikke så ofte, så det er sparsomt med personlige ejendele. Kun et diplom fra dengang, han blev udnævnt til æresdoktor på Anglia Ruskin University i Cambridge samt et par sort-hvide foto af familien har fået plads på væggen. Men de antikke møbler er fra Kina og rummer en helt særlig historie.

“Det er faktisk min far, der har sat dem herind. Han vidste godt, at jeg dengang samlede på kinesiske møbler, så han satte dem her, før han selv trådte tilbage. Det var i 2001.”

Siden har virksomhedens grundlægger, Troels Holch Povlsen, kun været tilbage i bygningen “måske to-tre gange.”

“Ja, han har holdt sig væk, og det er ret imponerende. Det er svært at afgive sit livsværk, og de første tre-fire år var da også svære, men siden har der ikke været noget. Troels flyttede til Horsens, hvor han skabte sit eget firma, Nine United, og så lod han ellers mig styre virksomheden. På den måde har vi været heldige med vores generationsskifte. Mine forældre havde tænkt sig godt om og set på, hvordan andre var lykkedes med opgaven, og de besluttede sig for, at der var én, der fik forpligtelserne, og en anden, der fik midlerne. Sådan blev fordelingen mellem min bror, Niels, og mig.”

Dengang far holdt tale

Spørgsmålet er så, om missionen lykkedes? Har overtagelsen været en succes?

“Ha, ha, det er jo kun 15 år siden, og der er meget at bevise endnu og meget, jeg endnu skal have gjort. Jeg ser ting hver dag, som vi kan gøre bedre, så jeg kommer aldrig helt i mål. Det kan da godt være en smule stressende, men hvis du spørger mig, om jeg har haft stress, er svaret nej. Jeg trives med det her, men er også ydmyg og har respekt for det liv, mine forældre har givet mig. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft brug for at gøre oprør. Slet ikke.”

Han ser igen på sin mobiltelefon. Et tegn på, at tiden er ved at løbe fra ham. Han har endnu to møder før middag, men lover, at han nok skal give en rundtur. Han skal bare lige finde tiden til det, siger han og rejser sig op.

“Ved du hvad? Jeg har meget sjældent hørt folk sige sådan noget som: “Det ville din far aldrig have gjort” eller “Er du nu sikker på, at det er i Troels’ ånd?” Folk har taget godt imod mig, ligesom mine forældre har givet mig plads. De har ikke blandet sig i min måde at drive virksomhed på, men når det er sagt, har vi også altid været enige om langt de fleste ting. Vi har måske haft forskellige måder at nå målene på, men vi har været enige. Vi taler stadigvæk sammen mindst et par gange om dagen, og jeg vender mange ting med mine forældre. Men det er ikke sådan, at jeg spørger dem om lov...”

Sætningen hænger lidt i luften, før han igen tager ordet.

“Nej, nej, jeg vender bare nogle ting med dem, og så drøfter vi det. I øvrigt er det lige så tit Troels, der ringer til mig, som omvendt. Heldigvis. Til min 40 års fødselsdag husker jeg også, at min far på et tidspunkt rejser sig op og siger noget i retning af, at “nu er det mere dig end mig, der som regel har ret.” Det husker jeg som stort. Altså, at han siger det foran hele forsamlingen. Da blev jeg alligevel stolt.”

Og med dét er han ude af døren igen. Han går i raske skridt fra den ene bygning til den anden, før han hen på eftermiddagen stikker hovedet ind i Raketten og spørger, om det er nu?

“Skal du se forretningen?” siger han og viser vej rundt på området. Mellem husene er der anlagt små stier, og han bøjer sig flere gange ned for at samle blade eller skrald op fra jorden. Hvad handler det nu om?

“Jamen, jeg kan ikke have det. Der skal se ordentligt ud. Det handler også om at sende et signal til omverdenen om, at vi er ordentlige og ryddelige. Måske bliver det helt sygeligt, når jeg bliver ældre,” siger han og smiler.

"Ja, lige dér pisser jeg ved siden af. Det gør jeg.
Men jeg siger altid til mine medarbejdere, at de ikke skal lave tøj til mig, men til kunderne, og det er altså begrænset, hvor mange der lige vil have denne blazer i min størrelse.
Men alt andet, jeg har på, er Bestsellers egne mærker. Fra underbukser over t-shirt til strømper."

Kort efter gør han det igen. Bøjer sig ned og samler et cigaretskod op. Han tænker simpelthen ikke over det. Det er ren refleks. Skraldet putter han i yderlommen på sin jakke, der viser sig ikke at være fra et af Bestsellers egne brands, men fra engelske Hackett.

Anders Holch Povlsen griner, men går straks til bekendelse.

“Ja, lige dér pisser jeg ved siden af. Det gør jeg. Men jeg siger altid til mine medarbejdere, at de ikke skal lave tøj til mig, men til kunderne, og det er altså begrænset, hvor mange der lige vil have denne blazer i min størrelse. Men alt andet, jeg har på, er Bestsellers egne mærker. Fra underbukser over t-shirt til strømper,” siger han og åbner døren ind til bygningen, der huser flagskibet Jack & Jones.

Han snakker kort med et par af medarbejderne på gangen, hvor de fleste straks hilser på chefen, men der er også dem, der ikke engang kigger op. Måske er de bare så vant til, at ejeren selv kommer forbi i tide og utide.

“Ja, det tror jeg. Jeg vil gerne være en synlig leder i organisationen, og for mig er det ikke bare hygge, når jeg går rundt. Det handler om at høre og mærke, hvad der foregår. Fungerer tingene, og trives den enkelte medarbejder? Min fornemste opgave er at sammensætte det rette hold, og jeg siger gerne, at mit arbejde – stærkt forenklet – består af 80 pct. mennesker og 20 pct. produkter. Sådan ser jeg det. Jeg har et ledelsesteam på omkring 30 mennesker, der alle refererer direkte til mig, og det er vigtigt, at de trives, men de har i høj grad også autoritet til selv at lede og træffe beslutninger.”

Det betyder ikke, at de hver især bare kan køre deres egen afdeling fuldstændigt uden indblanding, for Anders Holch Povlsen er sig meget bevidst om, at virksomheden netop i disse år gennemgår en transformation, hvor det er afgørende, at det er de rette folk, han har omkring sig.

Blandt de bedste i verden

Til at hjælpe sig med at løse de udfordringer har han for nylig allieret sig med en række eksterne konsulenter, som har fået til opgave at komme med bud på, hvordan virksomheden kan optimeres, og hvordan den fremtidige struktur skal se ud.

“Vi har aldrig før hyret den slags folk ind udefra for at sparre med os. Vi synes jo – i al beskedenhed – at vi ved bedst selv. Men nu prøver vi, om vi måske kan lade os udfordre. Der er jo ikke noget galt i at høre lidt om, hvad de bedste i verden går og laver, og så se, om vi kan lære lidt af dem.”

Mødet med konsulenterne, der arbejder direkte under Anders Holch Povlsen, tager lidt under en time, og derefter har han et sidste hul i sin kalender. Han vinker med den ene hånd inde fra kontoret.

“Er der mere, vi to skal tale om?” siger han og peger hen mod et rundt mødebord, før han selv tager plads.

Han skubber stolen et godt stykke ud fra bordkanten og læner sig tilbage. Han virker umiddelbart mere afslappet end på noget andet tidspunkt i løbet af det seneste døgn.

“Jeg ved ikke, om du synes, det har været interessant? Har du fået din historie?”

Han trækker på skuldrene. Måske er han ikke i stand til at se fortællingen om sig selv udefra. Og måske magter han slet ikke at trække en linje mellem, hvad der er ham, og hvad der er Bestseller. Hvad der er menneske, og hvad der er forretning? Det hele går ud i et.

“Men hvis børnene gerne vil, må de da gerne arbejde i en anden butik end en af vores egne, så de kan suge noget viden til sig.”

Med Anders Holch Povlsen ved roret har Bestseller A/S nået en omsætning på 23 mia. kr., og sidste år kom virksomheden ud med et overskud på 2 mia. kr. Det betyder dog ikke, at han som sådan har lyst til at prale eller blot forholde sig til den anslåede, personlige formue på 38 mia. kr., for som han siger, “er penge blot et resultat af ens handlinger og gerninger. Det er dem, der tæller.”

“Jeg har ikke sådan nogle højtravende visioner og planer om, hvad jeg skal nå om fem eller ti år. Det handler mere om at holde fokus på den daglige drift, men selvfølgelig også stoppe op engang imellem og spørge sig selv, hvor er vi på vej hen, vil vi overhovedet det, og hvilken vej skal vi tage,” siger han.

“Der er sikkert mange, der tænker, at jeg burde været tynget af det ansvar, der følger med, når man driver en virksomhed af denne størrelse, men det er ikke tilfældet. Min ballast er nok, at jeg er kommet ind i virksomheden på den rigtige måde. Stille og roligt, og jeg har langsomt fået mere ansvar og flere forpligtelser. Det har været en rigtig god rejse, lige på nær for fem år siden, hvor vi oplevede et bræk i kurven rent resultatmæssigt, men nu er vi ved at være tilbage igen. Vi er på rette spor.”

Om hans egne børn også skal gelejdes samme vej som ham – altså ind i virksomheden helt fra barnsben af – vil han ikke kommentere på, men han påpeger, at “det er en helt anden tid end dengang, jeg selv startede på lageret.”

“Det er jo ikke realistisk i dag, hvor hele organisationen er meget større, og antallet af ansatte er skudt i vejret. Du kan ikke sammenligne deres opvækst med min. Der er også stor forskel på anden og tredje generation,” siger han.

“Men hvis børnene gerne vil, må de da gerne arbejde i en anden butik end en af vores egne, så de kan suge noget viden til sig.”

"Jeg lever fint med risici"

Han smiler. Kigger kort på mobilen og ser så direkte frem for ligesom at signalere, at vi er ved at være ved vejs ende. Han har kun en enkelt tilføjelse.

“Jeg har kun sjældent haft en sygedag i de 15 år, jeg har været her. Det skyldes nok, at der er rigtig mange, der har et levebrød på grund af Bestseller, og det forpligter. Jeg forsøger at gøre mig umage og synes, jeg stiller høje krav til mig selv. Jeg er kun 44 år, og det er lykkedes mig flere gange, end det er gået galt. Det gør nok, at jeg har nemt ved at turde ting her i livet. Jeg tager chancer og lever fint med risici.”

Han rækker hånden frem til afsked og siger, at det ikke har været så slemt endda.

Men om han fremover vil tale med journalister og åbne bare en lille smule mere op?

“Nej, det vil jeg ikke. Jeg har jo noget arbejde at passe, og jeg føler, den måde, jeg bedst bidrager til samfundet på, er ved at passe min forretning og ikke optræde i alle mulige medier og andre sammenhænge. Jeg klarer mig fint uden den opmærksomhed.”

Sekretæren tripper ude på gangen. Det næste møde venter. Kalenderen er fyldt godt op.