*opdateret med kommentar fra Samesystems certificerede rådgiver Grant Thornton mandag kl. 18.
Samesystem, der er på vej ind på vækstbørsen First North, valgte torsdag aften at sænke værdiansættelsen af selskabet fra 375 til 275 mio. kr. En prisnedsættelse på 26,7 pct.
Selskabet er lige nu i gang med at sælge aktier for 75 mio. kr., hvoraf 60 mio. kr. er nyudstedte aktier. Prisnedsættelsen kommer, efter at de to investorer i Børsens børspanel Jakob Have og Jens Løgstrup i en artikel onsdag var stærkt kritiske over for selskabets oprindelige værdiansættelse. På en skala fra 1-5, hvor 1 er kategoriseret som stærkt problematisk, gav de to den henholdsvis 1 og 1,5 i vurdering.
“Der har været nogle tendenser i forhold til de selskaber, der er gået på børsen omkring deres valuations. Vi har sammen med rådgivere kigget på, hvordan markedet har forandret sig, og så har vi taget konsekvensen af det,” siger adm. direktør i Samesystem Henrik Salicath.
Selskabet vælger at sætte prisen ned, til trods for at selskabet ellers havde fået fyldt ordrebøgerne og mere end fuldtegnet aktiesalget.
Så fordi Nord. Investments og Donkey Republic senest er gået på vækstbørsen, hvor aktiekurserne er faldet ret markant, så frygter i pludselig et lignende scenarie, når i går på børsen?
“Vi har kigget på den aktuelle situation, og så har vi taget den her beslutning udelukkende omkring det,” siger Henrik Salicath.
Nord. Investments og Donkey Republic gik på First North-børsen med værdier på 210 mio. kr. og 180 mio. ifølge Bloomberg. Få uger efter aktietegningen er de respektive aktiekurser faldet ca. 28 pct. og 30 pct. fra udbudskursen. De to aktier fik dog allerede børsdebut henholdsvis 21. maj og 25. maj og altså før, at Samesystem indledte sin tegningsperiode 31. maj.
Samesystems stifter Henrik Ritlov forlod posten som adm. direktør i april, efter at Nasdaq anbefalede at finde en anden direktør, på grund af at Henrik Ritlov for 24 år siden modtog en dom for insiderhandel. Henrik Ritlov og familie ejer 66,7 pct. af selskabet efter børsnoteringen, men har ingen kommentarer til den markant lavere værdiansættelse og henviser til Henrik Salicath.
Jesper Skaarup Vestergaard, partner i Grant Thornton, udtaler:
"Kurserne på en række toneangivende First North aktier og generelt FN-indekset er faldet den seneste tid, og det er jo selvfølgelig meget vigtigt for selskabet, at man når man bliver børsnoteret kan få nye investorer ombord, der får en positiv kursrejse særligt det første stykke tid,” siger han og fortsætter:
”Samtidig er der et øget udbud af ipo’er på First North, og derfor har vi så truffet en beslutning om at nedsætte aktiekursen, selvom aktien allerede var fuldtegnet. Det er ikke en god start for et børsnoteret selskab, hvis aktien starter med at handle til under udbudskursen.”
Han afviser, at kritikken af Samesystems oprindelige værdiansættelse på 375 mio. kr. har haft indflydelse på beslutningen om at sænke prisen.
”Jeg tror, der er en del selskaber, som enten har gjort det eller overvejer at sænke deres værdiansættelser, sådan som markedet er lige nu. Det her skete så i en offentlig tegningsperiode, men det er absolut ikke første gang inden for de sidste par år, at man har justeret prisen på en børsnotering,” siger han.
Jakob Have og Jens Løgstrup har på baggrund af den nye værdiansættelse valgt at hæve deres vurdering af aktiens prisfastsættelse en smule. Begge mener dog fortsat, at aktien er for dyr.
“Jeg synes, at beslutningen om at sænke værdiansættelsen er ganske fornuftig. Værdiansættelsen er nu tættere på den værdi, ledelsen vurderede selskabet til for syv måneder siden ved seneste kapitalrejsning. Grundlæggende er den dog stadig alt for dyr, og derfor synes jeg, at karakteren 2 vil være for høj,” siger Jakob Have.
Han har valgt at løfte karakteren af aktiens prisfastsættelse til 1,5 fra tidligere 1 på en skala fra 1-5.
Jakob Have henviser til, at selskabet værdiansatte sig selv for syv måneder siden til en markant lavere værdiansættelse. Dengang rejste Samesystem 10 mio. kr., herunder hos Fundamental Invest til kurs 2,9, hvilket er en rabat på 57 pct. i forhold til kurs 6,8, som Samesystem indtil nu har forsøgt at sælge aktier til.
Jens Løgstrup hæver sin vurdering af værdiansættelsen fra 1,5 til 1,75.
“Vi nærmer os nu et 2-tal på prisen, men vi er stadig under 2. Aktien er grundlæggende for dyr, i forhold til det som selskabet har at tilbyde. Det er måske et udtryk for den hype, der har været i markedet, at man er ude med de prisniveauer. Det kan være årsagen. Jeg håber generelt, at vi ser, at priserne kommer lidt ned, for risikoen i forhold til den investering, man gør, er bare for høj.”
De to vurderede også selskabet og den kommende aktie ud fra parametrene forretningsmodel og ledelsens kompetencer. Deres samlede vurdering af aktien lød da på henholdsvis 1,67 og 2,5. Efter prisændringen vurderer Jens Løgstrup nu aktien til 2,58. Jakob Haves vurdering lyder på 1,83.
Tegningsperioden for Samesystem-aktier udløb oprindeligt fredag 11. juni. Den er nu forlænget til 22. juni. Første handelsdag ventes at blive 30. juni.
