Bestyrelsesformænd har lige som administrerende direktører en særlig rolle, der gør, at det ikke står dem frit for at udtale sig om hvad som helst i medierne, uden at det potentielt kan falde tilbage på virksomheden. Men modsat den administrerende direktør vil en bestyrelsesformand ofte have mange andre roller enten i andre bestyrelser eller som ansat i en virksomhed eller organisation. Det er med til at give et komplekst billede af formanden som afsender – uanset om formanden udtaler sig som privatperson eller i sin egenskab som formand. Så hvordan navigerer bestyrelsesformanden bedst i det minefyldte farvand, man kan kalde den offentlige meningsmaskine? Uden risiko for uhensigtsmæssige og utilsigtede konsekvenser?
Nu kan man måske foranlediges til at tro, at jeg anbefaler, at en formand skal være relativ anonym, men det er ingenlunde min hensigt. Mange bestyrelsesformænd har en lang og omfattende erfaring og indsigt, der har gjort dem egnede til at blive formænd. Måske har formanden herudover også en særlig interesse eller baggrund, der har givet dem en specifik indsigt i områder af samfundsøkonomisk eller socialpolitisk karakter. Bør formanden så ikke være med til at præge den samfundsmæssige debat og meningsdannelse? Og gøre sit for at skabe de rette rammebetingelser ikke kun for de virksomheder, som man er formand for, men også for andre brancher eller for hele erhvervslivet?
Dette indebærer en vurdering både af temaer og ens egen rolle som afsender.
Det er ikke en eksakt videnskab, men ifølge min erfaring er det reglen, at hvis man som afsender har mange forskellige roller, f.eks. som formand for flere virksomheder, så vil man, uanset om det er hensigten eller ej, blive associeret med formandskabet til den virksomhed, for hvem emnet er relevant. Det kan man næsten ikke tale sig udenom.
Dette behøver ikke at være et problem. Især ikke hvis man har gjort sig det klart forinden.
Når en Michael Pram Rasmussen eksempelvis kritiserer bestyrelsesarbejdet i finansielle virksomheder for at have nået et uudholdeligt niveau af compliance på regler, så bliver han ikke associeret med at være formand for Mærsk, men for sin baggrund hos TopDanmark. Men hvis han havde udtalt sig stærkt kritisk om Danmarks manglende konkurrenceevne som følge af eksempelvis løn og skatteniveau, så ville hans udtalelser blive set på som værende kommende fra bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen for Mærsk og ikke som privatpersonen – uanset om han ønskede det eller ej.
Når professor Flemming Besenbacher, der både er formand for Carlsberg og Carlsbergfondet, udtaler sig om forskning og uddannelsesniveauet i Danmark, så ved læserne godt, at det ikke er Carlsbergs meninger, der kommer til udtryk, men formandens egne. Netop, fordi det er indlysende, at en professor og en person, der står i spidsen for en fond med særlig baggrund i forskning og udvikling, bør have meninger om lige præcist disse emner, og fordi der ikke er et direkte kommercielt sigte med meningerne. Men udtalte Flemming Besenbacher sig i stedet om Danmarks udenrigspolitik i forhold til eksempelvis Rusland eller Kina, så ville der være en stor risiko for, at det blev set som Carlsbergs officielle holdning.
Der er derfor al mulig grund til at bestyrelsesformanden vejer sine udtalelser og emner på en guldvægt. Ikke fordi det skal anspore formanden til at lade være med at blande sig i en samfundsdebat, men fordi både formanden og den associerede virksomhed er bedst tjent med, at der ikke bliver tvivl om afsenderens rolle og hensigt.
"Hvordan navigerer bestyrelsesformanden bedst i det minefyldte farvand, man kan kalde den offentlige meningsmaskine?"
Skal – skal ikke?
En løsning er naturligvis at lade være med at sige noget som helst i offentligheden bortset fra den begrænsede pligtinformation, der følger af et formandskab. Det er en mulighed, især hvis man er formand for virksomheder eller organisationer, der ikke er betydelige eller har en særlig rolle i samfundet eller i en branche. Moderne kommunikationsfolk og journaliststanden vil ofte finde dette kritisabelt, da de forudsætter, at en formand bør være med til at tegne en linje for en virksomhed eller har en pligt til at blande sig i samfundsdebatten. Jeg deler ikke dette synspunkt, da jeg mener, at det må komme an på både en personlig og erhvervsmæssig vurdering. Har man ikke lyst til at være en offentlig person og stadig gerne vil gøre et godt job som bestyrelsesformand, så bør dette naturligvis være en mulighed, uden at man skal kritiseres for det. Men tager man på sig at være formand for et selskab, der har offentlighedens interesse, hvad enten den er lokalt eller nationalt forankret, så må man også løfte den kommunikationsmæssige opgave, der som minimum følger med jobbet som formand.Nu kan man måske foranlediges til at tro, at jeg anbefaler, at en formand skal være relativ anonym, men det er ingenlunde min hensigt. Mange bestyrelsesformænd har en lang og omfattende erfaring og indsigt, der har gjort dem egnede til at blive formænd. Måske har formanden herudover også en særlig interesse eller baggrund, der har givet dem en specifik indsigt i områder af samfundsøkonomisk eller socialpolitisk karakter. Bør formanden så ikke være med til at præge den samfundsmæssige debat og meningsdannelse? Og gøre sit for at skabe de rette rammebetingelser ikke kun for de virksomheder, som man er formand for, men også for andre brancher eller for hele erhvervslivet?
"Med en særlig indsigt og ansvar følger også en forpligtelse, men det skal vejes på en guldvægt, hvornår en formand går på banen"
Med ansvar følger forpligtelse
Jeg vil mene, at svaret på det spørgsmål er delvist bekræftende. Med en særlig indsigt og ansvar følger også en forpligtelse, men det skal vejes på en guldvægt, hvornår en formand går på banen, og det skal især overvejes om udtalelser om generelle forhold, som eksempelvis en vækstplan, et udspil til en ny finanslov eller en kritik af regler og lovgivning uhensigtsmæssigt kan falde specifikt tilbage på en af de virksomheder, som formanden står i spidsen for.Dette indebærer en vurdering både af temaer og ens egen rolle som afsender.
Det er ikke en eksakt videnskab, men ifølge min erfaring er det reglen, at hvis man som afsender har mange forskellige roller, f.eks. som formand for flere virksomheder, så vil man, uanset om det er hensigten eller ej, blive associeret med formandskabet til den virksomhed, for hvem emnet er relevant. Det kan man næsten ikke tale sig udenom.
Dette behøver ikke at være et problem. Især ikke hvis man har gjort sig det klart forinden.
Når en Michael Pram Rasmussen eksempelvis kritiserer bestyrelsesarbejdet i finansielle virksomheder for at have nået et uudholdeligt niveau af compliance på regler, så bliver han ikke associeret med at være formand for Mærsk, men for sin baggrund hos TopDanmark. Men hvis han havde udtalt sig stærkt kritisk om Danmarks manglende konkurrenceevne som følge af eksempelvis løn og skatteniveau, så ville hans udtalelser blive set på som værende kommende fra bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen for Mærsk og ikke som privatpersonen – uanset om han ønskede det eller ej.
Når professor Flemming Besenbacher, der både er formand for Carlsberg og Carlsbergfondet, udtaler sig om forskning og uddannelsesniveauet i Danmark, så ved læserne godt, at det ikke er Carlsbergs meninger, der kommer til udtryk, men formandens egne. Netop, fordi det er indlysende, at en professor og en person, der står i spidsen for en fond med særlig baggrund i forskning og udvikling, bør have meninger om lige præcist disse emner, og fordi der ikke er et direkte kommercielt sigte med meningerne. Men udtalte Flemming Besenbacher sig i stedet om Danmarks udenrigspolitik i forhold til eksempelvis Rusland eller Kina, så ville der være en stor risiko for, at det blev set som Carlsbergs officielle holdning.
Der er derfor al mulig grund til at bestyrelsesformanden vejer sine udtalelser og emner på en guldvægt. Ikke fordi det skal anspore formanden til at lade være med at blande sig i en samfundsdebat, men fordi både formanden og den associerede virksomhed er bedst tjent med, at der ikke bliver tvivl om afsenderens rolle og hensigt.
