Børsen vil gerne tage ansvar. Vi tager ansvar for, at danske erhvervsfolk og investorer får de nødvendige nyheder og information. Vi tager ansvar for, at vores journalistik er kritisk og korrekt. Vi tager ansvar for, at dansk økonomi og dansk erhvervsliv tages alvorlig i den offentlige debat.Nu vil vi gerne lidt mere. Vi vil gøre en forskel, når det handler om vores fælles verdensbillede. Danmark er præget af en evig gentagelse af historien om, at vi lever i verdens bedste land. Systemet sørger for, at det helt automatisk vil fortsætte, tror vi. Problemet er, at vi har fået byttet om på tingene. Alt for mange tror, at et velstående samfund er lige så sikkert, som at solen titter frem om foråret. Intet kunne være mere forkert. Danmark er bygget af mennesker. Mennesker, der har handlet, gjort en forskel, bygget noget og taget ansvar. Alle disse aktive mennesker har tilsammen skabt det samfund, som vi nu lever i.