Gadejuristen: "Jeg elsker at vinde. Især over det offentlige"

Som barn af en privilegeret familie er Nanna W. Gotfredsen vokset op med, at problemer skal løses. Fra Gadejuristens ladcykel hjælper hun i dag narkomaner, alkoholikere, hjemløse og prostituerede 

Nanna W. Gotfredsen kommer lige fra en begravelse. Hun mødte Brian i et S-tog for mange år siden, da han, en ung fyr, der havde ligget og sovet på sædet bag hende, pludselig rejste sig op.

“Han var ranglet og hærget, tydeligvis stofafhængig. Han prikkede mig på skulderen og sagde: “Det lyder, som om, jeg har brug for din hjælp”,” husker Nanna W. Gotfredsen.

Fyren havde overhørt hendes telefonsamtale og genkendt navnet på et behandlingshjem, han selv havde været på. Behandlingshjemmet var mistænkt for ikke at leve op til kravene, og Brian fortalte hende, at ejeren havde taget hans kontanthjælp fra ham. Nu boede han i S-togene.

Brian var en af de første, der introducerede Nanna W. Gotfredsen for virkeligheden på gaden, og det var bl.a. hans skæbne, der fik hende til at konkludere, at velfærdsstaten ikke nødvendigvis hjælper de svageste. Inden for få uger lykkedes det hende at få et møde med en chef i den pågældende kommune, og kort efter stod Brian med sine omkring 40.000 kr. i hånden.

“Så var vi jo venner for livet,” siger hun.

Brian blev født med abstinenser og tilbragte sin barndom på spædbørnshjem, børnehjem og senere hos skiftende plejefamilier. Lyspunktet i hans liv var en periode, hvor han arbejdede på en minkfarm, men han blev aldrig stoffri.

Nytårsaften døde Brian, 43 år gammel, og efterlod sig togbøder for over 270.000 kr.

“Jeg har hjulpet så mange af de her mennesker og kan konstatere, at systemet ikke er designet til den gruppe, der har størst behov. Systemet er designet af middelklassen, som om det skulle bruges af middelklassen. De udsatte kan ikke finde frem til de mange adresser hos det offentlige eller møde op inden for kontortiden. De kender ikke deres rettigheder og nægtes dem i skræmmende omfang. Derfor er vi nødt til at komme til dem,” siger Nanna W. Gotfredsen.

Gifler, honningkager og varm kakao

Hun tænder en cigaret i Gadejuristens hovedkvarter, et baghus på Værnedamsvej. Jurist Nanna W. Gotfredsen stiftede Gadejuristen med sine to partnere i 1999 som en social retshjælp. Den er mobil og rykker ud på gaden, hvor klientellet opholder sig: Narkomaner, alkoholikere, hjemløse, udenlandske kvinder, der trækker på Istedgade.

Hun bor selv på Vesterbro og har de seneste knap 20 år haft udsigt fra første række til de retssikkerhedsmæssige problemer, de nederste møder: Gadejuristen træder til, når folk sendes på behandlingshjem af tvivlsom karakter. Når kommunale medarbejdere sender ansvaret for hjemløse narkomaner frem og tilbage mellem forskellige kommuner. Når folk får uberettiget karantæne fra herberger, eller uretmæssigt fratages deres eneste, pålidelige forsørgelsesgrundlag; deres sociale ydelser.

“Jeg er pissestædig, når jeg ved, jeg har ret. Og jeg elsker at vinde. Især over det offentlige,” siger Nanna W. Gotfredsen.

Denne aften er to medarbejdere ved at gøre Gadejuristens kassecykel klar til aftenens rundtur på Vesterbro. Den læsses med et fad med gifler og honningkager, termokander med te, kaffe og kakao, flødeskum på flaske, plastikhjerter, der giver varme, når man gnubber dem mellem hænderne, og fingervanter, der kan skrive på mobiltelefon. Der er også cigaretter.

Lindring frem for frelse

Filosofien bag Gadejuristens arbejde er “harm reduction” eller skadesreduktion. Det er en socialpolitisk tilgang, der går ud på at hjælpe og lindre i stedet for at frelse. Nanna W. Gotfredsens ambition er at gøre det liv, de udsatte lever, så tåleligt som muligt. Hun rejser sig fra bordet og henter noget, der ligner et sæt tarotkort, og som uddeles på gaden; en slags Trivial Pursuit for gadens folk. På et kort står f.eks.: “Kan man få en overdosis på metadon?”

Svaret står på bagsiden: “Ja. Hvis man fixer metadon, kan man få en overdosis med det samme. Hvis man også har drukket alkohol, taget nerve- eller sovepiller eller andre stoffer, er risikoen for at få en overdosis større.”

Nanna W. Gotfredsen forklarer, at spørgsmålene er blevet til i samarbejde med brugerne selv.

“Det er kort, de kan tage med sig, og som hjælper dem til at overleve på gaden. Her kan de se, hvordan hepatitis C smitter, hvilken vej nålen skal vende, og hvilke rettigheder og muligheder de har. Vi er nødt til at erkende, at vi har en gruppe mennesker, der ikke bliver bankelever fra på mandag. De bruger stoffer, fordi sådan fungerer deres liv bedst for dem. Det er et faktum, uanset om vi kan lide det eller ej,” siger hun.

Den tilgang var ikke populær, da Gadejuristen blev stiftet i 1999. “Harm reduction” blev ifølge hende nærmest betragtet som et bandeord, men holdningen er siden rykket. I dag er der bemandede fixerum på Vesterbro med sygeplejersker, hvor narkomaner kan indtage stoffer med sundhedspersonale tæt på. Det har betydet, at der stort set ingen dødsfald er på Vesterbro længere.

I takt med at Gadejuristens arbejde er blevet anerkendt, er Nanna W. Gotfredsen blevet et kendt ansigt, både på gaden, blandt politikere og i socialarbejderkredse. Gadejuristen, der begyndte som et frivilligt projekt, modtager i dag i alt 7 mio. kr. fra forskellige puljer i det offentlige. Penge, der skal bruges til at udvide i flere byer.

Hvis du har fundet en metode, der virker, hvorfor går du så ikke ind i det offentlige og revolutionerer det indefra?

Hun tøver.

“Jeg tror ikke, det vil være godt for det offentlige med mig,” siger hun diplomatisk.

“Altså, det er bare ikke fleksibelt, effektivt eller dygtigt nok. Jeg tror ikke, jeg ville kunne holde det ud.”

Problemer løser man

Nanna W. Gotfredsen gætter selv på, at hendes personlige arbejdsfilosofi har at gøre med hendes familie. Hun har haft det, hun selv kalder en borgerlig opvækst i en privilegeret familie. Hendes far og bedsteforældre var selvstændige i tekstilindustrien og drev familievirksomheden Strøyer og Mørch med cirka 100 ansatte, der lå i Farvergade i København. I 1960’erne flyttede familien virksomheden til Haderslev under navnet Blue Horizon, og når der var travlt, var Nanna og hendes søskende med på lageret for at pakke kasser hele påskeferien.

“Jeg er vokset op med, at når der er problemer, så løser man dem,” siger hun.

Og problemer så hun masser af, da hun flyttede til København og studerede jura. Den retssikkerhed, som alle borgere har krav på i Danmark, og som hun læste om i bøgerne, var svær at få øje på på Vesterbro. Det var længe før fixerummenes tid, så folk sad på fortovet med ryggen op ad husmuren og tog deres stoffer.

Nanna W. Gotfredsen indså, at hvis ingen gjorde noget, ville de mennesker fortsat være uden den hjælp, de havde brug for. Da hun stiftede Gadejuristen med sine to partnere, begge sygeplejersker, skrev de under på vedtægterne på en bænk på hovedbanegården, hvor de plejede at mødes. Om to år kan de holde 20 års jubilæum.

Fire timers nattesøvn

Nanna W. Gotfredsen kan ikke holde ud at spilde tiden. Hun har ét barn – en datter på 15 år – for som hun siger “Jeg har ikke haft tid til at få flere børn.” I nat har hun sovet omkring to timer, men i gennemsnit bliver det til omkring fire timer.

“Jeg er ikke så glad for hverken at sove eller holde ferie. Jeg kan godt lide at få noget fra hånden, og det er totalt fedt, at jeg har et lille søvnbehov. Det betyder, at jeg kan nå at læse den faglitteratur, jeg har brug for,” siger hun.

Det betyder også, at hendes datter ikke har oplevet særligt mange charterferier med swimmingpooler. Til gengæld har hun været med sin mor på utallige internationale konferencer til bl.a. Indonesien, Thailand, Rusland, USA, Canada og flere afrikanske lande, hvor Nanna W. Gotfredsen har hjulpet lokale grupper med at starte gadejurister op.

Til rådighed for de skrøbelige

Nanna W. Gotfredsen slukker cigaretten, hopper på sin damecykel og indhenter sine medarbejdere, der er kørt i forvejen med kassecyklen. De har parkeret rundt om hjørnet fra Mændenes Hjem på Istedgade. Fortovet lugter af urin, og på hjørnet er der tit råb, skrig og fulde og påvirkede hjemløse. I takt med at beboerne opdager kassevognen, kommer de ud i kulden. Det er minusgrader, og de varme drikke bliver hurtigt afsat. En mand kommer ud af Mændenes Hjem og beder høfligt om en varm kakao.

“Med flødeskum?”

“Ja tak,” svarer han og forsvinder indenfor igen.

Andre beder om te og kaffe. En høj, tynd kvinde i en hvid dynejakke med sort makeup om øjnene kommer stavrende hen ad fortovet og giver Nanna W. Gotfredsen et kram.

“Jeg er stiv,” siger hun.

“Hvordan går det med foden,” spørger Nanna W. Gotfredsen hende og opdager, at hun har høje støvler på.

“Nej, hvor er de vilde. Kan du gå i dem?”

“Ja, ja,” siger kvinden og stavrer videre hen til vognen, hvor hun beder om to kopper varm kakao med flødeskum.

Stemmeføringen er høj blandt gadefolket, og engang imellem lyder et: “Hold nu kæft”, eller: “Jeg smadrer dig”, men det lyder mere som en jargon end en trussel. De fleste ser for skrøbelige ud til at kunne slå fra sig.

“Hende har jeg kendt i lang tid,” siger Nanna W. Gotfredsen.

“Når vi kommer her med vognen, er det også for at holde tråd i folk og se, at hun stadig lever. Og for at forebygge, hvad vi kan. Vi pusher ikke noget som helst. Vi stiller os til rådighed, og nogle gange kommer der noget ud af det. Jeg tillader mig ikke at have ambitioner på deres vegne,” erkender Nanna W. Gotfredsen.

Det er også derfor, hun ikke brænder ud, siger hun.

“Det hårdeste er, at vi har et ekstremt dyrt system, der bliver ved med at gøre det samme over for nogle ekstremt udsatte mennesker. Og det virker ikke,” siger Nanna W. Gotfredsen.

Kvinden i den hvide dynejakke har taget plastikkoppen med kakao med sig. Hun forsvinder højlydt ned ad gaden med en ven og videre ud i natten.