ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Vi sørger for, at Herman får sin motion i kisten"

Karin Salling er selverklæret tryghedsnarkoman. Men i 2011 slog hun hul på Herman Sallings sparegris. Den 73-årige enke efter grundlæggeren af Dansk Supermarked forærer hvert år et trecifret millionbeløb til kultur og sport. Vi tog med hende på en tur rundt i Aarhus sammen med Herman Sallings gamle chauffør

Normalt kører Karin Salling selv, når hun skal nogen steder.

“Og jeg nyder det. Jeg har næsten lige købt en Porsche,” siger hun med et smil, der afslører en barnlig glæde over den tre år gamle Carrera, en topersoners sportsvogn, som hun i sommerhalvåret ræser rundt i på de smalle, snoede veje omkring Aarhus.

Men i dag, hvor Børsen har fået lov til at komme med hende på en tur rundt i byen, har hun arrangeret, at hendes privatchauffør skal fragte os i en mørkeblå Audi A8. Den ekstra lange udgave.

“Det er den samme model, som Kongehuset bruger,” bemærker Per Autzen, der har kørt for familien i 25 år, siden han selv var i begyndelsen af 20’erne.

Han hentede Karin Sallings mand, grundlæggeren af Dansk Supermarked, Herman Salling, hver morgen i villaen på Ildervej i velhaverforstaden Skåde for at køre ham ind på kontoret. Det gjorde han indtil seks uger før den 86-årige købmands død i 2006.

6_38876_picture_2876_1.jpg
Karin Salling bliver kørt rundt af sin chauffør gennem 25 år. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

73-årige Karin Salling har i de senere år byttet et stille liv som hjemmegående husmor ud med en fremtrædende rolle i kulturlivet. Siden 2012 har hun som næstformand i Salling Fondene været med til at forære over 700 mio. kr. til alt fra teatre og biografer til sportshaller og danske atleters forberedelse til OL. Primært i Aarhus.

“Det er en rigtig god fornemmelse at kunne give folk noget, der gør dem glade. Det er min drivkraft. Jeg ved ikke, hvem der kommer efter mig, så derfor synes jeg, det er vigtigt at give så meget tilbage til Aarhus som overhovedet muligt, mens jeg lever. Du skal gøre, hvad du gerne vil i dag, for det er ikke sikkert, du kan nå det i morgen,” siger hun.

Pengene sad ikke løst på Herman Salling

Herman Salling, der skabte koncernen med dagligvarebutikkerne Føtex, Netto og Bilka på grundlag af stormagasinet Salling, som han overtog efter sin far, efterlod sig en større milliardformue i en fond. Den passede han så godt på, at den anonyme fond gjorde sig mest bemærket ved stort set ikke at dele nogen penge ud i Herman Sallings levetid. Det fik flere gange Civilstyrelsen til at løfte pegefingeren over for købmanden og gøre opmærksom på, at de årlige donationer var under lovkravet.

Opinion
Anders Krab: Vi har skrevet en bog til dig - den handler om dem, der handler
“Når han fik sådan et brev, så skyndte han sig at give et par hundrede tusind til nogle af de ansatte, der gerne ville ud at uddanne sig. Herman ville så forfærdeligt gerne, at pengene blev i firmaet. Firmaets ve og vel var hans liv,” siger Karin Salling, men understreger, at ægtemanden ikke var nærig: “Han var mådeholden. Man skulle spare penge til bedre tider, mente han.”

Det var en god idé, siger Karin Salling, for sparsommeligheden gjorde det i 2014 muligt for Salling Fondene at købe aktiemajoriteten i Dansk Supermarked tilbage fra A.P. Møller - Mærsk i en handel, der værdisatte koncernen til 41 mia. kr.

Karin Salling talte aldrig med Herman Salling om, hvad der skulle ske med fondsmidlerne, når han ikke længere var der.

“Han regnede jo nok med, at de ville blive i fondene, ligesom det altid havde været. Herman gik meget op i sin gymnastik, da han levede, og jeg er helt sikker på, at med de uddelinger, vi giver nu, så sørger vi for, at han får sin motion i kisten,” siger Karin Salling og tager en kunstpause, mens hun fastholder blikket.

“Det gør han.”

Ud i rampelyset

I april 2011, fem år efter Herman Sallings død, tog den i offentligheden stort set ukendte Karin Salling det første forsigtige skridt ud i rampelyset. En forsmag på hendes nye rolle. Hun slog hul på sparegrisen og præsenterede den største enkeltstående donation fra fondene på 12,7 mio. kr. til Aarhus Teater. Her holdt hun også sit livs første store tale til en regn af klapsalver fra Scala-salen i det 116 år gamle teater.

“Det var som at springe ud på dybt vand uden at kunne svømme. Det har jeg så lært undervejs,” siger Karin Salling, der kalder sig selv for en tryghedsnarkoman.

Derfor havde hun forberedt sig grundigt inden talen.

“Direktøren i Aarhus Teater sagde til mig: Du skal stille dig foran spejlet, Karin, og så skal du læse talen op, og det gør du, indtil du kan den udenad,” fortæller hun.

Pengegaven til Aarhus Teater viste sig kun at være en generalprøve. For en formiddag i november 2012 i stormagasinet Salling delte hun 171 mio. kr. ud til 12 forskellige projekter i Aarhus.

Selv beskriver hun, med inspiration fra et H.C. Andersen-eventyr, fondsmidlerne som en skattekiste bevogtet af tre hunde med øjne så store som tilbudsøer. Da den tidligere Coop-boss Per Bank vendte hjem fra britiske Tesco og blev topchef i Dansk Supermarked i begyndelsen af 2012, lukkede de hundene ud i haven.

Under den gamle ledelse var det svært at starte en revolution.

“Det kan godt tage noget tid at bearbejde nogle mennesker, som måske ikke har den samme indstilling, som man selv har,” lyder det diplomatisk fra Karin Salling, der aldrig overvejede et opgør med fondsuddelingerne i Herman Sallings tid.

1_38871_picture_3747_1.jpg
På vej op ad bagtrappen på Teatret Svalegangen. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

“Selvfølgelig kunne vi diskutere privat, men forretningsmæssigt blandede jeg mig aldrig, og han skulle heller ikke blande sig i det derhjemme. Det var en meget skarp opdeling. Hvis han engang imellem kom med kritik, så sagde jeg: “Det er i orden, Herman, så bliver du hjemme, og så går jeg på kontoret”.”

Et rødt kryds, der er tapet fast på det blanksorte teatergulv, angiver, hvor skuespillerne skal placere sig. To skæggede mænd i stumpebukser og med ansigterne i koncentrerede folder danser i slowmotion, mens en ung kvinde prædiker. Egentlig skal stykket, der er en moderne fortolkning af gudstjenesten, akkompagneres af lyden fra en saxofon og opføres i domkirken, men i dag øver de bare. De to mandlige skuespillere stopper deres bevægelser. Det er signalet til Karin Salling, som klapper anerkendende af miniopvisningen.

“Det giver da noget motion,” siger Karin Salling, der er iført et par tårnhøje stiletter med sylespids hæl, lys pelsjakke og har en Chanel-taske ved sin side.

Generelt
Gadejuristen: "Jeg elsker at vinde. Især over det offentlige"
Som hun sidder dér i den lille spartanske sal på det alternative teater Svalegangen et stenkast fra Strøget i Aarhus, ser hun ud til at nyde sin rolle som den gavmilde donor med en tung stemme i forhold til, hvor den næste pengegave skal lande. Som fondens ansigt udadtil, der følger projekterne fra tegnebrættet, til den røde snor skal klippes.

Brøl, pis og kunst

I foråret 2013 skabte det dønninger i det østjyske kulturliv, da hun strøede 22,7 mio. kr. ud over baggårdsteatret, der tidligere reklamerede for en ny sæson med mottoet “Brøl, pis og kunst”. Beløbet var i sig selv ikke opsigtsvækkende, for hun havde tidligere givet millioner til kulturinstitutioner som Aarhus Teater og Musikhuset, men det var nyt og overraskende, at fondene også havde blik for det eksperimenterende.

Teaterdirektør Per Smedegaard glemmer ikke den dag, der dumpede en nydelig kuvert med Salling Fondenes monogram ind ad døren. Han havde søgt om midler til at forvandle et gammelt loft til en helt ny sal og give resten af teatret en overhaling, men han vidste også, at Svalegangen lå i en bunke med flere hundrede ansøgninger, hvor langt de fleste får nej.

“Jeg var helt svedig, efter at have cyklet herind og afleveret børn på vejen. Og så går jeg ind på mit kontor og åbner brevet: De har kraftedeme givet det hele,” råber direktøren så højt, som oplevede han øjeblikket en gang til.

“Og så drak vi champagne,” siger han, før han bliver afbrudt af Karin Salling.

“Hvorfor inviterede I ikke mig? Jeg elsker champagne.”

2_38872_picture_3747_1.jpg
Karin Salling i Teatret Svalegangen, hvor skuespillere øver forestillingen "Befri Gudstjenesten". Foto: Andreas Bang Kirkegaard

I 15 år havde medarbejderne på teatret slæbt kulisser fra værkstedet i kælderen ad trapperne op til salene, men med pengene fra fonden kunne de installere en vareelevator. Men også facaden trængte til et løft, mente Karin Salling.

“Det så forfærdeligt ud. Jeg ved ikke, hvad det indgangsparti lignede,” siger hun.

Inden Svalegangen sendte en ansøgning afsted, havde Karin Salling aldrig set en forestilling her. Hun havde faktisk aldrig hørt om teatret.

Men det er vigtigt at støtte bredt, siger hun. Derfor har fondene også givet 40 mio. kr. til et havnebad og støttet et nyt klubhus til byens fodboldstolthed, AGF, og en legeplads i forbindelse med byens nye vartegn, Dokk1.

"Man skal tænke, at Herman har gjort meget for kunsten og kulturen i Aarhus. Uanset om han er for det eller imod det."

Pengene skal nemlig ikke kun regne ned over Aarhus Teater, hvor mange af “kunderne og medarbejderne” aldrig kommer. Underforstået de 1,4 millioner daglige kunder i koncernens mere end 1400 butikker og de 50.000 medarbejdere, der betjener dem.

Det er i Herman Sallings ånd. Han udvidede i 1980’erne Dansk Supermarked-familien med discountbutikken Netto for at sørge for, at der var et billigere alternativ til Føtex.

Karin Salling følger alle fondenes bevillinger på tæt hold. Det er hendes fornemste opgave, mener hun. Så når fonden har støttet et 7,5 meter højt udsigtstårn på Aarhus Havn, så tager hun naturligvis til Grenaa for at se stålkonstruktionen blive støbt.

Karin Salling nævner “kunderne og medarbejderne” igen, da vi er på vej op ad en ståltrappe i baggården. Det er dem, hun først og fremmest vil glæde med fondenes donationer. Men det er også et ønske om at holde sin mands navn i live.

“Jeg vil gerne have, at der i Aarhus er så mange aftryk af Herman Salling, at man ikke kan undgå at tænke på ham engang imellem,” siger Karin Salling.

Hvad skal man så tænke om ham?


“Man skal tænke, at Herman har gjort meget for kunsten og kulturen i Aarhus. Uanset om han er for det eller imod det.”

Selv var den gamle købmand ikke en storforbruger af kulturlivet. Han havde for travlt med at arbejde, men i mange år kæmpede han også med en sygdom, der gav ham problemer med balancen. Lægerne fandt aldrig rigtigt ud af, hvad han fejlede, men det blev værre med årene. Først fik han en rollator, og i hans sidste tre leveår skubbede Karin Salling ham rundt i en kørestol. Men han ville helst blive hjemme.
“Vi kom ingen steder i mange år. Herman var endda ked af at komme i Musikhuset til sidst. Han følte sig som en udstillingsgenstand. Hvis han skulle spise ude, og han skulle have hjælp til det, så følte han, at det var så nedværdigende. Så vi blev hjemme,” siger hun.

Efter ægtemandens bortgang blev Karin Salling siddende i sin lænestol i villaen på Ildervej. I tre uger stirrede hun på stolen over for hende, hvor Herman Salling plejede at sidde.

“Jeg var vred og ked af det,” siger hun. “Vred, fordi han ikke var her mere. Det var en ulykkelig tid, det var jo ligesom at have mistet en arm.”

7_38877_picture_2876_1.jpg
En donation til Aarhus Teater på 85,8 mio. kr. topper listen over fondens fem største donationer. Team Danmark, Den Gamle By, De Bynære Havnearealer i Aarhus og Aarhus Academy for Global Education er også på listen. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Midt i den svære tid var det kulturen, der hjalp hende op af stolen og tilbage til livet.

“Nogle af mine gode venner, Hanne og Poul, spurgte, om jeg ikke skulle med i Musikhuset. Jeg sagde, at det havde jeg sådan set ikke lyst til. Men jeg tog med alligevel, og det var starten på et helt nyt liv, hvor jeg kom mere ud end nogensinde før. I Musikhuset, Aarhus Teater og Den Gamle By,” siger hun.

Duel på armbøjninger

“Hvor mange armbøjninger kan du tage,” spørger Karin Salling mig pludselig, efter den mørkeblå Audi er stoppet ude foran Marselisborghallen i det sydlige Aarhus.

Vi går i den nedslidte sportshal, mens nogle få atleter træner på den røde løbebane, der udgør underlaget. Jeg har spurgt hende, hvor længe, hun tror, hun kan fortsætte med sit arbejde for fondene. Hun føler sig i god form, siger hun.

Longread
Danmarks næstrigeste: "Jeg kan sikkert gøre det bedre endnu"
Godt nok har hun for nyligt været tvunget til at droppe sin ugentlige badmintonaftale med tre veninder, fordi knæet er begyndt at drille. Det nager hende, for de har spillet sammen i 20 år. Men hun vil stadig holde fast i de tre gange om ugen, hun går i træningscenter. Hun tilføjer stolt, at hun da indtil videre er sluppet for “tanteflapperne”.

“Jeg kan vel tage 20-30 stykker,” siger jeg.

“Så tag 20,” siger hun med en fast stemme, der efterlader mig uden et reelt valg.

Da jeg rejser mig igen, lettere forpustet og rød i hovedet, siger hun leende: “Så forventer du også, at jeg skal gøre det?”.

Hun smider pelsen, og placerer snuden på de højhælede sko og hænderne med de rødmalede negle i den kolde, ru løbebane og begynder ufortrødent at bøje armene i et kontrolleret tempo. Hun stopper først, da hun når 22, rejser sig op uden de mindste problemer og leverer en stikpille for at cementere sin fysiske form:

“Forskellen er, at du kan mærke det i morgen, og det kan jeg ikke,” siger hun og griner.

4_38874_picture_3747_1.jpg
Karin Salling i Team Danmarks styrkecenter ved Århus stadion. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Som ung løb Karin Salling i Randers Freja og blev i de tidlige teenageår jysk mester i trekamp, indtil der “kom drenge ind i billedet”. Og så stoppede hun. Men hun sørgede altid for at holde sig i god form, siger hun. I de første otte år af sit ægteskab med Herman Salling løb de hver morgen ud til Moesgaard og tilbage igen.

“Nu er jeg jo sprinter, og han løb langsomt, så jeg løb lige nogle hundrede meter foran, og så gik jeg og ventede på, at han skulle komme,” siger hun.

Dengang Herman Salling blev afvist

Karin Sallings far var snedkermester, mens moderen passede huset. Selv uddannede hun sig til tandtekniker i fødebyen Randers og arbejdede senere på en klinik i Kolding og nogle år på Aarhus Dentallaboratorium. Om aftenen og i weekenderne bijobbede hun som model og gik bl.a. opvisning i stormagasinet Salling.

Til en nytårsfest på Hotel Hvide Hus i Ebeltoft mødte den 32-årige Karin Salling den 56-årige forretningsmand Herman Salling. Hun var i sit andet ægteskab, men det afholdt ikke købmanden fra at spørge efter hendes telefonnummer. Hun afslog. Det havde Herman Salling, der havde to ægteskaber bag sig, aldrig prøvet før, fortalte han i talen til deres bryllupsfest. Han gav dog ikke op, og da de ved et tilfælde mødtes et stykke tid senere i lufthavnen, sagde hun ja til at spise frokost sammen med ham. Året efter flyttede hun ind i palæet på Ildervej.

"Det var jo Herman, der skabte det hele. Men det er ikke altid, at jeg gør, som jeg ved, at han ville have gjort. Så måtte han jo bare have sørget for, at jeg ikke sad i fondene"

Karin Salling tænker på den afdøde ægtemand, hver eneste gang hun sammen med fondsbestyrelsen, der bl.a. består af topchefen i Dansk Supermarked, Per Bank, diskuterer de indkomne ansøgninger.

“Det var jo Herman, der skabte det hele. Men det er ikke altid, at jeg gør, som jeg ved, at han ville have gjort. Så måtte han jo bare have sørget for, at jeg ikke sad i fondene,” siger hun med henvisning til, at Herman Salling fik indskrevet i fundatsen, at Karin Salling er bestyrelsesmedlem på livstid.

“Så de kan ikke komme af med mig,” klukker hun.
 
Hvad tror du, Herman Salling ville sige til, at du gav 22,7 mio. kr. til et baggårdsteater?

“Det var ikke sket,” lyder svaret uden tøven.

“Så ville han have sagt, at det er noget, kommunen må tage sig af.”

AGF havde strikken om halsen

På vej tilbage mod bilen kaster Karin Salling et blik på Marselisborghallen, der ligger lidt gemt væk bag en række nøgne birketræer og fremstår som et bygningsværk, der er træt af dage.

“Jeg kan godt forstå, de søgte,” siger hun om ansøgningen, som Salling Fondene sidste år honorerede med en pengepose på 10 mio. kr.

Fondene blander sig normalt ikke direkte, efter pengene er overført, men har dog retten til at trække støtten tilbage, hvis spaden ikke er sat i jorden inden for tre år. Det var tæt på at ske for Superliga-klubben AGF, der to gange har fået millioner til et nyt klubhus på træningsanlægget Fredensvang.

“De havde strikken om halsen, fordi de ikke rigtigt var kommet i gang, efter de havde fået pengene. Så der kom pegefingeren lige op. Men de har store tanker om, hvad der skal ske derude, så jeg er næsten sikker på, at det ikke er sidste ansøgning, vi har fået derfra,” siger hun.

Før vi når dagens sidste stop, fortæller Karin Salling om den ældre mand, hun sludrede med inde på den røde løbebane. Peter Bjerre, hed han. Hun troede, at han havde kendt hendes mand. Det havde han ikke, men så fortalte han om en femkamp i Aalborg, han skulle til i næste uge.

Om at han skulle forcere fem hække på 76,2 cm. Og om hvordan det ville være lettere, hvis han satte hækkene sammen. Det grinede de begge af.

5_38875_picture_3747_1.jpg
I sofaen i kulisserne på Teatret Svalegangen. Der gemmer sig en rubiksterning mellem puderne. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

“Det skulle vi lige have med, som han sagde. Det er da hyggeligt,” siger hun og glæder sig over alle de forskellige mennesker, hun møder i forbindelse med fondenes arbejde.

Herman Salling trænede, så længe hans muskelsygdom tillod det. Han sværgede til den legendariske radiogymnast Kaptajn Jespersen og hans motto: “Den, der ranker sig, slanker sig”, og tog til Hindsgavl Slot ved Middelfart for at holde sig i form med stavgymnastik.

“Sport er sundt for unge mennesker. Hvis de kan dyrke sport, så står de ikke på et gadehjørne og ryger og drikker,” siger Karin Salling, der de senere år har støttet Team Danmark med mere end 75 mio. kr.

Pengene gør en forskel

Sidste sommer fløj hun til OL i Rio de Janeiro for at følge atleterne på tætteste hold, og efter den oplevelse er hun slet ikke i tvivl om, at fondenes støtte har betydning.

“De atleter, jeg mødte, var så glade og taknemmelige, og de sagde, at de ikke kunne have klaret det så godt uden pengene fra fondene,” siger hun og kommer i tanke om den unge svømmer Pernille Blumes sensationelle guldmedalje.

“Da hun kom op af vandet med det overraskende udtryk i ansigtet, så var vi lige så overraskede. De penge, hun har fået, har været afgørende for, at hun kunne komme så hurtigt tilbage i topform,” siger hun med henvisning til, at Pernille Blume under forberedelserne til OL var i krise og ikke trænede i flere måneder.

Opinion
Jordemoder: Jeg brød ud af det offentlige, fordi jeg brænder for babyerne
I styrketræningsrummet i Ceres Arena, der ligger klos op ad AGF’s hjemmebane for enden af Stadion Allé, får Karin Salling øje på sejleren Anne Marie Rindom, der vandt bronze i Rio. De udveksler et par ord, og Karin Salling smiler og stikker tommelfingeren i vejret.

Føler du så, at du har en aktie i hendes bronzemedalje?

“Jeg føler en stolthed på hendes vegne, på Danmarks vegne,” siger hun og trækker en pause på et par sekunder, før hun smiler drillende: “Og på Dansk Supermarkeds vegne, for vi har hjulpet hende, og vi gør, hvad vi kan for at hjælpe.”

Karin Salling og chaufføren bytter roller

Men hun mener ikke, at hendes indsats i fondene er noget, der bør få særlig opmærksomhed.

“Det er min mands fortjeneste, det er jo hans penge. Jeg skal ikke gå og rose mig selv. Herman har lagt banen til, at det var muligt.”

3_38873_picture_3747_1.jpg
I Team Danmarks styrkecenter udveksler Karin Salling et par ord med Anne Marie Rindom, der vandt bronze ved OL i Rio. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Hun håber, at hun kan fortsætte med at dele årlige gaver for trecifre de millionbeløb ud, men siger, at det afhænger af firmaets præstationer. Altså Dansk Supermarked.

“Vi skal have overskud. Hvis Dansk Supermarked har et skidt år, så deler vi heller ikke nogen penge ud,” siger hun.

Udenfor falder mørket på, og Karin Salling sætter igen kurs mod bilen. Hun roser chaufføren Per Autzen for at passe godt på den.

Senere på året kan han fejre 25 års jubilæum i Danmarks største detailkæde. Sådan en loyalitet glemmer Karin Salling ikke. Så på mærkedagen bytter de roller, og Karin Salling kører selv hen og henter ham hjemme på privatadressen i Herman Sallings gamle bil.



           

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis