På ganske få dage i marts faldt den norske krone over 20 pct., mens det meget cykliske, norske ledende aktieindeks, OBX, faldt ca. 30 pct.
De norske aktier var havnet i en dobbeltlussing. På den ene side smertede coronakrisen, mens magtkampen om olieproduktionen mellem Rusland og Saudi-Arabien sved på den anden side og sendte kortvarigt prisen på WTI-olie ned i negativt territorium.
To måneder er gået, og i Jyske Bank estimerer Jan Bylov, valuta-, rente- og oliestrateg, at olieprisen på en tønde Brent-olie, nordsøolie, skal stige med ca. 50 pct., så den i første kvartal i 2021 koster 55 dollar. I samme periode vil den norske krone, NOK, ifølge hans prognose stige med 8,7 pct.
dollar per tønde estimerer Jyske Bank, at Brent-olien skal koste i Q1 2021
“Vi ser forskellige argumenter for, at den norske krone skal stige. Den er billigt prissat, uanset hvordan vi ser på den i vores forskellige modeller,” siger Jan Bylov og tilføjer, at 67 pct. af den norske kronekurs kan forklares med olieprisens udvikling, som Jyske Bank netop ser store stigninger i.
Ifølge Jan Bylov vil der ske en langsom normalisering af den globale økonomiske aktivitet efter covid-19, og i juli vil den globale oliebalance vende “fra et betydeligt overskud af olie til et underskud.”
“Når det sker, vil der trækkes på olielagrene, og så vil olieprisen ikke være så lav, som den er nu,” siger Jan Bylov.
Som dansk investor, der vil dykke ned i det norske aktiemarked, får man således en fordel fra valutaen, lyder det fra Mads Johannesen, der er investeringsøkonom for Nordnet i Norge.
“Ser man på kursfaldet i den norske krone i forhold til de nordiske lande, så får man relativt set flere aktier for pengene i Norge end tidligere,” siger Mads Johannesen og fortæller, at muligheden for aktieafkast ud af denne cocktail – en stigende oliepris og en stigende norsk krone – skal ses i lyset af verdensøkonomien.
“Man får relativt set flere aktier for pengene i Norge end tidligere
Mads Johannesen, investeringsøkonom, Nordnet Norge
“Oslo-børsen er svært eksponeret mod den cykliske industri. Når verden er i økonomisk nedgang, falder de norske aktier, men har man en tro på, at verden vender tilbage til normal kapacitet inden for et år, er der mange store norske kvalitetsselskaber, der er faldet meget og er kommet ned på nogle fair prisniveauer,” siger Mads Johannesen og tilføjer, at hvis man tror på et økonomisk comeback “ville jeg absolut se på olieselskaberne på Oslo Børs.”
“Nogle selskaber vil næsten altid have en højere prissætning, end hvad fundamentalerne tilsiger på grund af deres evne til at skabe stadigt højere overskud,” siger Mads Johannesen, der blandt alle sektorer ser mest afkastpotentiale i oliesektoren.
Gro
“Hvis olieprisen stiger op mod 50-60 dollar i løbet af det næste år, vil jeg antage, at olieselskaber som Equinor, Aker BP og DNO vil generere en høj pengestrøm og således opleve ryk opad i deres aktiekurser,” siger Mads Johannesen.
I år er Equinor faldet med 12 pct., Aker BP er faldet med ca. 38 pct., mens DNO er nede med 55 pct. Alle tre aktier har dog genvundet mellem 11 og 16 pct. den seneste måned.
Meningerne er delte, for hos den norske bank DNB foretrækker man forsigtighed i øjeblikket.
“Kurserne er steget hurtigt og måske også for meget. Olieservicevirksomhederne ser vi stadig som risikable, da olieselskaberne fortsat vil have nogle meget lave investeringsniveauer, selvom olieprisen stiger. Energiselskaberne er måske lidt lettere at være positiv over for, selvom de også har haft et godt rebound,” siger aktiestrateg Paul Harper.
Ifølge ham bør investorerne huske, at aktiemarkedet altid løber foran og i stor stil allerede har indpriset en stigende oliepris.
