Investorerne Jakob Have og Jens Løgstrup har lige mødt hinanden for første gang, men på aktiemarkedet har de allerede passeret hinanden i en kamp om aktier.
“Rias-aktien har jeg haft kig på, da det ændrede gamet i aktien, da der pludselig blev handlet den her store aktiepost, og den store sælgerside, og dermed salgspresset i aktien, forsvandt. Desværre nåede jeg ikke at få opbygget en tilstrækkelig position, inden kursen så stak i vejret,” siger Jakob Have.
“Ved du hvem, der købte?” lyder det fra Jens Løgstrup.
“Ja,” konstaterer Jakob Have.
Aktien er i år steget 47,5 pct. Og køberen var Jens Løgstrup, der gennem et af sine selskaber i marts i år købte netop den aktiepost i et selskab, som Jakob Have ellers havde udset sig til porteføljen i sin aktiefond Nordic Compound Invest.
De to har mere tilfælles end bare interessen for Rias-aktien. Begge er garvede aktieinvestorer og har tidligere arbejdet som finansdirektører i børsnoterede selskaber. Jakob Have i Skako. Jens Løgstrup i Fredgaard Radio. Og så har de også begge erfaring fra bestyrelsen i børsnoterede selskaber.
Ordvekslingen mellem de to falder, da de mødes om et fremtidigt fælles projekt med Børsen. De to skal køre parløb i spalterne, hvor de skal trykprøve de nye børsnoteringer, der i øjeblikket vælter ind på vækstbørsen First North.
De har sagt ja til at udgøre et børspanel, der skal vurdere alle kommende First North-børsnoteringer på tre kriterier: Forretningsmodel, aktiens prissætning og ledelsens kompetencer.
Et børsmarked der i øjeblikket oplever et regulært boom. I 2021 er 11 nye selskaber gået på børsen. Og flere er på vej.
Samtidig er det et marked, hvor der er lang afstand imellem børsfuserne og kursraketterne. I år har den hidtil værste notering været Valuer Holding med et negativt afkast på 68 pct. i forhold til noteringskursen, mens Bactiquant er sprunget i vejret med 192 pct. fra udbudsprisen.
Nu skal de to investorer fremover være med til at klæde andre aktieinvestorer på til at vurdere de nye aktier, der står i kø for at komme på markedet.
Jens Løgstrup er i dag adm. direktør i Linderberg Group og med en stribe andre direktørjob bag sig, er han allerede et kendt erhvervsnavn, ligesom han tidligere har været en del af Investordysten i Børsen, hvor han kæmpede for at lave det bedst mulige afkast ud af 500.000 kr. Privat har hans egen investeringsmodel givet et årligt afkast på over 16 pct. i snit siden 2000. Det har ført til en post som ekstern aktiestrateg hos en kapitalforvalter.
Jakob Have har en baggrund som revisor og har siden arbejdet som bl.a. finansdirektør. Han er investor med speciale i skandinaviske small- og mid cap-aktier. Sidste år stiftede og søsatte han sin egen aktiefond, hvor han i dag har 55 mio. kr. under forvaltning.
Siden fonden gik i luften 10. juni 2020 til ultimo maj i år har nettoafkastet efter alle omkostninger været +104,2 pct. Langt mere end de 61,4 pct. som det referenceindeks, han måler sig selv op imod, har givet i afkast i samme periode.
“I forhold til nye selskaber, der skal på børsen, er jeg som udgangspunkt skeptisk, da det er insidere, der sælger. Jeg kigger særligt efter personkredsen bag, lockup-periode samt de historiske finansielle resultater,” siger Jakob Have, der indtil videre er gået uden om de mange nynoterede aktier på First North.
“Jeg har ikke fundet noget, hvor jeg syntes, at potentialet og prisen stemte overens.”
Jens Løgstrup derimod har købt op i forbindelsen med børsnoteringerne af Alefarm og FOM Technologies.
“FOM skød jeg dog af meget hurtigt, da jeg kunne se, den var oppe med 60 pct. på første handelsdag. Der tænkte jeg, det går for hurtigt det her. Og sådan er det på First North, det kan gå meget hurtigt – både i den ene og den anden retning.”
I midten af 2000’erne var Jens Løgstrup selv med til at sende Gourmetbryggeriet på First North.
“Når jeg selv skal vurdere en ny aktie, er det vigtigste en fornuftig sammenhæng mellem prisen på de nye aktier og de ting, man investerer ind i. Det er rigtig dejligt med alle de nye noteringer, men jeg har været noget bekymret for prissætningen i flere af dem.”
Første selskab, der skal nærstuderes af de to, bliver Samesystems, der netop nu har gang i et aktiesalg, der skal sende selskabet på First North-børsen senere på måneden.
