Det er i begyndelsen af januar. Udenfor er der koldt, jorden er frossen, luften er skarp og bider i huden. Det samme gør stemningen i det mødelokale, Marlene Halkjer forlader.
Hun træder ud ad døren, trækker sig et par skridt til venstre mod en lukket gang og ser sine kolleger forsvinde tilbage ind til computerskærmene. Hun finder sin telefon frem. Hun skælver over hele kroppen, pulsen stiger, det sitrer i huden, mens hun ringer til sin læge.
I telefonen hører receptionisten kun vrøvlen, Marlene Halkjer er grådlabil og har svært ved at sætte ord sammen til sætninger, der giver mening. Alligevel må noget have givet mening.
“Du kommer i morgen,” siger receptionisten med en myndig tone.
For at forstå, hvorfor et møde i afdelingen kunne sende Marlene Halkjer mentalt udover kanten, må vi begynde med begyndelsen.
To og et halvt år forinden – i sommeren 2008 – har Marlene Halkjer fået job i Nykredit.
For hende var det lidt af en drømmestilling. Hun har tidligere været ansat i Danske Bank, og i den nye stilling får hun mulighed for at kombinere sin viden om den finansielle verden med den nye uddannelse, hun har taget.
Marlene Halkjer er en kvinde, man altid finder med et smil på læben, hun løfter andre med sit gode humør og forsøger altid at sprede energi og optimisme, hvor hun kommer. Derfor så hun også lyserødt på sin nye arbejdsplads.
“Der var åbenlyst nogen af medarbejderne, han havde et horn i siden på
Marlene Halkjer
Trods sit sprudlende sind gik det dog hurtigt op for hende, at noget er galt i hendes afdeling.
“Det var et sted, hvor man gjorde sig selv en tjeneste ved at forsøge at holde sig ude af chefens synsvinkel. Der var åbenlyst nogen af medarbejderne, han havde et horn i siden på,” fortæller hun.
Chefen kunne også være sød. Og det var han overfor Marlene Halkjer, mindes hun. Det blev hurtigt tydeligt for hende, at han havde en interesse i hende, der rakte ud over en almindeligt opmærksom chef med fokus på sine medarbejderes ve og vel.
Han begyndte at komplimentere hende. Fortælle hende, at hun mindede om kvinder, han tidligere havde været gift med. Eller kommentarer af den mere hypotetiske slags a la: hvis vi to var gift, så.
Generelt roste han Marlene Halkjer.
“Til min første MUS (medarbejderudviklingssamtale, red.) fortæller han mig, at jeg var i og åh så dygtig og talentfuld. Og da vi rejser os op til sidst, da samtalen er slut, siger han: ej, jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan dig og din datter kan bo alene,” mindes Marlene Halkjer, underforstået, at de i stedet burde bo sammen med en mand, der kunne passe godt på dem.
“Der lå hele tiden sådan en undertone i alle hans sætninger,” siger hun med en svag rynken i panden og søgende gestikuleren i forsøget på at undgå at sætte de forkerte ord på hans opførsel.
Chefen, der udover at være Marlene Halkjers direkte chef, fik ikke længe efter titel af områdedirektør i Nykredit.
Børsen har i arbejdet med denne artikel set mails, dokumenter og talt med andre kilder, som underbygger Marlene Halkjers udlægning. I de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at verificere oplysningerne fra Marlene Halkjer, fremgår det af teksten, at oplysningerne er gengivet efter hendes hukommelse alene.
Den uønskede opmærksomhed fortsætter de kommende måneder.
Marlene Halkjer husker det årlige arrangement i Wallmans. Det var årets begivenhed i afdelingen, understreger hun. Et arrangement, hvor også de ansattes partnere var inviteret med. Spisning, drinks, hele molevitten.
På et tidspunkt går Marlene Halkjer op for at hente mere at drikke. Chefen følger med, da han har et Eurocard fra Nykredit. De taler sammen. Om hvad har hun fortrængt. Men knivskarpt står hans afsluttende bemærkning.
“Du ved jo godt, at du kan få mig til hvad som helst, Marlene.”
Hvad svarer man sin chef i sådan en situation? Ikke noget, fortæller hun.
Marlene Halkjer har aldrig spillet med på hans forsøg på at indgå dialoger af den private karakter. Hun er altid gledet af på dem. Men hun har heller aldrig sagt fra.
“Det lyder måske vanvittigt, men jeg synes, det var flovt, at jeg havde sådan en chef
Marlene Halkjer
Hendes egen begrundelse for at forholde sig passivt er, at hun ikke ønskede en konflikt. Den slags er hun sky overfor. Hvis noget er tilstrækkeligt urimeligt, tager hun kampen op.
“Jeg har en tendens til at vende tingene indad, så jeg kiggede ikke på ham og hans opførsel. Jeg mærkede kun efter, hvordan det føltes indeni mig. Jeg følte mig fastlåst. Han var jo min chef,” siger hun med tryk på det sidste ord, hvorpå det virker indlysende for enhver, at det selvfølgelig ikke var en mulighed at åbne munden.
Talte du med nogen om det?
“Nej. Nej.Det er enormt skamfuldt. Det lyder måske vanvittigt, men jeg synes, det var flovt, at jeg havde sådan en chef.”
Her efterlader vi Marlene Halkjer en stund for at vende blikket mod en anden kvinde, der nogle år senere arbejdede under den samme chef i Nykredit.
Denne kvinde kalder vi Hanne. Det hedder hun ikke rigtigt, men hun har ønsket at være anonym, da hun frygter, hvilke konsekvenser det kan få, hvis hun står frem med navn. Børsen er bekendt med kvindens identitet.
Indenfor de første uger i afdelingen går det op for Hanne, at områdedirektøren har et godt øje til hende. Hun oplever det ikke som ubehageligt, men ser nærmere hans opførsel som mærkelig. Han er jo hendes chef og en, som mange er bange for, fornemmer hun.
“Der var en ikke helt sund respekt for ham,” vurderer hun.
I begyndelsen roser han hende blot for de gode idéer, hun bringer til bordet på møder, hendes påklædning. Et typisk kompliment er, at det er dejligt med en kvinde, som har noget i hovedet, men samtidig er pæn, mindes hun.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var mærkeligt i forhold til den måde, han agerede på overfor resten af personalet. Der var et tydeligt a- og b-hold.”
Selvom Hanne syntes, at hans ros var “upassende”, tilskrev hun det, at han måske havde det lidt svært med, hvordan man socialt interagerer med andre mennesker.
Over det første halve år siden komplimenternes begyndelse, intensiveres hans uønskede opmærksomhed ifølge Hanne. Han fortæller blandt andet Hanne, at han ikke kan forstå, hun er single, at han ikke synes, sådan en sød, pæn og klog kvinde som hende skal være alene.
“Havde du spurgt mig dengang, ville jeg nok ikke svare, at jeg følte mig decideret krænket. Det var mest bare akavet. Jeg opfattede ham som en meget intelligent mand, meget dygtig til sit arbejde, så jeg tænkte, at han vel var for klog til nogensinde at ville gøre andet end at komplimentere mig,” siger hun.
Børsen har været i kontakt med den pågældende chef, som kvinderne anklager for krænkende adfærd. Han afviser alle kvindernes udsagn, men ønsker ikke at kommentere sagen overfor Børsen. Manden arbejder ikke længere i Nykredit, som han forlod i 2018.
Tilbage i slutningen af 2009 ændrer verden sig pludseligt for Marlene. Hun kan ikke huske, at hun åbenlyst har afvist chefen, men stemningen ændrer sig. Det bliver helt tydeligt en dag i 2010, hvor han kalder hende ind i et mødelokale. Nu er det slut med særbehandling, lyder meldingen.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var forbavset over, at manden kunne finde på at bilde sig selv ind, at jeg nogensinde havde bedt om særbehandling. For det var noget, der foregik i hans hoved. Jeg ville egentlig bare gerne lave mit arbejde og have det hyggeligt med mine kolleger,” konstaterer hun.
I tiden efter mødet mærker Marlene Halkjer, at hans fokus på hende mindskes.
Glæden ved at være uden for chefens søgelys er dog kort. Og da det bliver alment kendt i afdelingen, at Marlene Halkjer har fået en kæreste, der efter noget tid flytter ind sammen med hende og datteren, begynder, hvad hun flere gange kalder “helvede på jord”.
I takt med at kæresten bliver en større del af hendes liv, og hun refererer mere og mere til ham under frokost- og kaffesamtalerne på jobbet, oplever hun, at chefens opførsel bliver mere og mere ondskabsfuld.
Han begynder at pille Marlene Halkjer ned til møder foran de andre medarbejdere, han sætter hende i et dårligt lys, kritiserer hendes arbejde foran de andre, en kritik, der generelt er mere personlig, end den er konstruktiv, forklarer hun.
Senere i 2010 bliver Marlene Halkjer i en generel omstrukturering degraderet titelmæssigt med argumentet, at hendes opgaver ikke er lige så komplekse som nogle af de andres. Hendes arbejde har dog ikke ændret karakter og adskiller sig ikke umiddelbart fra det arbejde, de andre laver.
I løbet af dette år begynder hun at udvise fysiske symptomer på, hvad hun i dag ved er stress. Hun taber håret, får spændinger i nakken, som hun forsøger at behandle med hjælpen fra en fysioterapeut, og henover sommeren begynder hun at få koncentrationsbesvær. Hun har svært ved at huske, mindes hun.
Hun mister appetitten, har ofte voldsom kvalme, og ikke overraskende taber hun sig derfor meget.
“Jeg troede, jeg var fysisk syg. Jeg anede ikke, at det skete i mit hoved, jeg vidste det ikke selv. Til sidst i november er jeg så vissen at se på, at alle omkring mig kan se det og decideret spørger mig til, hvad der er galt.”
Også chefen har umiddelbart lagt mærke til, at noget er forandret ved Marlene Halkjer. I slutningen af oktober 2010 modtager hun en mail med emnefeltet: Dialog NU – TAK, fortæller hun. I mailen står der, at hun skal møde i et lokale, han har booket, for nu vil han have besked om, hvad der foregår.
Med sig til mødet har chefen medbragt en seddel, hvor overskriften lyder “Adfærdsændring”, herunder en række underpunkter, hvoraf et af dem er “konsekvens”, husker hun.
Han lægger ud med at tale om Anja Andersen og beder Marlene Halkjer om at bekræfte ham i, at hun i 90’erne var verdens bedste håndboldspiller. Men da Andersen ikke fungerede på holdet, blev hun sat af.
“Han sagde direkte, at jeg skulle vende tilbage til mit gamle jeg – ellers kunne jeg ikke være med på holdet – jeg ødelagde nemlig afdelingen nu.”
Til sidste spørger hun, hvad ordet “konsekvens” på hans lille papir med mødets dagsorden betyder. Om hun bliver fyret, hvis hun ikke igen bliver boblende udadvendt. Han svarer, at det ikke var det, han mente.
“Forløbet er fuldstændig sædvanligt. En mand prøver at lægge an på en kvinde, så snart hun siger nej, kommer hævnen
Peter Breum, partner og advokat, Sirius Advokater
Selv er hun i dag sikker på, at det bestemt var dét, han mente.
Børsen har forelagt Marlene Halkjers historie for partner og advokat i Sirius Advokater, Peter Breum, der har håndteret flere sager om krænkelser.
Han fortæller, at mønsteret, som Marlene Halkjer beskriver, er meget genkendeligt.
“Forløbet er fuldstændig sædvanligt. En mand prøver at lægge an på en kvinde, så snart hun siger nej, kommer hævnen, hvor kvinden får at vide, at hun er dum og dårlig og uduelig,” konstaterer han og fortsætter:
“Reaktionen med stress og sygdom er også meget typisk.”
Børsen har forelagt sagen for Nykredit. HR-direktør Trine Ahrenkiel kan ikke kommentere den konkrete sag, da det er en “personalesag”.
“Men det rører mig dybt at høre Marlenes beskrivelse af, hvad hun har oplevet, og ingen i Nykredit skal have en oplevelse, som den hun sætter ord på,” siger hun og oplyser, at Nykredits egne undersøgelser afslører mellem nul og tre sager om krænkelser om året.
Tilbage hos Hanne oplever hun, at chefens ugengældte flirten eskalerer til en personalefest.
Som aftenen skrider frem, bliver stemningen og ikke mindst områdedirektøren mere løssluppen. Han henter drinks ad flere omgange med den begrundelse, at han tjener mange penge, og at Hanne ikke skal betale for sig selv. Han fortsætter ud ad den tangent med bemærkninger som, at hun skal have en mand til at tage sig af hende økonomisk.
Sproget ændrer sig også. Fra at have været en sød kvinde, en klog kvinde, er hun nu en sexet kvinde. Han lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil have sex med hende, fortæller Hanne.
“Det ændrer ligesom karakter den aften. Så jeg tænker, at det smarteste at gøre nu er at trække sig fra situationen og gå hjem. Jeg kan huske, at jeg vender det indad. Jeg tænker meget på, om jeg på en eller anden måde havde sagt eller gjort noget forkert, så han har fået indtryk af, at jeg er interesseret i ham.”
Hanne gør derfor sit bedste for at afslå chefens forespørgsler, uden at træde ham over tæerne.
“På det tidspunkt synes jeg, det er svært at sige til ham, at jeg ikke kan lide ham eller ikke er tiltrukket af ham. Mest fordi det er min chef. Så jeg afviser ham på den pæneste måde, jeg overhovedet kan, og fortæller ham, at jeg slet ikke er et sted, hvor jeg kigger efter mænd,” citerer Hanne sin indirekte afvisning den aften.
Henover november og december får Marlene Halkjer det tiltagende værre, og flere kolleger begynder at kommentere hende fysiske fremtoning.
Et afdelingsmøde 4. januar 2011 bliver afgørende.
Dagsordenen for mødet er en skrantende tilfredshedsundersøgelse blandt medarbejderne. Undersøgelsen viser, at afdelingen i Nykredit langt fra fungerer optimalt. Afdelingen har scoret lavt på arbejdsglæde, samarbejde, og vurderingen af chefen er en bundskraber.
Han virkede vred over resultaterne, fortæller Marlene Halkjer, der mindes, at han på mødet lagde ud med at bruge de første ti minutter på indirekte at true samtlige medarbejdere med en fyreseddel.
Han langer ud efter medarbejderne og bruger igen den tidligere håndbold-verdensetter til at forklare situationens alvor. Mødet udvikler sig. Havde der været rigtigt mudder i lokalet, havde de ansatte ikke tøvet med at kaste det mod hinanden. Blandt andet bliver Marlene Halkjer åbenlyst kritiseret for at have haft barn syg mellem jul og nytår, husker hun.
Et angreb, som chefen bakker op om. Ad flere omgange hænger han Marlene Halkjer ud, og da hun spørger ham, hvorfor han absolut altid skal bruge hende som det dårlige eksempel, får hun besked om, at hun er nærtagende.
“Jeg husker tydeligt, da jeg kommer ud fra det møde. Der har jeg bare fået nok. Jeg tænkte, nu slutter det. Nu vil jeg ikke være med til det mere.”
“Så da jeg kommer ud, venter jeg, til de andre er gået, og ringer til min læge med det samme. Jeg ryster over hele kroppen.”
Marlene Halkjer får en akut tid den næstkommende dag, og lægen sygemelder Marlene Halkjer med stress.
Børsen har talt med kilder, der bekræfter den pågældende chefs adfærd. At han havde favoritter og sorte får.
De vurderer ligesom både Marlene Halkjer og Hanne, at han var fagligt dygtig, men en dårlig leder, der ikke kunne finde ud af at anerkende et godt stykke arbejde.
Én fortæller, at man som medarbejder skulle kæmpe om hans opmærksomhed, og generelt husker kilden, at mange af møderne ofte endte i, at folk var kede af det og forsvandt hver til sit ud i krogene for at slikke sårene. Det bekræftes af en anden, som fortæller, at man nærmest hver tredje måned skulle forsvare sit job overfor chefen.
En kilde, der ligesom Marlene Halkjer sad med til mødet i begyndelsen af januar 2011, fortæller, at HR i Nykredit gik ind i sagen. Det var proceduren, når en chef havde fået så dårlig en måling i tilfredshedsundersøgelsen blandt medarbejderne.
Medarbejderen husker, at afdelingen efterfølgende tog sammen ud af huset med en af HR-partnerne fra Nykredit for at tale tingene igennem. Dette bekræftes af en anden kilde, Børsen har talt med.
“Ingen turde sige noget. Vi kom ingen vegne, og alle skød på hinanden, alle hakkede på hinanden. Det var en frygtelig dag,” lyder det fra kilden, der fortsætter:
“Efterfølgende har jeg aldrig taget den slag målinger seriøst. Vi fik lov at betale prisen for, at vi havde bedømt ham dårligt. Jeg bedømte ham aldrig dårligt igen.”
Hanne oplever, at områdedirektøren efter festen ændrer adfærd overfor hende. Han taler ikke længere til hende, men vælger at vurdere hende markant dårligere i den næstkommende årlige medarbejdervurdering på trods af, at hendes indsats eller resultater ikke har ændret karakter. Stemningen er ekstremt dårlig, beskriver hun det, og hun får kort efter et nyt job i koncernen.
Som beskrevet er den omtalte områdedirektør er ikke længere ansat i Nykredit. Han forlod realkreditkæmpen i 2018. Så vidt Børsen er orienteret, havde hans afgang fra Nykredit intet med den omtalte adfærd at gøre.
Hanne henvendte sig aldrig formelt til HR eller sin tillidsrepræsentant om sine oplevelser. Hun håndterede så at sige sagen selv. Men da hun arbejdede tæt op ad HR-afdelingen og ligeledes talte med medarbejdere herfra om chefens akavede tilnærmelser, undrer hun sig i dag over, at der ikke blev reageret.
Den undren er i dag tiltaget, da hun senere lærte, at hendes historie ikke var unik.
Anderledes udvikler situationen sig for Marlene Halkjer, der efter sin sygemelding i Nykredit bliver endnu mere syg.
Mailudvekslinger mellem først Marlene Halkjer og områdedirektøren og senere Marlene Halkjer og en jurist i HR i Nykredit viser, at Nykredit kort tid efter Marlenes Halkjers sygemelding afkræver hende diverse dokumenter og lægeerklæringer for at få bekræftet, at hun rent faktisk er syg med stress.
Nykredit beder om en mulighedserklæring blot otte dage efter, at Marlene Halkjer er blevet sygemeldt. På det her tidspunkt har hun endnu ikke talt med en psykolog.
Marlene fortæller, at chefen godt to uger efter sygemeldingen ringer hende op og meddeler, at hun ifølge loven skal møde op til en sygefraværssamtale med ham. I begyndelsen er han sød og forstående, men da hun siger, at hun ikke er klar til at møde til en samtale og i så fald gerne vil have sin kæreste med som bisidder, vender han 180 grader på tallerkenen.
Han nedgør ifølge Marlene Halkjer hendes ønske om at have et andet menneske med at holde i hånden til mødet og understreger, at han aldrig har hørt lignende før.
“Jeg var endnu ikke klar over, hvorfor jeg var så syg. Jeg gik og ventede på, at jeg fik nogle blomster. Jeg var jo blevet rigtigt syg,” siger hun og griner lidt nervøst.
“Jeg tænkte meget over, hvorfor jeg ikke fik nogen blomster. Jeg ved godt, det lyder banalt, men det var anerkendelsen, omsorgen i det, men der kom intet.”
Som hun starter til psykolog, bliver hun klar over, hvorfor hun er syg. At det skyldes grov chikane, at hun er blevet nedbrudt mentalt.
“Sarkastisk sagt er det en af de gaver, jeg har fået med derfra. Det er angst.
Marlene Halkjer
En dag i foråret 2011 cykler hun over Langebro i København, og da hun får øje på den glaskube, der danner rammerne om Nykredits hovedkvarter, er hun nødt til at stoppe op.
Her oplevede hun for første gang et angstanfald.
“Det var helt sindssygt. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, så jeg kunne ikke forstå, hvad der skete med min krop. Men den reagerede så kraftigt, min puls steg, det hele sitrede, min kvalme steg. Hele kroppen var i alarmberedskab,” forklarer hun.
Senere forklarede psykologen, at hendes krop opfattede Nykredit som en farlig tiger, der ville spise hende, og derfor sendte hende tydelige signaler om, at hun skulle se at komme væk.
“Sarkastisk sagt er det en af de gaver, jeg har fået med derfra. Det er angst. Det er min trofaste følgesvend i dag,” siger hun.
I dag har hun accepteret, at det var en af konsekvenserne.
Børsen har forelagt oplysningerne og dokumenterne i Marlene Halkjers sag for Finansforbundet, som er fagforeningen for de finansansatte. Her retter man en kritik mod Nykredit for ikke at have håndteret sagen ordentligt.
“Det er en arbejdsgivers forpligtelse at sikre et sundt psykisk arbejdsmiljø. Ud fra at have læst hændelsesforløbet i sagen er det min vurdering, at Nykredit sidder denne forpligtelse overhørig i denne sag,” siger Mette Schousboe, chefjurist og advokat i Finansforbundet.
Hun peger på, at Nykredit direkte har forbrudt sig mod overenskomsten, da man afkræver Marlene Halkjer en lægeerklæring blot en uge efter hendes sygemelding.
“Det er direkte i strid med overenskomsten og var det også for ti år siden, da det heraf fremgår, at arbejdsgiveren først kan bede om en lægeerklæring efter 14 dages sygdom. Det er også meget usædvanligt at bede om en mulighedserklæring. Det er typisk en erklæring, der anvendes langt senere i et sygdomsforløb,” forklarer chefjuristen.
Marlene Halkjer er trods sit skrantende helbred stærkt fokuseret på at få det bedre, og da hun af psykologen bliver forklaret, hvad det kræver, er hun ikke i tvivl. Hun skal aldrig tilbage at arbejde for den chef, der er årsag til hendes sygdom.
Mailkorrespondancer, hvori Nykredit kræver diverse attester, fortsætter. Til sidst bliver Marlene Halkjer henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik for at få en speciallægeerklæring, som Nykredit har bedt om.
Børsen har set noterne fra psykiateren i Marlene Halkjers journal. Heri fremgår det, at psykiateren har nævnt muligheden for at rejse en arbejdsskadesag mod Nykredit.
Noget, hun gør opmærksom på i sin mailkorrespondance med juristen i Nykredit. Juristen gør opmærksom på, at det derfor er vigtigt, at Marlene Halkjer mødes med Nykredit til en samtale.
Marlene Halkjer gør flere gange i korrespondancen opmærksom på, at hun ikke ønsker, at hendes chef deltager, og derfor mødes hun med juristen alene. Juristen understreger forud for mødet, at chefen vil blive forelagt et referat af mødet, som Marlene Halkjer dog vil få tilsendt inden.
Til mødet har Marlene Halkjer i samarbejde med sin psykolog udarbejdet en liste med ting, hun skal sige. På dette møde beskriver hun i detaljer chefens adfærd og fortæller, at dette ifølge psykologen er årsag til hendes sygdom.
“I dag er jeg faktisk fuldstændig målløs over, at Nykredit ikke har sagt til mig, at jeg ikke skulle komme derind alene. Jeg har ikke fantasi til at forstå det,” siger Marlene Halkjer med tydelig undren i stemmen.
På det her tidspunkt er hun så syg, at hun ligger i sengen det meste af dagen, med undtagelse af når hun skal tage sig af sin datter. Det er det eneste, hun magter.
“Jeg har aldrig fået et referat fra det møde. Er det, fordi jeg har siddet og fortalt hende, at han startede med at være glad for mig? Jeg synes, det er mærkeligt, men jeg har aldrig fået det,” siger Marlene Halkjer.
Den anklagede chef har ligeledes bekræftet overfor Børsen, at han aldrig modtog et referat, hvori det fremgik, at en af hans medarbejdere anklagede hans adfærd for at være årsag til hendes stresssygemelding.
Kort tid efter får Marlene Halkjer gjort opmærksom på, at hun ønsker at fratræde sin stilling. Af mails, som Børsen har set, gør HR-juristen i Nykredit opmærksom på, hvilke vilkår hun i så fald siger ja til at fratræde på.
De aftaler, at hun skal underskrive aftalen 13. april kl. 10.30.
Aftenen inden, at Marlene Halkjer skal ind i Nykredit og sætte sin underskrift, lander en mail fra juristen i HR. Hun har angiveligt glemt en tilføjelse til et af de punkter, den stressygemeldte kvinde om lidt over et halvt døgn skal ind at skrive under på.
Tilføjelsen er skrevet på jurasprog og betyder, at Marlene Halkjer ved at skrive under på sin fratrædelse ikke længere har ret til f.eks. at anlægge en arbejdsskadesag mod Nykredit.
“I 11. time, aftenen før, skriver Nykredit til mig, at jeg ikke kan rejse en erstatningssag. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde ville have haft fantasi og overskud til det, det er mere svinestregen i at gøre det, fordi de var blevet orienteret om, at nogen rent faktisk havde sagt til mig, at der var grundlag for det,” siger Marlene Halkjer.
Dagen efter tog hun ind til Nykredit, afleverede computer, telefon og nøgler og underskrev aftalen.
Børsen har ligeledes forelagt forløbet omkring Marlene Halkjers fratrædelse for Finansforbundet, advokat Peter Breum og Christian Højer Schjøler, der er lektor ved juridisk institut ved SDU. De kritiserer alle Nykredits håndtering af sagen.
Ifølge Mette Schousboe fra Finansforbundet er det usædvanligt, at man i fratrædelsesaftalen målrettet indskriver en tekst, der kan forhindre medarbejderen i at rejse en arbejdsskadesag.
“Her har man endda kendskab til, at en læge har vurderet, at der kan være grundlag for at anmelde en arbejdsskadesag. Det har jeg aldrig oplevet en arbejdsgiver gøre tidligere,” fortæller hun.
Ifølge Mette Schousboe kan teksten i fratrædelsesaftalen også have haft det formål, at Nykredit ville forhindre, at der blev rejst et krav om en erstatning i forhold til ligebehandlingsloven om, at man ikke må udsætte medarbejdere for chikane under deres ansættelse.
“Et sådant krav vurderer jeg med nutidens briller, der ville have været grundlag for at rejse i sagen,” siger hun.
Ifølge advokat Peter Breum er det meget typisk for virksomheder at dække sig ind med i forhold til selve fratrædelsen, når det kommer til fremtidige krav om erstatning, hvis medarbejderen har fået en pose penge med i forbindelse med sin fratrædelse. Men dette fik Marlene Halkjer ikke.
“I Marlene Halkjers eksempel dækker Nykredit sig også ind i forhold til hele hendes ansættelsesforhold. Det skriver man bevidst. Og det gør man jo, fordi man ikke vil have, at hun anlægger en sag bagefter. Det er simpelthen ikke en værdig personalepolitik at have for så stor en virksomhed,” siger han.
“Det er simpelthen ikke en værdig personalepolitik at have for så stor en virksomhed
Peter Breum, partner og advokat, Sirius Advokater
Peter Breum understreger, at hvis Nykredit ville have været den pæne dreng i klassen, så skulle realkreditkoncernen have indkaldt den pågældende chef til en samtale om, hvad der er op og ned i sagen.
“Al erfaring viser, at den adfærd, chefen udøver, ikke blot er udøvet overfor en enkelt medarbejder. Den har han sikkert udøvet overfor mange igennem mange år,” siger advokaten.
På juridisk institut på SDU påpeger Christian Højer Schjøler ligeledes, at hvis en virksomhed bliver opmærksom på, at en medarbejder anklager en chef for krænkende adfærd, så skal virksomheden konfrontere chefen med anklagerne eller på anden måde få undersøgt omstændighederne.
“Man kan ikke bare skrinlægge det, medmindre det er åbenlyst urigtigt. Der skal i givet fald træffes foranstaltninger for at stoppe chikanen og forebygge den fremadrettet,” siger han.
Så det er problematisk, hvis Nykredit ikke har undersøgt sagen?
“Medarbejderens oplysninger om årsagen til sygemeldingen bør have givet anledning til selvransagelse, og hvis det samme hændelsesforløb opstår nogle år senere – vel at mærke med den samme chef – så har de eventuelle foranstaltninger, Nykredit muligvis har taget oven på sagen, åbenbart ikke haft nogen virkning. Det skal ydermere ses i lyset af, at der var overvejelser om en arbejdsskade som følge af forløbet.”
“Man kan ikke bare skrinlægge det, medmindre det er åbenlyst urigtigt. Der skal i givet fald træffes foranstaltninger for at stoppe chikanen og forebygge den fremadrettet
Christian Højer Schjøler, lektor på juridisk institut, SDU
Generelt lyder det fra de juridiske eksperter, at virksomheder har pligt til at opfordre en stressramt medarbejder, som er den svage part, til at søge juridisk hjælp i en sådan sag. Ligesom det er virksomhedens pligt at sikre, at medarbejderen er klar over, hvad vedkommende skriver under på.
“Derfor er det for dårligt, at Nykredit sådan set vasker hænder og indskriver en formulering, som kan være svær for ikkejurister at gennemskue den fulde rækkevidde af. De har jo et juridisk beredskab, som hun ikke har. Og det er den forskel, de udnytter i den her sammenhæng,” siger Peter Breum.
Selv siger Marlene Halkjer om Nykredit:
“Min fratrædelse satte to streger under, hvor ligeglade de var med mig, hvor lidt jeg betød, og hvor rart det var, at jeg var ude af døren, så de kunne komme videre.”
“De har virkelig været kyniske overfor mig,” beskriver hun følelsen.
I dag har hun lagt al skyld og skam bag sig. Hun er kommet godt videre i sin karriere og ser igen en stærk kvinde i spejlet.
Alt imens er hun blevet overbevist om, at hun er nødt til at stå åbent frem og fortælle om sine oplevelser. Særligt oven på anden bølge af #metoo er det blevet tydeligt for hende, at det er den eneste måde, hvorpå hun reelt kan gøre en forskel.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange kvinder der mellem 2011, hvor jeg havde min sag, frem til i dag ti år efter, der har forladt den butik af den ene eller anden årsag, hvor det er offeret, der går og ikke krænkeren,” siger hun og konstaterer tørt:
“Jeg tror, det er sket adskillige gange. Jeg siger tror, for jeg kan ikke bevise det. Men andet skulle virkelig undre mig.”
“Jeg sagde intet dengang, for jeg var klog nok til at vide, at det kom jeg ikke nogen steder med. Det kunne man tydeligt se. Det fik ikke nogen konsekvenser
Marlene Halkjer
I november stod to andre tidligere kvindelige ansatte i Nykredit frem i Magasinet Finans, som er fagforeningen Finansforbundets medlemsblad. Heri anklagede de en chef i Nykredit for krænkende adfærd. Krænkelser, som de mente var et symptom på “en afsporet ledelseskultur”.
Begge kvinder var ligeledes på hver deres måde endt med at fratræde deres stilling i Nykredit efter at have oplevet grænseoverskridende adfærd fra den samme chef.
Den pågældende chef er blevet afskediget, efter kvindernes historie blev afdækket af Finansforbundets journalist. Men Nykredit har ikke direkte villet oplyse, om afskedigelsen bundede i netop denne sag.
“På det personlige plan håber jeg også på noget forløsning. Jeg graver et skelet op, og nu bliver det obduceret
Marlene Halkjer
Spørger man advokat Peter Breum om hans overordnede vurdering af Nykredits håndtering af Marlene Halkjers sag, svarer han klokkeklart:
“Jeg synes ikke, Nykredits moralske kompas har peget i den helt rigtige retning i den her sag. Hun har nogle eftervirkninger, som helt sikkert bør prøves efter nogle arbejdsskaderetlige regler.”
Marlene Halkjer har talt med meget få mennesker om sine oplevelser i Nykredit. Og på spørgsmålet om, hvad hun vil sige til de mennesker, der ikke tror på det, hun fortæller, eller anklager hende for at søge opmærksomheden, svarer hun med stor selvsikkerhed:
“Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle mennesker, der ikke tror på mig. Hvorfor skulle de ikke det?”
Hvorfor sagde du ikke noget for ti år siden, mens det skete?
“Hvad skulle jeg sige? Og til hvem? Jeg havde regnet ud, at det ikke ville få konsekvenser for ham. Og det viser hele min fratrædelse. Der skete intet med ham. Jeg sagde intet den gang, for jeg var klog nok til at vide, at det kom jeg ikke nogen steder med. Det kunne man tydeligt se. Det fik ikke nogen konsekvenser, og han gjorde det jo igen senere.”
“Så nu prøver jeg. Nu prøver jeg at gøre noget ved det. Om ikke andet så kommer jeg med et bidrag til at gøre noget ved det.”
Marlene Halkjers øjne er stålsatte.
“Jeg håber, at Nykredit indser, at jeg gør dem en tjeneste, for de kan åbenbart ikke selv finde ud af at opføre sig ordentligt. På det personlige plan håber jeg også på noget forløsning. Jeg graver et skelet op, og nu bliver det obduceret.”
