Klaus vinkede farvel til det trygge liv: Skabte ombejlet vækstmonster i garagen

Klaus Eldrup-Jørgensen overtog som 15-årig rengøringen af sin skole. Siden har han været overbevist om, at han skulle skabe en stor virksomhed. Der gik dog 30 år, før han helhjertet gik i gang. Her er historien om en mand, der midt i en ellers snorlige direktørkarriere sagde farvel til det trygge lønmodtagerliv og skabte et vækstmonster

Klaus Eldrup-Jørgensen står med let spredte ben. Han kigger over på Fredrik Tuxen, der nikker. Klaus Eldrup-Jørgensen svinger en smule nervøst køllen og sender golfbolden afsted.

De to danskere er i efteråret 2005 på en femdages tur i USA med en lille boks under armen. Opfindelsen hedder Trackman og kan via en radar måle, hvordan og hvorfor en golfbold flyver, som den gør.

Hos Nike i Texas lander den lille hårde hvide bold. Alle ti mand vender sig mod Fredrik Tuxen, som på sekundet fortæller dem, hvor bolden er landet, hvordan den er kommet derud, og med hvilken hastighed.

De er ved at tabe kæben. Hidtil har de haft en mand rendende rundt ude i marken for at vise, hvor den lander.

De rejser sig og klapper. Klaus Eldrup-Jørgensen og Fredrik Tuxen bliver mødt af en smilende Nike-chef, der tørt konstaterer: “You are going to get rich, guys.”

Her godt ti år senere tjener Trackman styrtende, og ejerne er ombejlede af kapitalfonde, som er klar til at lægge en formue for at overtage selskabet.

58-årige Klaus Eldrup-Jørgensen er dermed en af landets mest succesfulde iværksættere. Alligevel har du næppe hørt om ham før. For i modsætning til andre succesfulde danske iværksættere gør han en dyd ud af at forblive anonym.

Han er ellers en af de helte, dansk erhvervsliv sukker efter, og så har han en helt anden historie end de fleste andre iværksættere.

Mød en mand, der i en alder af 45 år siger farvel til en topdirektørkarriere for at jagte drømmen om at skabe sig egen virksomhed.

En mand, som får hårdt knoklende lønmodtagere til at ligne dovne sofaryttere, og som er overbevist om, at han er i gang med at skabe en stor dansk succes.

1972: Rungsted Privatskole

“Libertate et virtute” – “frihed og magt” – står der med store bogstaver over hovedindgangen til Rungsted Privatskole.

Det er her, det bedre borgerskabs børn i Hørsholm Kommune er blevet sendt i skole siden 1900. Som søn af en læge er Klaus Eldrup-Jørgensen en af dem, og han tager skolens motto bogstaveligt.

Den 15-årige dreng sidder som elevrådsformand også med til privatskolens bestyrelsesmøder. Her undrer han sig højlydt over, at det er så dyrt at få gjort skolen ren. Svaret fra bestyrelsen er, at sådan noget koster det, det koster, og at det ikke kan være anderledes.

Klaus Eldrup-Jørgensen er et stædigt menneske, så han går hjem på sit værelse og regner på mulighederne. Dagen efter går han til skolebestyreren med et stykke papir fyldt med tal, der viser, at eleverne selv kan rengøre skolen meget billigere.

“Det ligger dybt i mig, at man skal arbejde. Og jeg har altid gerne villet tjene mine egne penge”

Privatskolen fyrer rengøringsfirmaet, og Klaus Eldrup-Jørgensen sætter sig sammen med kammeraterne på rengøringen de næste to år.

Med en far, der er øjenlæge i Hørsholm, er det ellers ikke, fordi det er nødvendigt for Klaus Eldrup-Jørgensen at arbejde. Men det præger drengen, at han igennem hele barndommen ser sin far og medhjælpende mor arbejde hårdt med den private praksis i Hørsholm.

“Det ligger dybt i mig, at man skal arbejde. Og jeg har altid gerne villet tjene mine egne penge,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen.

Derfor står han også op kl. 4 hver morgen de sidste to år af gymnasiet og deler Berlingske Tidende ud. Men selvom den ranglede teenager er oppe flere timer før sine kammerater, har han stadig masser af energi om eftermiddagen.

For som taget ud af klichébogen om fordomme om rige mennesker i Nordsjælland begynder Klaus Eldrup-Jørgensen i samme periode at spille golf. Og han bliver god.

Så når den sidste time i gymnasiet er færdig, dribler Klaus Eldrup-Jørgensen over til golfbanen, hvor han spiller mindst fem timers golf hver eneste dag.

Han bliver dansk mester for juniorer to gange og spiller sig også på seniorlandsholdet. Tankerne kredser om en professionel golfkarriere, men en tur til amatørverdensmesterskaberne i USA, hvor han sammen med de andre danske spillere får læsterlige klø, smadrer de drømme.

23 år senere bliver sporten med køllen og den lille hårde hvide bold dog igen det primære i Klaus Eldrup-Jørgensens liv.

Men først er der et valg, som skal tages, og en iværksætteriver, der bremses.

1977: Medicinstudiet

Klaus Eldrup-Jørgensen bliver student som 18-årig med et dengang okay snit på 8,9. Da han ikke er helt skarp på, hvad han har lyst til, vælger han den lette løsning og gør som de fleste andre mænd i sin familie: læser medicin.

“Det var den nemme løsning. Ingen tvivl om det,” erkender han.

Samtidigt med at han studerer genetik, celler og kredsløb, bobler lysten til at skabe virksomheder. Idéerne vælter ud af ham og lillebror Morten Eldrup-Jørgensen, der er tætte makkere. De introducerer blandt andet Nikes golfudstyr i Danmark og får agenturet på et laserapparat, der kan vurdere, om folk er nærsynede.

Så når der ikke er forelæsninger på universitetet, kører Klaus Eldrup-Jørgensen rundt til landets golfbutikker og optikere og sælger udstyr. Det bliver et par fornuftige forretninger, men for Klaus Eldrup-Jørgensen er succesen ikke vigtig.

“Jeg er drevet af at ville lave noget selv. Så det havde heller ikke generet mig eller slået mig ud, hvis det var gået galt. Jeg havde bare bildt mig selv ind, at det var produktet, den var gal med,” griner han.
Men selvom han har succes med at være iværksætter, overvejer han aldrig at droppe medicinstudiet. Klaus Eldrup-Jørgensen vil have papirerne i orden. Så han får gjort sin uddannelse færdig og begynder at arbejde som læge.

Men han bliver skuffet.

Klaus Eldrup-Jørgensen er vokset op med en far, hvis hele omgangskreds bestod af overlæger fra Hørsholm Sygehus. De mødtes hver lørdag til sauna, hvor de over den efterfølgende øl “løste problemerne” på sygehuset. Det var dengang, hvor en læge opererede en patient, gik hjem og kom tilbage senere på aftenen og kiggede til patienten.

“Det var før, det blev den fabrik, som det er i dag. Der var på sygehuset et forhold mellem patient og læge, og sådan en læge ville jeg gerne være. Jeg tør godt bruge ordet kald. Det var en livsfilosofi,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen.

Den 24-årige nyuddannede læge er frustreret over, at han hele tiden skal afspadsere sit overarbejde, og Klaus Eldrup-Jørgensen, der ikke kan leve med at arbejde blot 37 timer om ugen, begynder at læse en HD i afsætning.

“Jeg skulle ikke sidde hjemme og kukkelure, når jeg havde fri,” understreger han og stiller derfor som 22-årig også op til kommunalvalget i Hørsholm for De Konservative. Og bliver valgt.

Med flere succesfulde forretninger bag sig er det oplagt, at Klaus Eldrup-Jørgensen i den periode satser alt på iværksætterlivet. Men modet svigter.

“Jeg var fyldt med drive og entreprenørskab, men makronbunden skulle lige på plads først,” siger han.
Med en medicineksamen og en HD i hånden tager Klaus Eldrup-Jørgensen et for lægefamilien usædvanligt skridt.

1986: Brev til Mads Øvlisen

Den 28-årige Klaus Eldrup-Jørgensen sætter sig en aften hjemme ved skrivebordet og skriver et brev til Novos daværende topchef, Mads Øvlisen.

Ud over den sædvanlige smøre får den på alle tangenter om hans unikke kombination af en lægeuddannelse og en HD. Det virker. Godt nok svarer Øvlisen ikke personligt, men Novo indkalder ham til en samtale, og han får et job. I den kommercielle afdeling.

To år senere tager han til Tyskland, hvor han er med til bygge det tyske marked op fra at være Novos blot tiendestørste marked til det tredjestørste.

I 1994 er han tilbage i Danmark og bliver udnævnt som direktør i Novo Nordisk’ diabetesdivision, hvor han får ansvaret for marketing, udviklingsprojekter og klinisk udvikling. Her er han kollega med folk som Henrik Gürtler, Mads Krogsgaard og Kaare Schultz, der alle senere bliver en del af Novo Nordisk’ øverste ledelse.

Klaus Eldrup-Jørgensen bliver i samme periode gift med Beatrice Van Hauen, og de får to drenge og en pige.

Da konsulenthuset McKinsey i 1996 foreslår at nedbryde medicinalkæmpens divisioner og smække afdelinger sammen, kommer Klaus Eldrup-Jørgensen i klemme. Mens hans nære direktørkolleger får det samlede ansvar for deres afdelinger på tværs af Novo, bliver Klaus Eldrup-Jørgensen hængende et niveau under, fordi marketingafdelingerne som de eneste ikke bliver lagt sammen.

Mads Øvlisen understreger, at han kan tage det stille og roligt, men de ord passer ikke til Klaus Eldrup-Jørgensen.

“Der var jeg nok lidt for utålmodig,” erkender Klaus Eldrup-Jørgensen, som her 20 år efter ikke lægger skjul på sin store veneration for medicinalkoncernen.

“Jeg kunne sagtens se mig have haft en karriere i Novo,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen, der stadig har en Apis-tyr, som har været i Novos logo siden 1926, stående på skrivebordet.

Den utålmodige direktør skifter i stedet til et job som koncerndirektør hos medicinalvirksomheden Dako, hvor han i tre år har ansvaret for marketing og flere datterselskaber.

Men igen går det ikke, som Klaus Eldrup-Jørgensen forventer. Den adm. direktør bliver fyret, og Klaus Eldrup-Jørgensen er overbevist om, at han skal have topjobbet.

“Det får jeg ikke, og så bliver jeg sur,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen, der ikke vil uddybe baggrunden.

Han forlader Dako, rykker et skridt op ad direktørstigen og bliver adm. direktør i biotekselskabet Osteometer, der er stiftet af den stærke ejerleder Claus Christiansen, som også er kendt som knoglekongen.

Men arbejdet for en anden stærk entreprenør giver gnidninger, og Klaus Eldrup-Jørgensen forlader virksomheden efter tre år.

Siden han 15 år tidligere trådte ind i Novo, har Klaus Eldrup-Jørgensen haft fuld knald på karrieren. Det koster også nogle steder. Alle vennerne fra folkeskolen, gymnasiet og medicinstudiet er væk.

“Det er på mange måder ærgerligt, men jeg har prioriteret anderledes. Jeg har været heldig at have en hustru, som ikke alene har bakket op om mine projekter, men også har været den, der har holdt sammen på vores vennekreds,” siger han.

Som 45-årig beslutter han at gøre det, han har haft lyst til hele sit liv. Helhjertet forfølge drømmen om at lave sin egen virksomhed.

2003: Iværksætter i egen garage

I England bor en af Klaus og lillebror Morten Eldrup-Jørgensens gode venner, Carsten Hallas. Han ejer en række driving ranges, som er det sted, hvor golfspillere står og træner deres slag.

Trioen får en idé om at opfinde et system, som i form af præcis måling og analyse kan give golfspillere feedback på, hvorfor bolden flyver, som den gør. De fatter interesse for doppler-radarteknologien, der er bedst kendt fra militæret, og som den nordsjællandske virksomhed Weibel Scientific er ekspert i.

De tager kontakt til Weibel, hvor de møder radaringeniør Fredrik Tuxen. Han kommer et par måneder senere med over i deres drøm om at skabe en teknologivirksomhed med fokus på sport.

I Klaus Eldrup-Jørgensens mave er fornemmelsen helt rigtig. Det er nu, han tør gå efter at indfri drømmen om at skabe en stor dansk virksomhed.

“Skulle det kikse, har jeg med mit cv og erfaring fået makronbunden på plads. Jeg er også blevet gammel, så det var nu, at det skulle ske,” lyder det fra Klaus Eldrup-Jørgensen.

Hjemme i villaen ved Strandvejen har han masser af plads, så de starter med at udvikle i hans garage. De hyrer fire ingeniører til at hjælpe Fredrik Tuxen med at udvikle produktet, der får navnet Trackman.

Først i 2005 rykker de ud af garagen. Samme år tager Trackman skridtet ind på den store scene med turen rundt i USA hos de fem største golfudstyrsproducenter i verden – Nike, Ping, Taylormade, Callaway og Mizuno.

Da de to sidder i flyet hjem om lørdagen, har de solgt en pakke til en værdi af 100.000 dollar til alle fem firmaer. De er glade, men fejrer det ikke.

“Hvad skulle vi gøre – drikke champagne? Nej. Sådan noget gør vi ikke. Vi kører bare på,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen.

De næste år rejser Klaus Eldrup-Jørgensen rundt til kunder i hele verden, og de første mange hundrede Trackman er solgt af ham personligt.

2016: Drømmen om toppen

Trackman er i dag verdens førende inden for bolddata, vokser årligt med 40 pct. og har overskud på den rigtige side af 100 mio. kr.

Kapitalfonde står på nakken af hinanden for at købe selskabet, men Klaus Eldrup-Jørgensen og de øvrige ejere har ambitioner om noget helt andet.

Han vil skabe en blivende, stor og værdifuld virksomhed, der producerer i Danmark og bruger danske underleverandører.

“Jeg vil gøre mit til, at ikke alle danske succeser bliver solgt til udlandet. For når det sker, er det uundgåeligt, at tingene ligeså stille siver ud af Danmark,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen.

"Det gør mig stolt, at vi kunne starte med fem mand hjemme i min garage, og nu holder der 100 biler herude på parkeringspladsen, og der kommer hele tiden flere til"

På turen rundt i lokalområdet støder man ind i flere af Trackmans underleverandører, og Klaus Eldrup-Jørgensen kan godt lide tanken om, at virksomhedens succes også drypper på andre.

“Flere af dem investerer og ansætter folk, fordi de har en tro på, at de vokser sammen med os. Det, synes jeg da, er fantastisk,” siger han.

Og så bliver Klaus Eldrup-Jørgensen grundlæggende glad, når han tænker på, at han har været med til at starte en virksomhed, der skaber job og giver folk en løn, så de kan forsørge deres familie.

“Det gør mig stolt, at vi kunne starte med fem mand hjemme i min garage, og nu holder der 100 biler herude på parkeringspladsen, og der kommer hele tiden flere til,” siger Klaus Eldrup-Jørgensen, der trods bugnende millionoverskud selv kører rundt i en BMW fra 2008.

“Det er den bedste bil, jeg nogensinde har haft. Vi tjener mange penge, ja, men det får mig ikke til at ændre livsstil,” siger han og peger på sit tøj og rundt i det spartansk indrettede kontor:

“Skrivebordet og stolene har fulgt mig siden 1994.”

Måske er det på grund af succesen fra dag 1. Måske er det bare en livsindstilling om altid at se fremad. Klaus Eldrup-Jørgensen er i hvert fald typen, der hverken gider dvæle ved nutidens eller fortidens udfordringer og problemer som iværksætter.

“Jeg synes ikke, at der er noget, som har været svært. Og jeg har aldrig tvivlet. Ikke et minut på, at det her var en rigtig god idé, og at vi nok skulle lykkes,” understreger han.