ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan kan du spare op til dine børn: Få seks gode råd

Står dit eller dine børns børneopsparing også kontant, eller har de slet ingen opsparing, så er der her en række modeller for, hvordan du kan spare op til deres fremtid

Arkivfoto: Melissa Ørnstrup
Arkivfoto: Melissa Ørnstrup

Rentes rente er fidusen, der skal udnyttes, hvis du vil give dit barn et økonomisk skub bagi. Men den skal kombineres med den mindst mulige omkostning for, at effekten ikke ædes af skat og gebyrer.
Her er en række forskellige muligheder til en børneopsparing:

1. Den klassiske børneopsparing i en bank

De fleste pengeinstitutter tilbyder en klassisk børneopsparingskonto, der kan oprettes, når barnet er mellem 0 og 14 år. Der kan kun oprettes én konto pr. barn, og der må kun sættes 6000 kr. ind på kontoen årligt og maks. 72.000 kr. i alt.

Ifølge Mybanker er der kun seks danske pengeinstitutter, der tilbyder en rente ved første indbetaling på 6000 kr. Resten giver 0 pct. Så selv om kontoen giver skattefrihed på renteindtægter, kan fordelen for de fleste ikke engang ses med et mikroskop.

Investor
Speed børnenes opsparing op med aktieafkast, men husk at tjekke omkostningerne

2. Aktiedepot tilknyttet den klassiske børneopsparing i en bank

Derimod kan man i de fleste pengeinstitutter oprette et aktiedepot tilknyttet kontoen. Her skal man være opmærksom på, at depotomkostningerne varierer afhængigt af udbyderen og hvilke aktier, man køber.

Der vil typisk være færrest omkostninger forbundet med at købe danske aktier ift. udenlandske. I dette tilfælde giver det mere mening at have skattefrihed, da den også omfatter afkast og udbytter.

Investor
Sådan snyder du dig selv for penge: Betaler du 1 pct. for meget i omkostninger, vil du efter knap 30 år have betalt mere end hele det investerede beløb for meget

3. Investeringspulje tilknyttet den klassiske børneopsparing i en bank

Her investeres de årligt 6000 kr. og maksimalt 72.000 kr. i værdipapirer, som den pågældende bank selv vælger. Bemærk, at den enkelte bank gerne vælger sine egne investeringsafdelinger, og nødvendigvis ikke de bedste eller billigste. Her betaler man ofte flere forskellige gebyrer. Ifølge Forbrugerrådet Tænks gennemgang af puljeinvesteringer fra december 2020, lå åop mellem 0,61 til 2,24 pct. fordelt på lav, middel og høj risiko, dog ved en saldo på 150.000 kr., gennemgangen viste faldende åop ved højere saldobeløb.

4. Værdipapirdepot i barnets navn

Man kan sagtens gå uden om den klassiske børneopsparingskonto, der ret beset ikke giver mange skattemæssige fordele, da den er begrænset i indskud. Vælger man at oprette et værdipapirdepot i barnets navn, kan man gøre det i sit eget pengeinstitut eller hos handelsplatformen Nordnet. Den sidste er p.t. det billigste alternativ ifølge Forbrugerrådet Tænk.

Her må der sættes langt flere midler ind til handel med værdipapirer. I 2021 må et barn modtage et skattefrit gavebeløb på 68.700 kr. fra hver af sine forældre og bedsteforældre. Men her kan forældrene blive beskattet af de udbytter, barnet modtager.

Enkeltaktier samt investeringsforeninger og etf’er, der beskattes som aktieindkomst, bliver beskattet med 27-42 pct. Her kan frikortet ikke udnyttes.

Men man kan udnytte barnets frikort, hvis man finder investeringsprodukter, f.eks. etf’er, der beskattes som kapitalindkomst. I så fald lyder frikortbeløbet i 2021 på 36.900 kr., før barnet skal betale skat. Tjener barnet allerede penge, vil frikortgrænsen hurtigere blive nået, hvorefter barnet skal betaler mellem 37-42 pct. i skat.

36.900

kr. lyder et barns frikortbeløb på i 2021, det kan udnyttes til investeringer

Der findes ingen oversigt over, hvilke etf’er, der kapitalbeskattes, man skal altså selv på jagt. Derimod står Skat bag en liste, der årligt opdateres, hvor man kan finde alle de etf’er, der beskattes som aktieindkomst. Her kan man ikke udnytte frikortet, men må betale skat af både afkast og udbytte på mellem 27 og 42 pct.

5. Aktiesparekonto i barnets navn

Vælger man en aktiesparekonto, må man oprette en pr. barn i sit pengeinstitut. De populære handelsplatforme som Saxo Bank, Degiro og Nordnet tilbyder endnu ikke aktiesparekonto til børn.

Det samlede loft for indskud på aktiesparekontoen er 102.300 kr. i 2021, og der kan kun investeres i børsnoterede aktier, aktieindkomstbeskattede investeringsforeninger og etf’er. Skat af afkast og udbytter er på 17 pct., og der beskattes efter lagerprincippet, det vil sige løbende af både realiserede som urealiserede gevinster. Tab vil kunne modregnes fremtidige gevinster fra kontoen.

Kontoen er forbundet med forskellige handelsomkostninger og evt. depotgebyr.

6. Tobi-konto

Hos Tobi kan man oprette en konto, hvor der ikke er begrænsninger for indbetalingerne, og hvor alle kan indbetale. Hver forældre og bedsteforældre kan skattefrit give et gavebeløb op til 68.700 kr. i om året.

Pengene investeres ud fra den enkeltes risikoprofil og tidshorisont i enten globale aktier, globale obligationer eller danske obligationer, der forvaltes af Optimal Invest. Barnets frikort kan udnyttes, da man kan vælge, at barnet beskattes ud fra kapitalindkomst eller aktieindkomst. Her er ingen gebyrer til depot, kurtage eller valuta, derimod er der en maks. åop på 1,15 pct.

Investor
De første 100.000 kunder kom i løbet af 18 år - de næste 100.000 kom på ti måneder: Nordnet melder om investeringsboom


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu