Danskerne har købt guldbarrer og guldmønter som aldrig før under coronakrisen.
To af landets forhandlere af investeringsguld, Vitus Guld og Tavex, melder i hvert fald om voldsom købsinteresse for fysisk guld i alle afskygninger.
“Under coronakrisen gik det helt amok. Der var så stor efterspørgsel på fysisk guld, at vi ikke kunne følge med. Vi måtte lukke ned for vores bestillinger,” siger Christian Klingenberg, direktør i Vitus Guld.
Kunderne købte ifølge direktøren “alt, hvad de kunne få fat på”.
pct. skal guldprisen stige med, hvis Bank of America får ret i, at guldet inden for 18 måneder skal koste 3000 dollar
“De købte også mønter, som vi ellers aldrig plejer at sælge. I dag, hvor interessen er mere dæmpet, sælger vi primært guldbarrer – typisk 50 til 100 gram,” siger Christian Klingenberg, der oplyser, at salgsvolumen på månedsbasis femdobledes under den tidlige fase af coronakrisen, mens den i dag ligger 100 pct. over gennemsnittet pr. måned.
Stormløbet mod guld oplevede man også hos konkurrenten Tavex:
“Alt blev revet væk. Folk begyndte at hamstre guld, og vi løb tør for vores almindelige produkter af 100 gram-barrer og 1 ounce-mønter, det har vi aldrig prøvet før,” siger Nikolaj Vølver, salgskonsulent for ædelmetaller.
Interessen for at eje fysisk guld slog også igennem på Tavex’ guldomsætning over netbutikken. Salget steg med 460 pct. i marts, hvor Danmark lukkede ned, og de globale aktiemarkeder dykkede dybt.
“Da alt begyndte at lukke ned, begyndte en selvforstærkende effekt – folk købte de mindste ting af guld. Vi solgte store mængder af 5 gram-guldbarrer, som vi normalt rådgiver kunderne til primært at købe som gave, fordi man betaler en ret stor procentsats over den aktuelle guldpris, fordi de er så små,” siger Nikolaj Vølver.
Ifølge Vitus Guld bestod den selvforstærkende effekt i, at guldproduktionen i bl.a. Schweiz, som udgør knap en tredjedel af verdens guldforsyning, måtte lukke sine raffinaderier pga. coronavirus.
“Folk begyndte at hamstre guld, og vi løb tør for vores almindelige produkter af 100 gram-barrer og 1 ounce-mønter, det har vi aldrig prøvet før
Nikolaj Vølver, salgskonsulent for ædelmetaller
“Den højere efterspørgsel og det mindre udbud gjorde, at folk ville have endnu mere guld. Vi fik en enorm lang ventetid på leveringerne på seks-otte uger, mens vi før krisen havde dag til dag-leveringer,” siger Christian Klingenberg og oplyser, at leveringstiden i dag er nede på to-fem uger, og at han forventer en normalisering i leverancerne inden for en måneds tid.
Kigger man på guldprisen, har den kravlet sikkert opad siden august 2018 med en stigning på knap 50 pct. Ifølge Bank of America skal guldet stige fra det nuværende niveau omkring 1735 dollar pr. ounce til 3000 inden for de næste 18 måneder, hvilket er en stigning på hele 73 pct.
Teknisk analytiker Peter Arendt, indehaveren af rådgivningsvirksomheden Minagro, ser i første omgang en stigende guldpris i det tidligere rekordniveau 1900, hvor den befandt sig i 2011.
“Guldprisen kan sagtens gå langt højere op. Det er absolut ikke usandsynligt,” siger Peter Arendt.
Investorerne sender også masser af penge ind i guld-etf'er, der er børsnoterede investeringsfonde. Oplysninger fra Bloomberg viser et inflow i guld-etf’er på 14,5 mia. dollar på mindre end fem måneder.
Hos Nordea vurderer chefstrateg Andreas Østerheden, at guldprisen sagtens kan søge højere op på kort sigt.
“Hvor skal guldet hen? Det er et af de mest stillede spørgsmål fra vores kunder p.t. På kort sigt giver det god mening at købe guld, der er nogle strukturelle faktorer, der taler for en stigende guldpris, f.eks. at centralbankerne bliver ved med at pumpe likviditet ud i det finansielle system.”
