ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Selvom prisen

på en ejerlejlighed iKøbenhavn er steget hele 39 pct. siden 2015, så er priserne langt højere i Stockholm, Oslo, Paris og London

Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit. Foto: Thomas Nielsen
Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit. Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Synes du, København er blevet dyr efter de seneste mange års prisfest på boligmarkedet? Så prøv at købe en lejlighed i andre europæiske hovedstæder.

Du skal have dobbelt så mange penge op af lommen i London og Paris, og også i Stockholm, Helsinki og Oslo er priserne på en lejlighed langt højere end i den danske hovedstad.

Det viser en ny analyse, som realkreditgiganten Nykredit har lavet.

Og blandt de 13 byer i analysen finder man faktisk det allerlaveste forhold mellem pris og indkomst i København. Så flere familier har altså råd til at bo i hovedstaden.

“Vi har en idé om, at vi bor i et af de rigeste lande i verden, og at København er en meget dyr by. Det ser vi også i målinger over, hvad det koster for en turist at besøge København. Så det er opsigtsvækkende, at boliger i København er så meget billigere end i mange andre hovedstæder,” siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.

En lejlighed i de centrale dele af den danske hovedstad koster i snit 47.170 kr. pr. kvm. Og det markerer en stigning på hele 39 pct. på bare fem år.

Det er alligevel opsigtsvækkende, at boliger i København er så meget billigere end i mange andre hovedstæder

Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit

Men i Oslo er prisen mere end 10.000 kr. højere pr. kvm med 57.834 kr. Og i Stockholm skal du lægge yderligere 10.000 kr. til for hver kvadratmeter, så kvadratmeterprisen lander på 67.129 kr. Den svenske måde at opmåle kvadratmeter på gør dog, at forskellen mellem danske og svenske priser reelt er en tand mindre.

Dobbelt op i London

Helt slemt bliver det, hvis du vil bo i London eller Paris, for her er kvadratmeterpriserne oppe i nærheden af 100.000 kr. I toppen af listen finder vi Hongkong, hvor prisen er 201.581 kr. for bare 1 kvm bolig i byen. Med andre ord skal du af med over 20 mio. kr. for en lejlighed på 100 kvm.

Når København har mindre hidsige priser end vores nordiske nabohovedstæder, handler det dels om efterspørgselssiden, hvor der er flere rige mennesker i Sverige og Norge, der ønsker at bosætte sig i midten af hovedstaden, og som kan betale de høje priser, og dels om udbudssiden, og her er placeringen af byen afgørende.

39

pct. er lejligheder i København steget i pris siden 2015

“I Stockholm har man svært ved at bygge ud i skærgården, og i Oslo er det heller ikke helt lige til at sprænge fjelde i luften for at skabe plads til nye boliger. Der har vi i København gode muligheder for at finde mere plads. Og vi har haft store hensygnende industriområder som Nordhavn og Sydhavn, der kunne konverteres til boliger. Der er blevet bygget mere, og det har taget lidt af presset,” siger Mira Lie Nielsen.

Når det er sagt, så er lejlighedspriserne dog steget kraftigt i København det seneste år, og det får nu Det Systemiske Risikoråd, der er regeringens vagthund over for nye bobler i det finansielle system, til igen at sætte lup på ejerlejligheder i København.

“Nu står vi igen i en situation i København, hvor priserne er begyndt at stige ret kraftigt. Vi er oppe i omegnen af 10 pct., og det er meget, især i lyset af det år, vi lige har været igennem. Det skal gerne bremses, og nu skal de strammede kreditregler stå deres prøve,” siger Mira Lie Nielsen.

Nykredits undersøgelse viser, at Tysklands hovedstad, Berlin, er en tand billigere end København med en kvadratmeterpris på 42.030 kr. Men måske ikke så meget længere, for Berlin-priserne er steget hele 60 pct. de seneste fem år. Til gengæld er det blevet 24 pct. billigere over de seneste fem år at bo i Rom, og også i London er priserne dalet en anelse med 7 pct.

Tallene viser også, at en gennemsnitlig lejlighed i København koster 8,3 gange mere, end en gennemsnitlig dansk familie hiver hjem i løn på et år. Det er faktisk det laveste prisindkomstforhold blandt alle storbyerne. I Berlin er tallet 9,4, mens Oslo og Stockholm har tal på 10,9 og 14,1. Og så er der lige Hongkong igen. Her skal en familie bruge 44 års løn på at købe en lejlighed.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu