ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bocian: EU-genopretningsfond vil støtte dansk erhvervsliv, men den afblæser ikke vores eksportkrise

Forhandlingerne om det nye EU-budget har været hårde, selvom Frankrigs Macron og Tysklands Merkel i store træk var enige, før de begyndte. Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne om det nye EU-budget har været hårde, selvom Frankrigs Macron og Tysklands Merkel i store træk var enige, før de begyndte. Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

Selvom eksporten til EU udgør en faldende andel af vores samlede eksport, så er mange danske virksomheder fortsat helt afhængige af den økonomiske udvikling i EU. Ud af en samlet eksport på 1300 mia. kr. blev 580 mia. kr. sidste år afsat til et af de 27 EU-lande, der er tilbage, nu hvor Storbritannien har valgt at forlade EU.

Det er derfor afgørende for dansk økonomi, at den igangværende europæiske krise ikke bliver for dyb. I det lys har forhandlingerne om det nye EU-budget og den nye EU genopretningsfond helt naturligt tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Særligt en række sydeuropæiske lande med Italien i spidsen har været hårdt ramt af corona. IMF forventer et dyk i bnp i både Spanien og Italien på over 12 pct. i år. Det er voldsomt. En række EU-lande har derfor presset hårdt på for en genopretningsfond – som ikke blot består af lån, men som også indeholder indkomstoverførsler til de hårdest ramte lande. Med den nye EU-aftale har de i hvert fald fået en del af deres ønsker opfyldt.

Det har i forhandlingerne været ukontroversielt at hjælpe de hårdest ramte lande med lån, men som noget nyt afsættes 390 mia. euro til overførsler, som ikke skal betales tilbage. I det oprindelige udspil var beløbet større – men for Italien, som står til at modtage en stor del af pengene, svarer det dog til 10.000 kr. pr. indbygger – ung som gammel. Hertil kommer muligheden for at låne yderligere 16.000 kr. pr. indbygger. Så store beløb gør en betydelig forskel.

Selvom man i forhandlingerne har lagt vægt på, at pengene hurtigt skal have effekt, så skal man dog være opmærksomhed på, at finansieringen af overførslerne forudsætter, at den nye aftale ratificeres i de enkelte landes parlamenter. Den slags tager tid – og pengene kommer derfor næppe i spil før næste år.

Selvom det i en EU-sammenhæng er ekstremt hurtigt – så svækker forsinkelsen den konjunkturstabiliserende mekanisme. Selv uden den nye hjælpeforanstaltning ventes solid vækst i Sydeuropa næste år. Men hjælpen vil selvsagt styrke genopretningen og kan derfor også komme dansk erhvervsliv til gavn. Det er dog værd at bemærke, at kun 4 pct. af vores eksport afsættes i Spanien og Italien.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis